På Ærø vil de styrke ungdomskulturen gennem kunst og kultur, så opvæksten på øen er andet end gode normeringer, tryghed og ren luft. Foto: Nynne Haugaard.

Ny satsning: ’Kunst på banen’ i landets kommuner

I en ny satsning vil Kunstfonden gå sammen med kommuner og lokale aktører om at styrke kunstens rolle. Flere skal mærke, at kunst og kultur kan gøre en forskel for den enkelte, for fællesskabet og lokalsamfundet. Der er afsat 11. mio. kr. til indsatsen de næste tre år.

Pressemeddelelse

12. oktober 2022

Med ’Kunst på banen’ vil Kunstfonden etablere 3-årige partnerskaber med kommuner rundt i landet. Formålet er at udvikle kunst- og kulturtilbud målrettet borgere, der i dag sjældent gør brug af offentlige kulturtilbud.

Ambitionen med de nye partnerskaber er at udvikle bæredygtige initiativer med blik for den politiske og sociale virkelighed ude i de enkelte kommuner.

Bestyrelsesleder Gitta Malling fortæller:

”I Kunstfonden ønsker vi, at endnu flere oplever, at kunst gør en forskel. Vi drømmer om at skabe flere lokalt forankrede kunstoplevelser for børn, unge og voksne - i byer, bydele eller landsbyklynger. Særligt dér, hvor der ikke findes så mange kunst- og kulturtilbud i dag.

Derfor vil vi gerne se kommuner og lokale slå sig sammen i partnerskaber om projekter, hvor kunst og kultur kan bringes i spil i borgernes hverdag. Det kan fx være, at det giver mening at tænke kunst sammen med sundhedsområdet, bæredygtighed, børn og unge eller byfornyelse.”

I marts 2023 vil Kunstfonden vurdere og udvælge seks kommuner, som inviteres til samtale for at drøfte fokusområder og muligheder for samarbejde. Derefter besluttes det, hvilke tre kommuner der skal indgå i et treårigt partnerskab.

Hvad der bliver ambitionen i de enkelte partnerskaber afhænger af dialogen med kommuner, lokale institutioner og borgere. Målet er at blive klogere på, hvordan vi gør kunst og kultur til en relevant del af endnu flere borgeres dagligdag forskellige steder i landet.

Kommer rundt i landet

I løbet af efteråret vil Kunstfonden holde både fysiske og digitale dialogmøder. Her vil det være muligt at høre om indsatsen generelt, om mulighederne for at søge samt besvare spørgsmål.

Tid og sted vil løbende blive offentliggjort på den nye temaside om indsatsen på Kunstfondens hjemmeside kunst.dk

Fakta

Der er afsat 11,2 mio. kr. til indsatsen, som strækker sig over perioden 2023-2025. Kommuner, der bliver en del af indsatsen, skal indgå samarbejdsaftale med mindst én lokal kulturinstitution, og de forventes også at bidrage med egenfinansiering til projektet.

Kunstfonden lægger vægt på, at partnerskabet og projekterne er organisatorisk og strategisk forankret i kommunen. Alle kommuner kan søge til ansøgningsfristen d. 23 februar 2023.

Den samlede satsning med partnerskaber i tre kommuner kan involvere alle kunstarterne i Kunstfonden: musik, kunsthåndværk og design, scenekunst, arkitektur, billedkunst, litteratur og film.

Læs mere og ansøg

Besøg temasiden for at læse mere og finde inspiration

 

Mere