De tre vindere af Smykkekonkurrencen blev fejret fredag den 29. septemeber på Designmuseet i København. Foto: Henrik Vering.

Vinderne af Kunstfondens smykkekonkurrence er fundet

Efter at alle talenter for første gang har haft mulighed for at byde ind med idéer til nye smykker, er de tre vindere af Kunstfondens smykkekonkurrence nu fundet. De vindende smykker bliver optaget i Kunstfondens smykkesamling inden årets udgang.

2. oktober 2023

Se de tre smykkeskitser

For første gang nogensinde har alle talenter haft mulighed for at byde ind med en idé til et nyt smykke til Statens Kunstfonds smykkesamlingen. På baggrund af de indkomne idéer har en jury netop udvalgt tre vindersmykker, som skal optages i Kunstfondens smykkesamling.

Statens Kunstfonds smykkesamling består af over 300 smykker, som kan lånes gratis af alle, der har en aktiv rolle i en offentlig begivenhed. Smykkesamlingen holder til på Museum Kolding og er også udstillet i Søstrehuset i Christiansfeld.

Juryen udtrykker stor tilfredshed med, at så mange har opdaget konkurrencen og har valgt at indsende deres smykkeidéer. Der har været adskillige kvalificerede bud fra forskellige kunstneriske fagligheder; fra arkitektur og billedkunst, over tekstil og beklædningsdesign til møbeldesign og scenografi. Idéer, som har haft meget at byde på – og som ikke mindst peger på en tænkning og teknik, der opstår i krydsbefrugtningen mellem den etablerede smykkekunstscene og kunstneriske talenter fra andre fagområder.

Forperson for juryen og udvalgsleder for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design, Anne Damgaard, siger:

”Der var et meget stærkt felt af talenter, og det har været interessant at se, hvordan mange forskellige kunstneriske fagligheder har haft mod på at byde ind med kreative og originale ideer til smykker. De tre udvalgte smykker, der nu bliver optaget i Kunstfondens smykkesamling, er spændende og nytænkende værker, som hver især indeholder stærke og aktuelle budskaber – om klima, migration, bæredygtighed og refleksioner over identitet og samhørighed. Der er tale om tre meget forskellige vindere. Fra den klassiske guldsmedefaglighed og dybe håndværksmæssige mestring, over det unge kompromisløse talent til bestræbelsen på at forene ånden og håndens arbejde ved at synliggøre immaterielle fælles værdier.”

 

De tre vindende smykker er:

 

Grundlovsperlerne v. Tinne Delfs og Mette Olsen

Et halssmykke med 115 perler formet af et eksemplar af Grundloven, som er findelt, kogt, blendet og håndrullet til perleformede kugler. Perlerne er udboret, bestrøget og lakeret, så de får en blød og mat glød. Omsat til en halskæde kan Grundloven bæres med lige ret af alle. Også dem, som normalt ikke føler sig inkluderet i det nationale fællesskab. Med Grundlovsperlerne viser Tinne Delfs og Mette Olsen, hvordan smykker er velegnede til at åbne demokratiske samtaler og stille kritiske spørgsmål. Smykkernes konvention kalder på ædle metaller, der holder deres værdi uanset form. Men Grundloven som materiale er bare papir – og i dette værk er lovens bogstav udblødt og ulæseliggjort af vand. Om lovens ånd er bevaret eller har fået ny værdi, får bæreren selv mulighed for at definere og diskutere.

Flow necklace v. Anna Friberg

En 50 cm lang halskæde i horn og 14 karat guldtråd sammensat af 17 ovale elementer af udsavet horn og tråd. Der er tale om både bæredygtigt design og stærkt håndværk. Anna Friberg har udviklet en teknik, hvor hun gennem opvarmning af hornpladerne gør det muligt at indkapsle og fastholde tråden uden brug af lim. Hornelementerne får et elegant buk, som giver halssmykket en lethed og gør det mere bærevenligt på kroppen. Bag halskædens enkelthed er et imponerende teknisk overskud og en kærlighed til materialet. Materialerne holder hinanden i hånden, men kan også skilles ad og svarer på et af vores samfunds helt store udfordringer: For at kunne genanvende skal vi kunne skille materialer ad.

At rejse er at overleve v. Felix Bresler

En broche i 18 karat gult guld, der illustrerer en redningskrans med ventil i 18 karat hvidguld. Med dette smykke tilbyder Felix Bresler bæreren en rolle at spille. Med omskrivningen af det kendte ”at rejse er at leve” til ”at rejse er at overleve” har bæreren mulighed for at starte en samtale om klimakrise og (klima)flygtninge, migration, håb og redning – og om fremtiden. Når den skarpe nål er så tæt på redningskransen, ser vi, hvor let opdriften kan punktere. Smykket illustrerer på den måde en næsten ubærlig sårbarhed. Men en sårbarhed, der kalder på akut handling nu. Et smykke, hvis udtryk og materiale vil tale til mange fremtidige brugere – uanset alder og køn.

 

 


Smykkerne er valgt af følgende jury:

  • Anne Damgaard (forperson), beklædningsdesigner og udvalgsleder for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design
  • Anni Nørskov Mørch, kurator og skribent og udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design
  • Jannic Soriano, guldsmed
  • Love Jönsson, museumschef ved Rian designmuseum og initiativtager til Smyckoteket
  • Nicolai Appel, guldsmed og udvalgsmedlem af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design
  • Sandra Yi Sencindiver, kunstnerisk leder for danskdansk og skuespiller
  • Øivind Slaatto, designer og udvalgsmedlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design

Mangler du mere info?

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53


fakta

Anna Fribergs Flow Necklas er et af de tre smykker, som bliver en del af smykkesamlingen. Foto: Robert Damisch.

fakta

Om Smykke-konkurrencen

Smykkekonkurrencen har opfordret til at udvikle en idé til et nyt smykke til Statens Kunstfonds smykkesamling. Smykket skulle være nyproduceret og bygge på en original idé. Det skulle desuden være skabt med en refleksion over materialebrug.

I alt modtog Kunstfonden 214 forslag i konkurrencens første runde, mens seks finalister gik videre i konkurrencens 2. runde. De tre vindere modtager hver 75.000 kroner, der dækker honorar, produktion og køb af smykket til smykkesamlingen.

Læs mere om Smykkekonkurrencen

 

Mere