Motivering for tildeling af prisen til ’Almen Modstand’

Motivationsramme for Solidaritetsprisen 2023

Hvordan kan arkitekturen være solidarisk? Kan den tage hensyn? Kan den udvise omsorg? Kan arkitekturen rumme det, som den i dag oftest realiseres på bekostning af: naturen, dyrelivet og uhørte stemmer. Det er spørgsmål, som arkitekturen – og vi alle sammen – har brug hjælp til at kunne besvare, hvis arkitekturen skal kunne skabe rum, der kan rumme os alle.

Med Solidaritetsprisen ønsker Staten Kunstfonds Legat- og projektstøtteudvalg for arkitektur at sætte pris på dem, der går forrest og tør formulere mulige svar og viser os, hvordan arkitekturen kan være rummelig.  

Motivation for tildeling af prisen til ’Almen Modstand’

Solidaritetsprisen tildeles foreningen ’Almen Modstand. Dels for at have skabt alternative og positive fortællinger om de udsatte boligområder og deres arkitektur. Og dels for at have skabt opmærksomhed om klimaaspektet i en nedrivning overfor en bevaring af de eksisterende bygninger.

Efterkrigstidens teknokratiske velfærdsarkitektur har været problematiseret ad flere omgange – i 70’ernes kritik af bebyggelsernes fremmedgørende skala og monotone arkitektur. Senest i  forbindelse med parallelsamfundspakken hvor boligområderne ses som medvirkende årsager til sociale udfordringer. Loven foreskriver derfor fysiske indgreb som nedrivninger, konverteringer, opblanding med ejerboliger, opsplitning, og om-mærkninger af større familieboliger.

Imidlertid ønskede beboerne at bevare deres bebyggelser. De argumenterede, anviste alternativer, og afholdt fredelige demonstrationer. Derved opstod Almen Modstand som et løst organiseret fællesskab for blid aktivisme. Gennem tale, skrift, og events har de gjort os bevidste om hvordan og hvorfor man kunne trives i de stigmatiserede bebyggelser. Og endda lære at elske arkitekturen.

De har lært os om de uformelle netværk, der understøtter svage grupper – bedre end de offentlige tilbud. De har demonstreret overraskende sammenhold mellem nydanskere og gammeldanskere og mellem unge og ældre beboere. De har haft evnen og overblikket til at indgå strategiske samarbejder med andre græsrodsorganisationer og fagfolk, fx om nedrivningernes klimakonsekvenser.

Der tegner sig et mønster som viser at arkitektur ikke blot består af bygningers fysiske form. De er semiotiske omdrejningspunkter, kollektiv bevidsthed, og fælles identitet. Og bygninger er ikke blot statiske objekter men dynamiske projekter. En boligbebyggelse er, som arkitekturværk betragtet, et medie for funktionelle og økonomiske formål men samtidig en mediering af beboernes liv. Bygninger har agens. De er aktører der er medskabere af brugerne og deres samfund. Bygninger og beboere udgør en integreret, sammenfiltret helhed. Som myrer og myretue. Arkitektur er derfor som kunstart relationel af natur.

Den indsigt i tilhørsforholdets anatomi som Almen Modstand har leveret bliver en kernedisciplin i en fremtidig bæredygtig arkitektur- og planlægningspraksis hvor vi både skal optimere den eksisterende bygningsmasse og sikre en lang levetid for nybyggeriet.

Almen Modstand er først og fremmest beboere og ikke arkitekter – selv om der er arkitekter iblandt deltagerne. Men de har igennem deres aktiviteter fremkaldt og gennemlyst arkitekturens betydning som social kunstart på en ny og rørende måde. De har været solidariske med hinanden, med bygningerne, med historien, med klimaet – i fuld loyalitet over for demokratiets spilleregler.

Almen Modstand har leveret overbevisende argumenter for bevaring af efterkrigstidens boligbebyggelser og givet stemme til en befolkningsgruppe der ikke ofte bliver hørt. Den stemme er meget smuk.