Almen Modstand modtog prisen ved Open Architecture Day på Aarhus Arkitektskole den 7. september 2023. Foto: Arkitektskolen Aarhus

Pris til arkitekturens uhørte stemmer

Kan arkitekturen være solidarisk? Det er spørgsmålet på Open Architecture Day. Statens Kunstfond støtter festivalen og uddeler på dagen en Solidaritetspris. Prisen går til bevægelsen ’Almen Modstand’, der arbejder for beboerdemokrati og for at bevare almene boligbyggerier.

7. september 2023

Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur støtter arkitekturfestivalen Open Architecture Day, som for tredje gang finder sted på Aarhus Arkitektskole. Det gennemgående tema på dette års festival er spørgsmålet om, hvorvidt arkitekturen kan være solidarisk. Gennem talks, performances og udstillinger får nye og markante stemmer i arkitekturen mulighed for at præsentere og diskutere besvarelsen af netop det spørgsmål.

I den anledning overrækker Kunstfondens Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur en solidaritetspris som afslutning på festivalen. Med Solidaritetsprisen ønsker udvalget at sætte fokus på det, som bygninger og arkitekturen ofte realiseres på bekostning af: naturen, dyrelivet og uhørte beboergrupper. Og samtidig sætte pris på dem, der går forrest og tør vise os, hvordan arkitekturen kan være mere rummelig. Prisen går derfor til beboerbevægelsen ’Almen Modstand’ – for deres arbejde for beboerdemokrati og bevaring af almene boligbyggerier.

Medlem af Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur, Karsten Gori:

 ”Med samarbejdet med Open Architecture Day – og uddeling af Solidaritetsprisen i den forbindelse – ønsker vi i udvalget at sætte fokus på de uhørte stemmer i arkitekturen og sætte arkitekturens rummelighed til debat. Vi ønsker at udfordre byggeriets blinde vinkler og spørge os selv: Hvilke mulige alternativer og hvor megen uopdaget skønhed findes der i arkitekturen, hvis vi lader det usete, oversete, det overhørte og uhørte få en stemme? Tænk hvis arkitekturen kunne være mere omsorgsfuld.”

I motiveringen for tildelingen til ’Almen Modstand’ skriver udvalget blandt andet:

Prisen tildeles foreningen ’Almen Modstand’. Dels for at have skabt alternative og positive fortællinger om de udsatte boligområder og deres arkitektur. Og dels for at have skabt opmærksomhed om klimaaspektet i en nedrivning over for en bevaring af de eksisterende bygninger. (…) ’Almen Modstand’ har leveret overbevisende argumenter for bevaring af efterkrigstidens boligbebyggelser og givet stemme til en befolkningsgruppe, der ikke ofte bliver hørt. Den stemme er meget smuk.”

Læs den fulde motivering

Mangler du mere info?

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Fakta

Samtale på podie
Open Architecture Day 2023. Foto: Arkitektskolen Aarhus.

Fakta

Om prisen

Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur støtter Open Architecture Day med 200.000 kr. Festivalen finder sted på Aarhus Arkitektskole og afholdes i år for tredje gang.

’Solidaritetsprisen’ uddeles i anledning af Open Architecture Day, der i år afholdes under temaet ’Solidaritet’. Med prisen følger 50.000 kr.

 

Mere