Foto: Statens Kunstfond

Nu kan talentfulde børn og unge søge drømmestipendier

Statens Kunstfond åbner nu igen for at børn og unge med et særligt kunstnerisk talent kan søge et ’Drømmestipendie’ på 10.000 kr. Der er frist for ansøgninger den 28. oktober.

27. september 2022

Nu har unge kunstneriske talenter i alderen 13 til 17 år igen mulighed for at søge Kunstfondens og Kulturministeriets ’Drømmestipendie’ og dermed få 10.000 kr. til at gøre deres kunstneriske drømme til virkelighed.

Sådan gør du

Ansøgningen skal være udarbejdet af den eller de unge kunstnere sammen med en samarbejdspartner, der skriver indstillingen.

Samarbejdspartneren kan eksempelvis være den lokale kulturskole, musikskole, dramaskole, billedskole, filmskole, animationsskole, forfatterskole, ungdomsskole eller andre lignende institutioner og foreninger – eller i samarbejde med private undervisere inden for arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik, scenekunst eller tværgående og nye kunstformer, herunder digitale udtryksformer.

Mentorforløb og teaterproduktion

I den seneste ansøgningsrunde fik 20 talentfulde unge et ’Drømmestipendie’. Man kan søge til aktiviteter, der sætter talentudvikling i spil, kunstnerisk skabelse f. eks. udgivelser og værker, studieture, mentorforløb, coach eller særlige kurser inden for kunstarten.

Der er frist for ansøgninger den 28. oktober 2022 kl. 14.00. Unge, der tidligere har modtaget et Drømmestipendie, kan ikke søge til samme projekt igen.

Fakta om Drømmestipendier

Hvis man søger et ’Drømmestipendie’, kan man blandt andet få midler til:

  • Talentudvikling og talentfremme gennem forskellige aktiviteter.
  • Kunstnerisk skabelse, udgivelser og værker.
  • Studieture med det formål at fremme den kunstneriske udvikling. Det kan for eksempel være et kursus med en udenlandsk underviser.
  • Mentorforløb, coaching eller særlige kurser inden for den specifikke kunstart.

Læs mere i puljevejledningen og find ansøgningsskemaet

Mere