Eva Bach Jeppesen modtog i 2021 et Drømmestipendie til et mentorforløb med en forfatter. Foto Per Bille

Drømmestipendier til børn og unge

Statens Kunstfond åbner nu igen for at børn og unge med et særligt kunstnerisk talent kan søge et ’Drømmestipendie’ på 10.000 kr. Der er frist for ansøgninger mandag den 9. maj.

Unge kunstneriske talenter i alderen 13 til 17 år kan nu igen søge Kunstfondens og Kulturministeriets ’Drømmestipendie’ og få 10.000 kr. til at gøre deres kunstneriske drømme til virkelighed.

Mentorforløb og teaterproduktion

I december sidste år fik 33 talentfulde unge fra hele landet et ’Drømmestipendie’ til blandt andet et mentorforløb med en forfatter, en teaterforestilling og opførelse af et orkesterværk. 

Ansøgningen til et ’Drømmestipendie’ skal udarbejdes af den eller de unge kunstnere med en samarbejdspartner, der skriver en indstilling. Samarbejdspartneren kan være fra den lokale kulturskole, musikskole, dramaskole, billedskole, filmskole, animationsskole, forfatterskole, ungdomsskole eller andre lignende institutioner og foreninger – eller i samarbejde med private undervisere inden for arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik, scenekunst eller tværgående og nye kunstformer, herunder digitale udtryksformer.  

Der er frist for ansøgninger mandag den 9. maj, og det forventes, at modtagerne af ’Drømmestipendier’ vil få besked i løbet af juni.

Fakta om ’Drømmestipendier’

Hvis man søger et ’Drømmestipendie’, kan man blandt andet få midler til:

  • Talentudvikling og talentfremme gennem forskellige aktiviteter.
  • Kunstnerisk skabelse, udgivelser og værker.
  • Studieture med det formål at fremme den kunstneriske udvikling. Det kan for eksempel være et kursus med en udenlandsk underviser.
  • Mentorforløb, coaching eller særlige kurser inden for den specifikke kunstart.

Læs mere i puljevejledningen og ansøg

Mere