Begrundelse

Portræt
Johannes Sivertsen. Foto: Torben Zenth

Det treårige arbejdslegat (855.000 kr.)

Billedkunst 2022

Tilbage til nyhed

Begrundelse

Johannes Sivertsen

Johannes Sivertsens malerier er som en arena, hvor billeder finder sted. Vi ser begivenheder og personer, vi ser rum og lys. Vi ser et fortolkende og kontrolleret billede af virkeligheden fortalt med figurationens genkendelighed. Vi aner et fotografisk forlæg, eller vi gribes af en stemning eller et blik fra maleriet. Vi ser små og koloristisk lavmælte billeder, der både rummer dramatiske fortællinger og poetiske situationer skildret med stort malerisk nærvær.

Johannes Sivertsens maleri er også arena for maleriet selv som kunstnerisk udtryk. Som et æstetisk sprog med sin egen historie om en afgrænset flade, der kan fortrylles med rum, sanselighed, med skæbner og skønhed. Men også med magt, fortrængning og eksklusion. 

Med udgangspunkt i sin personlige historie som opvokset i en forstad til Paris, rækker Johannes Sivertsen tilbage til centrale figurer i fransk kunsttradition bl.a. til konfliktfyldte begivenheder omkring den algeriske uafhængighedskamp mod det franske kolonistyre samt de sår og spændinger, det har medførte i det postkoloniale franske samfund.

I 2015 tog Johannes Sivertsen f.eks. på tre måneder ophold i den socialt belastede parisiske forstad Clichy-sous-Bois tæt på, hvor han selv voksede op. Her skabte han billeder i dialog med de lokale beboere, og i sit projekt ”Innommées – De unavngivne” på Overgaden i 2020

udstillede han malerier med algierske kvinder som gennemgående motiv. Kvinder involveret i oprørskampen under arbejdet eller i hjemmet.

Med dette tætte stof rejser Johannes Sivertsen i sit værk det centrale spørgsmål om, hvis virkelighed maleriet fremstiller, og med hvilket blik fortællingen formes. Han gør det med overbevisende malerisk kompetence og tillid til maleriets kritiske potentiale. Dermed bidrager han på en meget væsentlig måde til en vigtig og central diskussion om retten til at definere vores fælles historie, ikke blot i Frankrig, men globalt.

For dette tildeles Johannes Sivertsen Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Johannes Sivertsen (f. Paris 1984) er uddannet fra Ateliers Beaux-Arts de la Glacière i Paris (2008) og det Fynske Kunstakademi (2014).

Johannes Sivertsen har udstillet i både Danmark og Frankrig, bl.a. med soloudstillinger på Overgaden og Galleri Specta.

 

Mere