Huskunstnerordningen

Med Huskunstnerordningen kan skoler og andre institutioner i en periode få tilknyttet en eller flere kunstnere, der sammen med børn og unge udforsker og skaber kunst.

Unikt samarbejde mellem kunstnere, børn og unge  

Huskunstnerordningen går ud på at give børn og unge mulighed for at samarbejde med professionelle kunstnere over en længere periode. Det kan f.eks. være at få en professionel musiker til at undervise i musik, opsætte en teaterforestillingen sammen med en dramatiker i ungdomsklubben eller optage en spillefilm i samarbejde med en filminstruktør på efterskolen. 

Kun fantasien sætter grænser for, hvordan børn og unge udforsker en kunstart i samarbejde med en professionel kunstner.

"Børn og unge får kunstfagligheden ind under huden. De er i direkte kontakt med professionelle kunstnere, bliver engagerede i at skabe kunst og kommer tæt på processerne. Det betyder, at de får en forståelse for, hvad det vil sige at skabe kunst."

Tina Tarpgaard, udvalgsleder i Huskunstnerudvalget

HVORDAN STARTER EN HUSKUNSTNERORDNING?

Huskunstnerordningen kan søges af kunstnere, skoler/ungdomsuddannelser, foreninger og diverse institutioner med tilbud for børn og unge. For at søge Huskunstnerordningen, skal en professionel kunstner og en institution på forhånd have etableret et partnerskab om et huskunstnerforløb.

Repræsenterer man en institution som mangler en kunstnerisk samarbejdspartner, kan man tage kontakt til en kunstner eller en kunstnergruppe. 

Er man kunstner og har en god idé til et samarbejde eller et kunstnerisk undervisningsforløb, men mangler en samarbejdspartner, er der frit valg i forhold til at kontakte landets skoler og børne-/ungdomsinstitutioner.

 

 

Hvad får man ud af ordningen?

Vores erfaring viser, at Huskunstnerordningen har stor succes med at engagere børn og unge i at skabe kunst. I tæt samarbejde med kunstnere bliver børn og unge i højere grad inddraget i kunstprocessen frem for at fokusere på et fastlagt forløb. 

Huskunstnerprojekter giver de involverede børn og unge et særligt ejerskab over produktet. De får lov til selv at skabe noget, udvikle deres kreativitet og lære om værktøjer og metoder i en kunstnerisk proces.

   

"Huskunstnerprojekter giver børnene ejerskab over produktet. De får lov til selv at skabe noget. Det er en helt anden undervisningsform, end de er vant til. En proces uden facit."

Lolli Hansen, Rønne Privatskole

Nyheder