Præstegaard Urbanskolen i Esbjerg var den første skole, der fik besøg af 'Det mobile arkitektur laboratorium'. Ugen kulminerede med, at eleverne skabte et bedre læsemiljø, udsmykning til væggene og en slikautomat. Foto: Rumgehør.

Nyt projekt: Arkitektur på skoleskemaet

Med varevognen fuld af blyanter, papir, pap, linealer og lim triller ’Det mobile arkitektur laboratorium’ i disse uger rundt i fem jyske byer. Skoleskemaet er ryddet, så eleverne kan arbejde med arkitektur og design.

29. marts 2022

Et arkitekturværksted på hjul ruller i disse uger rundt til skoler i Esbjerg, Haderslev, Silkeborg, Thisted og Holstebro. Bilen indeholder foruden materialer og værktøjer også de to arkitekter Rasmus Maabjerg og Nikolaj Heede Noe, der udgør en del af den tværfaglige tegnestue Rumgehør.

Den fem uger lange roadtrip rundt i de jyske byer har til formål at give elever undervisning i arkitektur og design, hvilket oftest er centreret omkring landets største byer. Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at rydde skoleskemaet for dansk, matematik og samfundsfag til fordel for et besøg af ’Det mobile arkitekturlaboratorium’?

“Projektet giver unge mennesker mulighed for at være medskabere af kultur, da de i kraft af forløbet kan få en holdning til deres omgivelser, som de i fremtiden kan bygge videre på. Og så bidrager det til elevernes kreative og faglige udvikling,” siger Rasmus Maabjerg.

opgør med perfektionismen

Da Kunstfonden taler med Rasmus Maabjerg og Nikolaj Heede Noe har de netop afsluttet deres første dag på Erlev Skole i Haderslev. Gennem ugen skal skolens 6. klasser gennemgå en fuld designproces. De to første dage handler om værktøjer og teknikker, såsom hvordan man arbejder med lineal, skala og skitse. Sidstnævnte er angstprovokerende for flere af eleverne.

”Vi oplever, at de er hunderædde for, at den første streg ikke er pæn nok. Vi prøver at lære dem, at skitsen kan være et kommunikationsredskab og ikke skal være en pæn tegning. Vi arbejder med at nedbryde perfektionisme og den perfektionistiske tanke, i håbet om at sætte hovedet og hånden mere fri. Det handler om processen, mere end det handler om produkt, da det er processen, vi oplever, de lærer mest af,” siger Nikolaj Heede Noe fra varevognen.

Fra onsdag til fredag arbejder eleverne med en opgave, de selv skal forme. Sammen taler de om de uforløste potentialer, der er på skolen. Her skal eleverne tage højde for omgivelser, skoledage, læring og til slut skabe et objekt i størrelsen 1:1, som kan højne værdien af skolens omgivelser.

Rumgehør mener selvfølgelig, at dansk, matematik og historie er vigtige fag, men at faget arkitektur med dets kreative processer er mindst ligeså givende. Foto: Erlev Skole i Haderslev, Rumgehør.

På Præstegaard Urbanskolen i Esbjerg kulminerede ugens arkitekturundervisning i, at én gruppe byggede en hule, der kunne foldes omkring klassens sækkestol, hvilket gav et godt miljø for læsning. Andre udsmykkede klasseværelsets vægge med farverige, geometriske figurer, og andre igen mente, at det var vigtigt med en slikautomat. Den sidste dag udstillede og præsenterede eleverne deres projekter for hinanden, og de blev opfordret til at stille uddybende og opklarende spørgsmål. 

”Det er en helt vild oplevelse at høre eleverne stille kritiske spørgsmål til hinandens projekter. Spørgsmål, der vel at mærke ikke var faldet dem ind, før de havde haft arkitektur på skoleskemaet,” siger Rasmus Maabjerg, og Nikolaj Heede Noe supplerer:

”Vores mål er at gøre eleverne bevidste om, hvordan deres omgivelser ser ud, at der er en årsag til, at de ser sådan ud, og at man gerne må have en kritisk og konstruktiv holdning hertil.”

ligeså vigtigt som dansk og matematik 

Rumgehør ønsker med forløbet at vise eleverne, at der er andre veje at gå karrieremæssigt, end dem man oftest introduceres for i folkeskolen. Det kunne arkitekterne fortælle dem om gennem oplæg, men med ’Det mobile arkitektur laboratorium’ får eleverne en oplevet glæde af at skabe noget og forholde sig konkret til det omgivende miljø. Og selvom det selvsagt er vigtigt med dansk, matematik og historie, mener Rumgehør, at arkitektur og fagets kreative processer har meget at bidrage med til børns udvikling.

”I vores optik er det mindst ligeså vigtigt at kunne forholde sig kritisk til de fysiske samfundsforhold og den fysiske historie. Det er vigtigt, at man i en ung alder kan tage kritisk stilling til det samfund, vi lever i, og jo flere mennesker, der fra en ung alder har et kritisk øje for den byggede verden vi lever i, jo bedre bliver den,” siger Rasmus Maabjerg.

Fakta

Illustration af varevogn, hvor der vælter linealer og blyanter ud af
Illustration: Rumgehør

Fakta

Rumgehør

  • Arkitektur eksisterer ikke som fag i den danske folkeskole, men for Rumgehør er det et ligeså relevant fag som matematik, musik og biologi. At arbejde med arkitektur handler om andet end formgivning, tegning af bygninger og landskaber. Det er en måde at se og forholde sig til sine omgivelser både fysisk og samfundsmæssigt.
  • Rumgehør er en tværfaglig enhed, der arbejder med og imellem arkitektur, design, kunst, urbane eksperimenter og undervisning. Tegnestuen består af arkitekterne Rasmus Maabjerg og Nikolaj Heede Noe, kunsthistoriker Kirstine Gotthelf og kaospilot Victor Tambo.

 

Mere