Foto: Hein Photography

"Mine bøger skal både være spejle, de unge kan genkende sig selv i, og vinduer ud mod andre måder at være menneske på."

 

Forfatter

Sanne Munk Jensen

Litteraturtype:

Ungdomsromaner

Målgruppe:

Udskoling og opefter

Varighed:

1,5 time

Kontaktinfo:

sannemunkjensen@gmail.com

 

 

Ingen skal føle sig alene

 

Det får I

 

Som ungt menneske i en verden fuld af kasser og polerede overflader, kan man nemt føle, at man er den eneste, der ikke er som alle andre. Med udgangspunkt i sine bøger viser Sanne Munk Jensen eleverne, at der er utallige måder at være menneske på, men at ingen af os er alene; der er andre, der har følt det samme før dig. Hun giver samtidig et personligt og levende indblik i livet som forfatter og fortæller ærligt om alt fra research til redigering. Og så er der altid god tid til spørgsmål.

 

Det tager I med videre

 

Sanne Munk Jensen er kendt for at skrive bøger, der rammer og afspejler unges verden, men som også viser dem andre måder at leve på; alt sammen i øjenhøjde og i et sprog, som er de unges eget. Et forfatterbesøg med Sanne giver således fornyet energi til læselysten, stof til samtalerne og næring til elevernes mod. Både til at stå ved sig selv og til at række hånden ud mod dem, der står alene og det, der tilsyneladende kan virke fremmed.

 

Om forfatteren

 

Sanne Munk Jensen (1979) har skrevet en lang række af anmelderroste og prisbelønnede ungdomsromaner, både alene og sammen med andre forfattere som for eksempel Kim Fupz Aakeson, Sarah Engell og Glenn Ringtved. Temaerne er altid samfundsrelevante og med til at skabe nuancer og forståelse. Hun skriver desuden til film og TV og er vant til både at undervise og holde foredrag – altid fra hjertet, med et glimt i øjet og uden moralsk løftede pegefingre.