Foto: Mathilda Yokelin

"Store følelser i få ord, små detaljer og grafisk lyrik"

 

Forfatter

Hanne Dagmar Raaberg

Litteraturtype:

Ungdomsroman, noveller, lyrik, billedbog

Målgruppe:

Mellemtrin, udskoling og opefter

Varighed:

1,5 - 2 timer

Kontaktinfo:

info@hannedagmarraaberg.dk

www.hannedagmarraaberg.dk

 

Legende let litteratur

 

Det får I

I romanen Papirhjerter fortælles historien med få ord i grafisk og lyrisk formgivning og gennem figurdigte. Hanne Dagmar Raaberg viser bogens formprincipper og gør dem brugbare i kreative skriveøvelser. Eleverne afprøver at udtrykke stemninger og følelser i få udvalgte ord og at skabe ekstra lag af betydning via grafisk opsætning, for eksempel med luft, linjeskift, bogstavstørrelser og figurdigte – ligesom i Papirhjerter. Det handler om at se det og prøve det. At indfange store følelser gennem små detaljer.

 

Det tager I med videre

Eleverne møder et legende formsprog og kreative, nemme skriveøvelser. De afprøver at udtrykke ungdomslivets store følelser, så det ikke opleves som egne følelser. Gennem denne lette og legende tilgang til følelser og litterære formprincipper, ser eleverne, hvordan litteraturen kan behandle og forløse det følelsesmæssigt svære. Begge dele er forhåbentligt med til at hive litteraturen tæt på elevernes egen verden og helt ind i øjenhøjde.

 

Om forfatteren

Hanne Dagmar Raaberg er optaget af den gode historie med autentiske følelser og troværdige karakterer. Der skal være noget ægte på spil. Hun har et særligt blik for alt det usagte i relationer og arbejder med at skabe ekstra lag af betydning via tekstens form og med at udtrykke store følelser gennem små detaljer. Hanne er en erfaren underviser med vægt på at skabe tryghed og sjov deltageraktivering. Cand.mag. i retorik. Forfatterskolen for Børnelitteratur.