Scenekunstforestillinger til KSelekt i sæson 2025/2026
Frist: 03.06.2024, kl. 14:00
Optagelse af professionelle scenekunstforestillinger til KSelekt på Lille Scene i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater i sæson 2025/2026. KSelekt er et samarbejde mellem Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater
Modtag mail om kommende frister
OBS! Ansøgningsvejledningen er opdateret i forhold til fristen den 22. juni 2023!
Vær opmærksom på, at du kan indsende din ansøgning indtil kl. 14:00 på dagen for ansøgningsfristen, men vi anbefaler, at du indsender i god tid.
Hvem kan søge?
Teatre, scenekunstgrupper, kunstnere, kompagnier eller andre, som producerer professionel scenekunst og har en planlagt eller færdig produktion, som er støttet af Statens Kunstfond eller Københavns Kommune kan søge om at blive optaget i KSelekt.
Hvem kan ikke søge?
Det Kongelige Teater, landsdelsscenerne, Den Jyske Opera og teatrene under det Københavnske Teatersamarbejde kan ikke søge jf. Scenekunstloven kapitel 8, § 18, stk. 1.
Hvad er formålet med ordningen?
KSelekt er et samarbejde mellem Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater om anvendelse af scenekapacitet, hvor Statens Kunstfond udvælger en række forestillinger fra det frie scenekunstfelt til at spille på Lille Scene i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater.
Formålet med ordningen er at fremme scenekunst af høj kunstnerisk kvalitet i Danmark, herunder:
- at optimere anvendelse af scenekapacitet og midler, som er tilgængelige for scenekunsten i Danmark ved at stille et spillested til rådighed for de frie og uafhængige grupper
- at skabe rammer for gensidig inspiration, muligheder for synergi og genrediversitet på tværs af strukturerne i det danske scenekunstmiljø
- at bidrage til et bredere udbud af scenekunst for flere publikummer og scenekunstaktører
Udvalget prioriterer premierer og udvikling af nye forestillinger, så scenekapaciteten udnyttes bedst muligt. Men færdige forestillinger eller genopsætninger kan også undtagelsesvist blive optaget.
Praktisk om KSelekt
Det Kongelige Teater stiller 20 uger til rådighed for KSelekt pr. sæson. Forestillinger, der udvælges til KSelekt, får stillet Lille Scene i Skuespilhuset gratis til rådighed i en periode på fire uger som udgangspunkt (tre uger til prøveforløb og en uges spilleperiode).
Din forestilling vil blive formidlet gennem Det Kongelige Teaters kalender. Derudover vil din egen markedsføring blive suppleret med formidling af din forestilling, som en del af KSelekt-brandet og på tilhørende platforme.
Der stilles følgende til rådighed for de udvalgte kompagnier:
- scenerum
- garderober
- grundpakke med lys og lyd og teknik i et vist omfang (du kan læse de nærmere tekniske specifikationer på Udviklingsplatformen for Scenekunsts hjemmeside)
- teknisk vicevært, som bistår det udvalgte kompagni
Hvis din forestilling bliver udvalgt skal du:
- Indgå en kontrakt med Det Kongelige Teater om spilleperiode og vilkår
- levere billetstatistik til Udviklingsplatformen for Scenekunst efter endt spilleperiode
- evaluere med Udviklingsplatformen for Scenekunst efter endt spilleperiode
- indgå i koordinering og samarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst, som koordinerer og udmønter ordningen
Hvis din forestilling bliver udvalgt, skal du selv stå for og afholde omkostninger til:
- forhuspersonale, én person pr. spilleaften i den aftalte periode
- forsikring
- billetsalg
- egen markedsføring
Spillearealet på Lille Scene er ca. 13 meter i bredden, 7 meter i dybden, og højde til underkant rig er maks. 6 meter (riggen kan sænkes).
Antal publikum på traditionel publikumsopbygning er 113.
Udviklingsplatformen for Scenekunst rådgiver og koordinerer mellem de udvalgte kompagnier, Det Kongelige Teater og Statens Kunstfond med henblik på at sikre den overordnede planlægning af kompagniernes benyttelse af kapaciteten på Det Kongelige Teater, herunder fastlæggelse af spilledage og tider i samarbejde med Det Kongelige Teater og dialogen om kontraktindgåelse mellem kompagnierne og Det Kongelige Teater. Udviklingsplatformen for Scenekunst står desuden for etablering og vedligeholdelse af KSelekt-brandet, og tilhørende platforme.
Sådan vurderes din ansøgning
Din forestilling skal være støttet af Statens Kunstfond eller Københavns Kommune, for at den kan blive optaget i KSelekt. Når du ansøger, skal finansieringen til din forestilling allerede være på plads, eller også skal du samtidig ansøge om produktionsmidler fra puljen ’Scenekunst for Børn, Unge og Voksne’.
Projektstøtteudvalget for Scenekunst vil i udvælgelsen af forestillinger til KSelekt lægge vægt på:
- den kunstneriske kvalitet i forestillingen
- at ansøger har en stærk kunstnerisk profil
- at sammensætte forestillinger, som bidrager til en genremæssig spredning, så den pågældende sæson understøtter formålet med ordningen og fungerer som et udstillingsvindue for den frie scenekunst
- at prioritere premierer og nyproducerede forestillinger
I vurderingen af kunstnerisk kvalitet lægger Projektstøtteudvalget for Scenekunst vægt på at støtte scenekunst med:
- mod og vilje til at gå nye veje i forhold til form, indhold eller formater
- en tydelig kunstnerisk idé samt evnen til at realisere den
- overvejelser om projektets væsentlighed eller samfundsmæssige relevans
- aktiv forholden sig til publikums oplevelse af og relation med værket
Udvalget vurderer ansøgningen i forhold til det samlede felt af ansøgninger og søger at sikre en spredning på genrer, kunstnerisk udtryk samt forestillingernes målgruppe, herunder også børn og unge.
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Du skal indsende din ansøgning via vores tilskudsportal, som du finder her på siden – vi modtager ikke fysisk materiale. Når du først har oprettet din profil på vores tilskudsportal, kan du til enhver tid gå ud og ind af portalen og tjekke, om du har alle bilag og oplysninger med, inden du indsender ansøgningen.
Vi anbefaler, at du bruger browseren Chrome eller Firefox, når du udfylder din ansøgning.
I det elektroniske ansøgningsskema skal I:
- indtaste en kort beskrivelse af den forestilling, I ansøger om at få udvalgt til KSelekt (Projektbeskrivelse skal også vedhæftes som bilag)
- angive ønsket tidsspænd (antal dage/uger, i udgangspunktet tre uger til produktion og en uges spilleperiode)
- angive den scenekunstneriske genre, projektet tilhører
- angive hvilken målgruppe forestillingen henvender sig til
I skal vedhæfte følgende bilag:
- Projektbeskrivelse af den konkrete forestilling, der ønskes udvalgt til KSelekt, herunder plan for kommunikation og markedsføring (maks. 3 sider)
- Foreløbig tech rider (bemærk, at du er forpligtet til at leve op til de tekniske specifikationer, som du kan læse under afsnittet ’Hvad er formålet med ordningen?’, som desuden er uddybet på Udviklingsplatformens hjemmeside)
- Obligatorisk bilag om projektets finansiering, som du finder her, hvori du skal angive:
- om forestillingens udvikling og afvikling allerede er fuldt finansieret
- om en del af finansieringen udgøres af tilskud fra Statens Kunstfond (angiv journalnummer) og/eller Københavns Kommune
- om du søger om tilskud fra puljen ’Scenekunst for Børn, Unge og Voksne’ til fristen 1. juni til forestillingens udvikling og afvikling
- CV for de centrale kræfter i forbindelse med forestillingen (maks. 6 sider i alt)
- Evt. billedmateriale (maks. 4 sider)
I skal være opmærksom på:
- at de vedhæftede bilag maksimalt må fylde 25 MB i alt
- at vedhæftet materiale kun kan modtages i formaterne PDF, Word og Excel. Vi modtager ikke ZIP-filer
- at du før ansøgningsfristens udløb har mulighed for at redigere en allerede indsendt ansøgning og indsende en ny version på samme sag
- at du efter ansøgningsfristens udløb ikke kan redigere din ansøgning
- at det altid er den senest indsendte ansøgning, du har sendt til os, der bliver behandlet af udvalget
- at din ansøgning skal indeholde alle obligatoriske bilag for at blive behandlet af udvalget. Yderligere materiale, ud over det der er beskrevet i ansøgningsvejledningen, vil ikke indgå i vurderingen af din ansøgning
- at du selv er ansvarlig for, at ansøgningsskemaet er udfyldt korrekt, og at alle de ønskede bilag er vedhæftet
- at bilag modtaget efter ansøgningsfristens udløb ikke vil blive vedlagt din ansøgning
- som udgangspunkt kan du ikke overdrage din ansøgning – og eventuelt tilsagn – til en anden juridisk person eller virksomhed. Derfor er det vigtigt, at du får afklaret, hvem der er ansøger, inden du indsender din ansøgning. Samtidig skal du sikre, at der er knyttet en NemKonto til det CVR-nummer, du benytter.
Økonomi
Du kan ikke søge om tilskud i denne pulje, men udelukkende om udvælgelse til KSelekt. Når du ansøger, skal finansieringen til din forestilling allerede være på plads, eller også skal du samtidig ansøge om produktionsmidler fra puljen ’Scenekunst for Børn, Unge og Voksne’.
Hvornår får du svar?
Du får svar på din ansøgning i tilskudsportalen senest 12 uger efter ansøgningsfristen.
I første omgang får du svar på, om din produktion er blevet shortlistet, og først når den praktiske koordinering er faldet på plads, er det endeligt afgjort, om din produktion kommer med i KSelekt.
Du modtager en notifikationsmail, når dit svar ligger klar på din profil i Tilskudsportalen, medmindre du har fravalgt dette.
I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Og når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde, bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside.
Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater.
Hvis du ikke har ansøgt via Tilskudsportalen, kan du se hvordan du får svar her.
Når du har indsendt ansøgningen
Når du har indsendt din ansøgning i Tilskudsportalen, får du en skærmkvittering, som du kan downloade, hvis du vil, men du kan altid se din ansøgning og dens status i Tilskudsportalen under ”Mine ansøgninger". Når den er indsendt korrekt, har den status som "Indsendt".
Du modtager ikke en kvitteringsmail, når du har indsendt en ansøgning.
På din ansøgningssag i Tilskudsportalen kan du også se de bilag, du har vedhæftet til ansøgningen. Det er dit eget ansvar, at de nødvendige bilag er sendt med – så husk at kigge din ansøgning godt igennem.
Du kan redigere i en ansøgning, selvom du allerede har indsendt den. Så længe det er før fristens udløb. Hvis du redigerer i en indsendt ansøgning skal du igen sikre dig, at alle nødvendige bilag er sendt med. Udvalget forholder sig udelukkende til den senest indsendte ansøgning.
Hvis du har brug for at kontakte en sagsbehandler i sekretariatet, skal du henvende dig via kontaktknappen på din sag i Tilskudsportalen.
Hvis du ikke har ansøgt via Tilskudsportalen, så se her.
Hvis din forestilling bliver udvalgt til KSelekt
Udviklingsplatformen for Scenekunst koordinerer ordningen på vegne af Statens Kunstfond, herunder tilrettelæggelse af tidsperioder, kontakt til Det Kongelige Teater mm.
Det betyder, at når udvalget har shortlistet forestillinger til KSelekt, så tilrettelægger Udviklingsplatformen de nærmere tidsperioder, der kan tildeles den enkelte forestilling.
Lovgrundlag
Afgørelser bliver truffet efter § 3, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, i lov om Statens Kunstfonds virksomhed (lov nr. 458 af 8. maj 2013).
Hvem vurderer ansøgningen
Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, der vurderer ansøgningerne og træffer den endelige beslutning om hvilke forestillinger, der shortlistes til at indgå i KSelekt, men først når den praktiske koordinering er faldet på plads, er det endeligt afgjort, om en forestilling kommer med i KSelekt.