Ebeltoft Kunsthal er et af de steder, hvor man kan møde litteraturen i 2022.

860 litteraturprojekter får luft under vingerne

Mere end 860 litteraturprojekter i Danmark og i udlandet har netop modtaget i alt 11.6 mio. kr. fra Statens Kunstfond.

30. marts 2022

Festivaler, forfattermøder, oplæsninger, lydværker og dansk litteratur, der skal ud i verden. Mere end 860 litteraturprojekter i Danmark og i udlandet har netop modtaget støtte for i alt 11.6 mio.kr. Projektstøtteudvalget for Litteratur modtog 1230 ansøgninger, et rekordstort antal.

Udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Litteratur Carsten Fenger-Grøndahl fortæller om uddelingen:

”Den første ansøgningsrunde i det nye Projektstøtteudvalg for Litteratur har vist en stor spændvidde og idérigdom, når det gælder om at sætte litteraturen i spil på vidt forskellige måder. Vi har modtaget rekordmange ansøgninger, og vi kan se en stor lyst til, at børn, unge og voksne møder litteraturen live til blandt andet festivaler, oplæsninger og forfattermøder. Der vil helt sikkert være rig mulighed for at møde litteraturen i hele landet i den kommende tid.”

Levende litteratur

Børn og unge er i fokus ved ’Odsherred læser’ festivalen, som har sci-fi og fantasy på årets program. Festivalen involverer blandt andet skoler, biblioteker og kulturinstitutioner i kommunen. Den nystartede ’Lille Løjtofte litteraturfestival’ finder sted i Nakskov, og vil ud over oplæsninger fra etablerede forfattere inddrage lokale, unge skrivende. 

Naturen og klimakrisen er tilstede i en række projekter. Til en vandrerute i Nationalpark Skjoldungernes Land skal der skabes et lydværk med musik og oplæsning, der tager udgangspunkt i nationalparkens biodiversitet og i egnens sagn og kulturhistorie, og hos Ebeltoft Kunsthal præsenterer de et program med litterære projekter, der med en antropologisk tilgang genforhandler fortid og fremtid og arbejder med indstillingen til naturen og klimakrisen. Programmet byder på blandt andet oplæsninger, workshops og litterære podcasts.

Ud i verden

Dansk litteratur kommer ud til endnu flere læseinteresserede med oversættelser til blandt andet aserbajdsjansk og tyrkisk. Både klassikere og nyere litteratur af Olga Ravn og Tine Høeg skal ud i verden.

Se alle tildelinger

Om uddelingen

Projektstøtteudvalget for Litteratur har netop uddelt 11.6 millioner til 863 forskellige litteraturprojekter med dansk litteratur i Danmark og i udlandet.

Læs om Projektstøtteudvalget for Litteratur

Mere