En række danske smykkekunstnere vil få mulighed for at vitalisere deres praksis med adgang til det toneangivende Akademie der Bildenden Künste i München. På billedet ses værker af Jytte Kløve og Janne Krogh Hansen. Foto: Katrine Worsøe

Unikt samarbejde skal løfte dansk smykkekunst og korpus

Statens Kunstfond indgår et markant treårigt samarbejde med det internationalt anerkendte Akademie der Bildenden Künste i München, om at give et karrierefremmende løft til kunstnere inden for smykkekunst og korpus.

9. februar 2023

Fra efteråret og et halvt år frem får en professionelt etableret smykkekunstner, guld- eller sølvsmed en unik mulighed for at udvikle, udforske og udfordre sin praksis under et residency ved Akademie der Bildenden Künste i München, som er anerkendt på verdensplan for sin smykke- og korpuslinje, Schmuck und Gerät. En helt særlig mulighed, som vil blive gentaget over tre år til glæde for i alt tre ambitiøse kunstnere på området.

Udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design Anni Nørskov Mørch siger:

”I de kommende år får danske smykkekunstnere, guld- og sølvsmede en enestående udviklingsmulighed på kunstakademiet i München, hvis smykke- og korpuslinje er i den absolutte verdenselite. Vi håber, at denne mulighed for fordybelse midt i Münchens stærke smykkekunstscene også vil smitte af på den danske. Og vi glæder os til at se, hvordan de danske kunstnere efter udvekslingsopholdet vil bidrage til et fortsat vitalt fagmiljø og skabe ny udfordrende smykkekunst til os, der bærer og oplever værkerne.”

Artist-in-Residence opholdet er slået op som et open call, og der er ansøgningsfrist den 9. marts 2023.

Et professionelt løft til kunstner og scene

For at sikre en solid faglig forankring på kunstakademiet, er Artist-in-Residence opholdet af seks måneders varighed og har et stort fokus på, at man som kunstner vil engagere sig aktivt og gribe ud efter de netværks- og formidlingsmuligheder der naturligt opstår i forbindelse med opholdet.

Med udgangspunkt i et konkret projekt af enten research- eller materialemæssig karakter, vil den udvalgte Artist-in-Residence samtidig fordybe sig i sin kunstneriske udvikling og erhverve sig ny teoretisk forståelse for og indsigt i egen praksis, under vejledning af Karen Pontoppidan, der er smykkekunstner og professor ved Schmuck und Gerät på Akademie der Bildenden Künste.

Karen Pontoppidan siger:

”Ved Akademie der Bildenden Künste arbejder vi meget bevidst med aktuelle samfundsudfordringer og dagsordener - konsumsamfundet, grøn-, social- og kulturel bæredygtighed, identitet og feminisme. Et Artist-in-Residence hos os henvender sig derfor til smykkekunstnere som er åbne for at tage livtag med den måde de arbejder og tænker deres praksis på, og som har vilje til udvikling og til at engagere sig i miljøet hernede.”

Udover at udvise engagement under opholdet, er det et kriterie for at blive udvalgt, at man vil dele sin ny vundne viden og indsigt med den danske scene efter sin hjemkomst.

Læs mere og ansøg open call til Artist-in-Residence ved Akademie den Bildenden Künste, München

Mere