Elever fra FGU Østjyllands Kunstlinie binder plast på rionet til det første panel i regnbuen. Foto: Anni Holm.

Sanseliggørelse af Henkastethed – Artist in Residence med Anni Holm

Under projekttitlen ”Sanseliggørelse af Henkastethed” samarbejder Randers Kommune og billedkunstner Anni Holm på at udvikle og afprøve nye metoder i arbejdet med affaldsminimering. Det gør de gennem et forløb under Artist in Residence-ordningen.

29. maj 2024

Billedkunstner Anni Holm er flyttet ind i sit nye værksted – et lille blåt ”tiny office”, som hun kalder det. Det lille mobile kontor på hjul er udlånt af Randers Kunstmuseum, som er en af de lokale aktører, involveret i Artist in Residence-forløbet. Et forløb, hvor kommune og kunstner kan søge tilskud til projekter, der fremmer børn og unges møde med kunst.

Det lille værksted med navnet ”Det Blå Rum” har Anni Holm placeret på Randers Genbrugsstation – med udsyn til container nummer 32, der indeholder hård plast. ”Jeg går ud og kigger i containeren hver morgen. Lige nu er jeg overrasket over, hvor mange engangsurtepotter i plast der smides ud. Der er plast i alverdens farver, og det tænker jeg, at vi må lave noget med.”

Når Anni Holm siger ”vi”, refererer hun til sig selv og de lokale elever fra skoler og fritidstilbud i Randers Kommune. Hun henviser også til eleverne fra Randers Kunstmuseums Billedskole og FGU Østjylland, der tilbyder forløb for unge under 25 år, som ikke er under uddannelse eller i arbejde. Et af målene med Artist in Residence-forløbet er nemlig at skabe nye muligheder for børn og unge til at udforske deres kreativitet gennem sociale og kunstneriske greb. ”Det er essentielt, at børnene får lov til at være med gennem hele forløbet. At jeg ikke blot er en kunstner, der kommer og holder et oplæg, men at vi sammen går på opdagelse og udvikler kunst i fællesskab,” understreger Anni Holm. Af samme grund er det en del af Artist in Residence-forløbet, at børn og unge i Randers Kommune medvirker i værkudviklingen – helt fra den første indsamling af materialer.

Elever fra FGU Østjylland har for eksempel netop besøgt Anni Holm på genbrugspladsen. Her har eleverne hjulpet til med at finde plast til det første panel af det, der skal blive en regnbue af genbrugsplast. Eleverne har fundet alt fra legetøj til opbevaringskasser, og Anni Holm fortæller, at tingene ofte er fuldt funktionelle og fremstår som nye. ”Vi rengør selvfølgelig tingene, og især dér bliver det tydeligt, hvor meget der egentlig henkastes – og hvor meget der kan bruges igen.”

Anni Holms værksted udlånt af Randers Kunstmuseum. Foto: Klaus Bredstrup Kohberg.

En mandala af genbrugte havestole

Gennem sin billedkunstneriske praksis har Anni Holm i mange år anvendt dét, der var uønsket eller skulle smides ud. Nogle af hendes tidligere værker og projekter inkluderer blandt andet tekstilaffald og gavepapir. Værkerne er ofte skabt i fællesskab med andre og omhandler samtidsproblematikker.

I en årrække har Anni Holm boet og arbejdet i USA, og hun fortæller, at det var voldsomt at opdage, hvor meget der smides ud. ”Der er bare et kæmpe overforbrug. Det er der i alle de vestlige lande – også i Danmark”, siger hun. ”For mig, der er opvokset på en gård, hvor vi genbrugte alting, fordi vi aldrig vidste, om høsten slog fejl, er det derfor oplagt, at vi genanvender det, vi har.”

Gennem Artist in Residence-forløbet håber Anni Holm at kunne sætte fokus på, at meget af det, der kasseres eller henkastes, kan genbruges i nye former. Det arbejder hun på at belyse med brug af alt fra engangsurtepotter til havestole.

”Nogle af de større plast-objekter, der dukker op herude, er de klassiske hvide havestole. Det er forår, folk er ude og købe noget nyt – og så ryger de hvide havestole”, fortæller hun. ”Jeg tænker derfor, at eleverne og jeg må bruge de havestole i en form for værk. Måske vi kan lave en kæmpe mandala af hvide havestole.”

Kunstner Anni Holm i sit værksted. Foto: Klaus Bredstrup Kohberg.

Det fulde billede

I dette Artist in Residence-forløb er formålet at udvikle en række kunstprojekter, der introducerer og afprøver nye tanker og arbejdsmetoder i kommunens arbejde med affaldsminimering. På en skrænt på Randers Genbrugsplads arbejdes der på den førnævnte regnbue af genbrugsplast, som eleverne flittigt har indsamlet og udvalgt materialer til. Regnbuen opføres på skrænten, så den er synlig på det meste af pladsen. ”Vi sanseliggør det henkastede for at kunne åbne op for nye dialoger om fremtidens affald og bæredygtige forbrug. Ved brug af kunsten kan vi komme helt tæt på og få sat overforbruget i perspektiv”, forklarer Anni Holm.

Selv har hun løbende i sit ophold på Genbrugspladsen ikke blot fundet materialer til værker, men også nyttige brugsgenstande til at indrette sit lånte værksted med. Derudover har hun lavet et skilt af bortkastede spillebrikker med bogstaver, så man kan se, hvem der holder til i Det Blå Rum. Hun bruger sågar en kasseret boldkaster til at fiske plast ud af containerne. ”En dag kom en kvinde hen til mig med en grøn kedeldragt over armen. Hun spurgte, hvor hun kunne skille sig af med kedeldragten, da den var for lille til hendes mand. Den var som ny, og jeg spurgte hende, om jeg ikke måtte overtage den. Så selv mit arbejdstøj er fundet herude – der er nok materialer til et helt lille liv.”

Blandt Genbrugspladsens medarbejdere har hun også mødt stor imødekommenhed og hjælpsomhed ikke mindst:

  ”Jeg er yderst taknemlig for pladsmændene, som har fået mig til at føle mig hjemme og har vist stor interesse i mit projekt. De har tilbudt hjælp til at samle rionet og problemløse installationen og lokaliteten. De har endda hjulpet med at få løftet panelerne op på skrænten med deres rendegraver. Og så deler de ivrigt den positive feedback, som de besøgende på pladsen er kommet med.”  

For Anni Holm handler det ikke blot om at gøre opmærksom på affaldsproblemet. Det handler også om at gøre noget ved det. Det taler ind i det overordnede mål med forløbet, hvor de aktiviteter, der afprøves og udvikles, lægger op til blivende samarbejder mellem aktørerne. At genanvende objekter og materialer kan ifølge Anni Holm være en af de nye handlemåder, kunsten lægger op til. ”Det er vigtigt, at vi får skabt opmærksomhed omkring det fulde billede. Man bliver nødt til at tænke fra start til slut. De ting, vi smider ud, forsvinder jo ikke bare ud i den blå luft.”

Artist in Residence-forløbet mellem Randers Kommune og Anni Holm fortsætter frem til september 2025.

fakta

Installation af elever fra Østervangsskolen i Randers. Foto: Anni Holm.

fakta

Artist in Residence

Artist in Residence under Huskunstnerordningen har til formål at fremme børn og unges møde med professionel kunst i dagligdagen. Det sker ved, at en kommunal forvaltning og en professionel kunstner/kunstnergruppe etablerer et længerevarende partnerskab.

Det er intentionen, at forløbet sætter blivende spor i kommunen, så mødet med den professionelle kunst til stadighed inspirerer.

Kommuner kan i partnerskaber med professionelle kunstnere søge tilskud til forløb med en varighed på minimum 6 måneder og maksimalt 2 år.

Søg puljen "Artist in Residence under Huskunstnerordningen" 

 

Mere