Artist in residence under Huskunstnerordningen

Frist: 04.10.2022, kl. 14:00

Kommuner, der ønsker at have en kunstner/kunstnergruppe tilknyttet i en længere periode med det overordnede formål at fremme børn og unges møde med kunst, kan her søge tilskud til kunstnerens/kunstnergruppens honorar.

Det er ikke desværre ikke muligt at ansøge på mobilen med vores nuværende løsning.

Modtag mail om kommende frister

Note:

Vær opmærksom på, at du kan indsende din ansøgning indtil 13:59 på dagen for ansøgningsfristen, men vi anbefaler, at du indsender i god tid. Ansøgningsskemaet vil være tilgængeligt her på siden senest en måned inden ansøgningsfristen.

 

De aktuelle ansøgningsfrister er: 1. marts 2022 og 4. oktober 2022.

 

Hvem kan søge?

  • Kommuner i partnerskaber med professionelle kunstnere

Du kan søge tilskud til: 

  • Kunstnerhonorar til en eller flere kunstnere

For at der kan være tale om et egentligt residence-program, kræves det i denne pulje at der planlægges aktiviteter i minimum 3 måneder og maksimum 2 år. 

Eksempler på mulige aktiviteter for et artist in residence-forløb kan være:

  • indledende researchperiode i kommunen for kunstneren/kunstnergruppen
  • etablering af fælles arbejdsplads for kunstner/kunstnergrupper og andre fagligheder i kommunens forvaltning eller andre institutioner, med henblik på at give rum for den uformelle samtale og inspiration fagligheder imellem
  • samskabelse og projekter, der kan give byråd, forvaltning, institutioner med flere ny inspiration i forhold til børn og unges møde med og relation til kunst
  • workshops og udviklingsforløb for byråd, forvaltning, institutioner, foreninger og andre aktører, der arbejder med eller ønsker at arbejde med børn og unges møde med kunst

Forudsætningen for at søge er:

  • at en kommunes kulturforvaltning og en professionel kunstner/kunstnergruppe har etableret et partnerskab med det overordnede formål at fremme børn og unges møde med kunst.
  • kunstneren/kunstnergruppen har et professionelt og aktivt virke (inden for arkitektur, billedkunst, kunsthåndværk og design, film, litteratur, musik, scenekunst eller tværkunstnerisk)
  • at kommunen formidler kontakt og inddrager relevante lokale institutioner og aktører i forløbet

Kommunen kan indgå samarbejde med en lokal eller en udefra kommende kunstner. Hvis kunstneren kommer udefra vil det være optimalt om kunstneren er lokal bosiddende i perioden, ifald kommunen kan stille egnet bolig til rådighed.

Hvem kan ikke søge?

  • Kunstnere 
  • Kommunens lokale institutioner eller aktører

Du kan ikke søge tilskud til:

  • Projektforløb, som alene har børn og unge som primær målgruppe (sådanne projekter kan du søge tilskud til under Huskunstnerordningen)
  • Dækning af udgifter til kunstnerens transport, ophold, studio/værksted, materialer, workshops, borgerinddragende aktiviteter med videre. Disse udgifter betales af kommunen eller finansieres gennem andre midler
  • Semesteransatte gæstelærere på folkeskoler, kulturskoler, grundkurser med flere
  • Kunstnere, der er studieaktive på en SU-berettiget uddannelse, på en ph.d.-uddannelse eller tilsvarende fultidsstuderende på private uddannelser i Danmark eller udlandet. Statens Kunstfond har valgt at begrænse ansøgerkredsen, da Kunstfonden har begrænsede midler og gerne vil prioritere at støtte Artist in Residence-forløb med professionelle kunstnere, der har et aktivt virke, og som har opnået en vis erfaring.

Hvad er formålet med ordningen?

Statens Kunstfond ønsker at fremme kunsten i Danmark blandt andet ved at tilgodese formidling af kunst over for børn og unge. Artist in Residence under Huskunstnerordningen har til formål at fremme børn og unges møde med professionel kunst i dagligdagen, ved at en kommunes kulturforvaltning og en professionel kunstner/kunstnergruppe har etableret et længerevarende partnerskab.

Ordningen giver mulighed for, at den professionelle kunstner og de professionelle aktører fra for eksempel den kommunale forvaltning, fra institutioner eller organisationer i kommunen skaber en fælles arbejdsplads, der åbner for nye samtaler, igangsætter nye initiativer og sammentænker kommunens indsatser i arbejdet med kunst for børn og unge. 

Det er intentionen, at forløbet sætter blivende spor i kommunen, så mødet med den professionelle kunst til stadighed inspireres og gentænkes i sine udformninger. Hensigten er, at børn og unge får mulighed for at tage aktiv del i kunstoplevelser af høj kvalitet, både som publikum og som aktive i skabelsesprocessen.

Sådan vurderes din ansøgning

Ved udvalgets prioritering af ansøgningerne vurderer udvalget først og fremmest den kunstneriske kvalitet af den enkelte ansøgning. Det er Statens Kunstfonds Huskunstnerudvalg, der vurderer de indkomne ansøgninger og træffer beslutning om uddeling fra puljen ud fra følgende kriterier:

Projektet som helhed:

• I hvilken udstrækning Artist in Residence-forløbet er ambitiøst og eksperimenterende og tør udfordre parterne i hver deres praksis.

• Om partnerskabet skønnes at skabe mulighed for et ligeværdigt samarbejde omkring planlægning, gennemførelse og evaluering af de kunstbaserede processer i Artist in Residence-forløbet.

• I hvilken udstrækning Artist in Residence-forløbet udspringer af en stærk og original kunstnerisk intention og et ambitiøst kommunalt ønske om udvikling af kvaliteten af børn og unges møde med kunsten lokalt.

• Om forløbet skønnes at kunne forankres lokalt og på den måde sætte blivende spor i kommunens strategiske arbejde for at styrke børn og unges møde med kunst.

• I hvilket omfang puljens kriterier for projektlængde er opfyldt.

Kunstneren:

• Om kunstner/kunstnergruppe vurderes at være på et højt kunstnerisk niveau og har et aktivt kunstnerisk virke.

• Om kunstner/kunstnergruppe i sin praksis skønnes at udvise et professionelt og reflekteret forhold til målgruppe, idé og kontekst, hvilket løbende omsættes i et overbevisende og originalt virke.

Institutionen:

• Om kommunen har en aktiv og deltagende rolle i forhold til planlægning og gennemførelsen af projektet og bidrager i forhold til kvaliteten af samarbejdet. Det vil være en fordel, at kommunen prioriterer en intern tovholder med mandat til at virke på tværs og opad i kommunen.

Udvalget forbeholder sig retten til ikke at tildele det fulde ansøgte beløb ud fra en overordnet vurdering om, at kunststøtten kommer flest muligt til gode. Udvalget forbeholder sig endvidere retten til at vurdere en uddeling samlet i forhold til en spredning af midlerne såvel geografisk som med hensyn til kunstarter og kunstnere. 

Hvis du modtager et mindre beløb, end du har ansøgt om, vil du kunne læse i dit bevillingsbrev, om du skal indsende flere oplysninger, før vi kan udbetale dit tilskud.

På baggrund af de lovbaserede kriterier kan udvalget desuden lægge vægt på:

  • at projektet rummer nye og tværgående udtryksformer
  • at projektet bidrager til at udbrede kunst til alle i hele landet

Har du inden for de sidste tre år søgt tilskud hos Statens Kunstfonds Huskunstnerudvalg, vil disse oplysninger indgå som grundlag for behandling af din ansøgning.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Du skal vedhæfte følgende bilag:

Bilag 1: En projektbeskrivelse der indeholder:

• en beskrivelse af ønsket og intentionerne med residence-opholdet samt motivationen for samarbejdet fra kommunens og kunstnerens/kunstnergruppens side.

• en overordnet plan over ønskede aktiviteter.

Hent skabelon til projektbeskrivelse og budget her.

Bilag 2: CV for alle deltagende kunstnere opsat i kronologisk rækkefølge. CV’erne skal indeholde relevante oplysninger, der dokumenterer kunstnernes aktive, kunstneriske virke. Maksimum én A4-side per kunstner/kunstnergruppe (maks. 3 sider i alt).

Bilag 3: Dokumentation for kunstnerisk arbejde, f.eks. billedmateriale eller et dokument med maksimum tre links, der fører direkte hen til foto, video eller lyddokumentation. I alt maksimum fem A4-sider (filformat:PDF).

Økonomi

Udvalget råder over en samlet ramme på 21,0 mio. kr. årligt. Midlerne går både til ansøgninger til Artist in Residence under Huskunstnerordningen og til ansøgninger om projektforløb under Huskunstnerordningen.

I Artist in Residence-forløb yder udvalget tilskud til dækning af honorar til den/de deltagende kunstnere med maksimum 30.000 kroner pr. måned pr. kunstner.

Det månedlige honorar skal stå i passende forhold til kunstnerens reelle timeforbrug ved Artist in Residence-opholdet.

Forløbet skal have en varighed på minimum 3 måneder og maksimum 2 år.

Hvornår får du svar?

Du får svar på din ansøgning via tilskudsportalen senest 12 uger efter ansøgningsfristen.

I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Og når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde, bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside.

Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt din elektroniske ansøgning, vil du umiddelbart efter modtage en kvitteringsmail. I kvitteringsmailen finder du dit ansøgningsnummer, som du skal oplyse, hvis du henvender dig til os.

Her kan du også se de bilag, du har vedhæftet i ansøgningen. Det er dit eget ansvar, at de nødvendige bilag er sendt med – så husk at kigge din ansøgningskvittering godt igennem.

Hvis du får tilsagn/tilladelse/dispensation skal...

Når vi uddeler tilskud i Statens Kunstfond, er det vigtigt for os, og ikke mindst lovmæssigt påbudt, at pengene bliver brugt til netop det, du har søgt dem til. Og derfor skal du afrapportere til Slots- og Kulturstyrelsen efter bestemte retningslinjer. Hvordan du skal afrapportere, afhænger af hvor stort et tilskud du har fået. Læs mere om afrapportering/regnskabsaflæggelse.

Hvem vurderer ansøgningen

Det er Statens Kunstfonds Huskunstnerudvalg, der vurderer ansøgningerne og træffer den endelige beslutning om hvem, der skal modtage tilskud.

Mere