Danske Wildtopia, Mind the Gap fra Bradford og Fast Familiar fra Reading fik støtte til et samarbejdsprojekt i 2022, i forbindelse med deres deltagelse i udviklingsprogrammet. Foto: Barbara Hryciuk. Foto: Barbara Hryciuk.

Norge indgår i internationalt udviklingsprogram om bæredygtige samarbejder

Statens Kunstfond og Arts Council England byder Arts Council Norway velkommen i samarbejdet om tredje runde af det internationale udviklingsprogram, som har fokus på praktiske tilgange og metoder til at reducere klimapåvirkning ved internationalt samarbejde og turnévirksomhed.

3. september 2023

Udviklingsprogrammet er rettet mod musik- og scenekunstaktører fra Danmark, Norge og England, der har erfaring med internationalt arbejde, og som ønsker at udvikle innovativ klimatænkning og fremme en bæredygtig praksis.

GITTA MALLING, BESTYRELSESLEDER FOR STATENS KUNSTFOND OG UDVALGSLEDER FOR PROJEKTSTØTTEUDVALGET FOR SCENEKUNST, SIGER:

”Vi står midt i nogle store globale klimaudfordringer, som kræver at vi gør op med vanetænkning og udfordrer os selv. Men det er aldrig let. Derfor er vi i Statens Kunstfond glade for endnu en gang at kunne give kunstnere og organisationer mulighed for både at lære om og udvikle kreative idéer til, hvordan vi kan arbejde internationalt på nye bæredygtige og spændende måder. Vi er samtidig særligt glade for, at programmet nu også inkluderer aktører fra Norge. Det viser, at der er en stor interesse for at arbejde med disse problemstillinger på tværs af landegrænser.”

ARTS COUNCIL NORWAY ER INVITERET MED

Udviklingsprogrammet, der blev igangsat af Arts Council England og Statens Kunstfond i 2022, har i takt med en stigende interesse udviklet sig fra år til år.

Første runde af programmet blev udbudt til danske og engelske scenekunstaktører, men efter stor interesse fra musikmiljøet, blev også danske og engelske musikaktører inviteret til at deltage i anden runde. I tredje runde af samarbejdet er Arts Council Norway blevet inviteret med, hvilket åbner op for, at norske musik- og scenekunstaktører også kan søge om deltagelse i programmet.

Programmet bliver ledt af den anerkendte bæredygtighedsorganisation Julie’s Bicycle og består af 11 online-sessioner, som behandler temaer som klimaretfærdighed, bæredygtig produktion, samarbejde og turné. Undervejs er det muligt for deltagerne at skabe forbindelser på kryds og tværs af de engagerede lande og udvikle samarbejdsprojekter, som de efterfølgende kan søge om tilskud til.

Mangler du mere info?

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

fakta

Danseforestilling
Fra projektet ’Deep Touring Model for Dance’. Foto: Dan Tucker.

fakta

OM PROGRAMMET

Statens Kunstfond, Arts Council England, Arts Council Norway og Julie’s Bicycle udvælger i alt 24 deltagere til online sessionerne, hvorefter deltagerne kan søge om tilskud til samarbejdsprojekter. Op til seks projekter vil blive udvalgt til at få tilskud.

Ansøgningsfristen for at deltage i programmet er den 30 november 2023.

Læs ansøgningsvejledningen

Programmet bliver støttet med sammenlagt over 1,5 million kroner af Arts Council England, Arts Council Norway og Statens Kunstfond.

Se, hvem der er blevet udvalgt til programmet i 2022 og 2023

 

Mere