Som noget nyt, kan mulige kandidater til legatudvalgene i Statens Kunstfond, nu indstille sig selv til en post. Foto: Statens Kunstfond

Kunstfonden på jagt efter nye medlemmer til legatudvalg

Kunstnere og kunstkyndige eller andre med stor indsigt og viden kan som noget nyt melde deres interesse for at sidde i et af Statens Kunstfonds legatudvalg. Med forsøget ønsker Kunstfonden at få flere navne i spil, når der skal vælges udvalgsmedlemmer.

23. marts 2023

Når Statens Kunstfonds Repræsentantskab til efteråret vælger nye medlemmer til Statens Kunstfonds legatudvalg, er noget anderledes denne gang.

For at gøre rekrutteringsgrundlaget så bredt som muligt er det besluttet at gøre det muligt for alle at tilkendegive interesse for at blive medlem af et udvalg.

Henrik Tvarnø, leder af Statens Kunstfonds repræsentantskab, siger:

”Vi ønsker de bedste kandidater til Kunstfondens udvalg, og selvom vi allerede i dag har et godt kendskab til kandidatfeltet, så ønsker vi flere input til kandidater. Samtidig ønsker vi med forsøget her at skabe større transparens og åbenhed om det at blive valgt til et af Kunstfondens udvalg.

Der er mange dygtige og erfarne aktører med kunstfaglig indsigt, som vi gerne ser bringe sig selv i spil, hvis de er interesseret i at være en del af arbejdet med at understøtte nyskabende idéer og kunstoplevelser af høj kvalitet. Så dette er også en opfordring til, at man spiller sig på banen.”

Repræsentantskabets medlemmer fordeler sig i seks valggrupper - en for hver af kunstfondens kunstarter. Valggrupperne indstiller forslag til nye medlemmer af kunstfondens udvalg, og det samlede repræsentantskab foretager på baggrund af indstillingerne den endelige udpegning af medlemmer. Derefter udpeger kulturministeren resten af medlemmerne til de nye udvalg.

Arbejdet i Kunstfondens legatudvalg

Kunstfondens Legatudvalg skal sammensættes af medlemmer med indsigt og viden inden for det respektive udvalgs arbejdsområde. Det kan være kunstnere og andre med faglig indsigt i området. Den primære opgave for udvalgsmedlemmer er at tildele arbejdslegater, præmieringer og hædersydelser. De seks udvalg er følgende:

  • Legatudvalget for Billedkunst
  • Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design
  • Legatudvalget for Musik
  • Legatudvalget for Scenekunst
  • Legatudvalget for Film
  • Legatudvalget for Litteratur

Som udvalgsmedlem deltager man også i tværgående initiativer i Kunstfonden, og Legatudvalgslederne sidder desuden i Kunstfondens bestyrelse.

Læs mere om Open Call

Mangler du mere info?

Har du spørgsmål til indstillingen eller opslaget? Så ring til os på 33 95 42 00

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

Fakta

Farveblyanter

Fakta

Om ordningen

Ordningen gælder de pladser i udvalgene, repræsentantskabet har indstillingsretten til. I alt skal der vælges 24 personer af repræsentantskabet. Beskikkelsen gælder for perioden 2024 - 2027.

Man kan kun indstille sig selv og ikke andre personer. Som medlem af et af Kunstfondens legatudvalg modtager man et vederlag på mellem 68.750 og 275.000 kroner i forhold til det forventede tidsforbrug.

Repræsentantskabets opgave med at udpege medlemmer til udvalgene er fastsat i ’Lov om Statens Kunstfonds virksomhed’.

 

Mere