Kunststrategi & planlægning
Kunst i offentlige rum
Det er nyttigt at udvikle en kunststrategi, hvis kunst og kunstnere skal bidrage til udviklingen af en by, et landskab, en bygning, en institution eller andre områder i det byggede miljø.
Statens Kunstfond præsenterer her tre modeller for, hvordan I kan inddrage kunstnere og kunstprojekter fra idé til realisering.
De tre modeller er:
- Kunststrategi – langsigtet, inddragende, afklarende
Fokus er på, hvorfor kunst skal inddrages - Kunstprogram – definerende, prioriterende, rammesættende
Fokus er på, hvad for en kunst, der skal inddrages - Handlingsplan – konkretisering, fremdrift, kvalitetssikring
Fokus er på, hvordan kunsten skal realiseres
Modellerne overlapper hinanden i formål og struktur, og i praksis kan det derfor være svært at finde ud af, hvilken én der passer bedst til jeres projekt. Som udgangspunkt handler valget af model om, hvor I er i processen – og hvad det er for et redskab, I gerne vil stå med i hånden, når processen er tilendebragt.
Den gode proces
Forudsætningerne for at inddrage kunst og kunstnere er meget forskellige. Ønsker I at inddrage kunst og kunstneriske kompetencer allerede inden, at de konkrete steder er udpeget eller identificeret, eller uden at vide hvilke temaer eller typer af kunst, I er interesseret i, er I i den tidlige, afklarende fase. Her har I mulighed for at arbejde strategisk og langsigtet, og bruge kunsten som et redskab til at kortlægge, definere og rammesætte retningen sammen med interessenter og aktører. Har I allerede udpeget et konkret sted og ved hvilken type kunst, I gerne vil have, har I mere brug for at kunne planlægge hvordan, og i hvilken rækkefølge. Vurderer I, at I har brug for en proces, der ligger midt imellem, har I brug en model, der kan afklare, hvad kunsten skal kunne i den konkrete sammenhæng.
Nyttige redskaber
Er I i den inddragende og tidlige fase, har I måske brug for et redskab, som er tilpas fleksibelt til, at indhold og detaljer kan ændre sig undervejs og justeres i forhold til økonomi, pludselige opståede muligheder eller udfordringer – og samtidig kan sætte en retning. Det er f.eks. tilfældet i større udviklingsprojekter, hvor kunsten integreres fra begyndelsen og derved indgår som et udviklende og synligt aspekt i hele projektet. Her har I brug for et strategisk redskab, der afklarer projektets hvorfor.
Kender I på den anden side rammerne for projektet, evt. også økonomi, tema og målgrupper, så er det måske et konkret redskab, I har brug for, der kan vise hvordan. Et redskab med konkrete, operationelle samarbejdsværktøjer, som sikrer fremdrift og kvalitet. Ønsker I et beslutningsgrundlag til at træffe beslutninger om hvad for en kunst, I skal vælge, har I brug for et redskab, der ligger midt imellem det strategiske og det konkrete.