Begrundelse

Portræt af legatmodtager
Foto: David Lytzhøft

Det treårige arbejdslegat (855.000 kr.)

Billedkunst 2023

Tilbage til nyhed

Begrundelse

Rolf Nowotny

Rolf Nowotny arbejder med installationer, der både kan kaldes skulpturelle og billedlige, men også sceniske og fortællende. Og alle træk findes på et utal af forskellige måder i hans meget komplekse miljøer af fundne, slidte og forladte objekter, bearbejdede overflader og komponerede sammenstillinger af mærkeligt kendte, og samtidigt fremmede, genstande og billeder. Og rundt omkring i Nowotnys suggestive stemninger møder vi væsner, der synes at være kommet for at fortælle os, at angst og mørke i vores sind eller underbevidsthed findes, men også har en skrøbelighed, lige som glæde og tryghed har det. 

De to udstillinger ’RAED SAA RAED SAARET SAA SAARET’ (2021), Kunsthal Ebeltoft, og den store ’NOCLIPLILT’ (2022), Simian, København, er netop eksempler på Nowotnys evne til at skabe overraskende, og stærkt foruroligende, installatoriske tableauer, der med en kombination af horrorfilmgenrens groteske formsprog og mættede, detaljerige scenografier udfordrer vores begreber om hjemlighed, orden og rationalitet. De figurative referencer hos Nowotny knytter forbindelser til middelalderens gotiske kirkeudsmykninger og danske kalkmaleriers djævle skildringer, men også Hieronimus Boschs hybrid-mutanter taler med i koret af stemmer fra Nowotnys kabinet med hoveder, skikkelser og væsner. 

I Nowotnys univers kan man ikke skelne imellem rum og fortælling. De to væver sig ind i hinanden, og fortællingens elementer og rummets objekter og flader synes at have deres eget liv, der fortættes ét sted, og lever videre og dukker op i nye konstellationer et andet. 

Rolf Nowotny magter i sjælden grad at skabe fortællinger og scenerier, der på samme tid rummer intens uhygge og forgængelighedsangst, men også tilbyder et uhyre sammensat, visuelt stærkt fascinerende og konceptuelt ambitiøst fortolkningsunivers, hvor spørgsmål om identitetsdannelse og historie, tryghed og sammenbrud, tilhørsforhold og fortabelse, alt sammen opstår og forgår for vores øjne i en uoverskuelig proces.
For at have udviklet alle disse processer og for at kunne fortsætte dem, tildeles Rolf Nowotny Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.     

Om kunstneren

Rolf Nowotny er født 1978. Han bor og arbejder i København. Han har en MFA fra det Kgl. Danske Kunstakademi 2003 – 2009. Rolf Nowotny har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Hæderspris 2021, og Franciska Clausen Medaljen 2023. Han er repræsenteret på SMK og Ny Carlsberg Fonden. Han har kurateret et stort antal udstillinger og var medstifter af udstillingsplatformen FAUNA (2013 – 2016. Genopstået 2023 -)