Begrundelse

Portræt af legatmodtager
Foto: Grant Foto

Det treårige arbejdslegat (855.000 kr.)

Billedkunst 2023

Tilbage til nyhed

Begrundelse

Jessie Kleemann

Jessie Kleemann er performancekunstner og forfatter. Hun bruger tegning, maleri, video og installationer til at tale om sin kulturelle arv, som født og opvokset i Upernavik i Grønland, og bosiddende i Danmark siden 2002. Hun afsøger tilhørsforhold og magtbalancer og beskæftiger sig med den koloniseredes erfaring, og hvad hun kalder arktisk smerte. Kendetegnende for Kleemanns praksis er anvendelsen af typiske grønlandske genstande: kamikken, Uluen [inuitisk kvindekniv], Orsoq [sælspæk] og perlekraven, Genkendelige genstande, som via Kleemanns kropslige interaktion bliver fremmedgjorte. Hun får os til at se, mærke, sanse og erkende det, som vi ikke vil kendes ved.

Der et påtrængende “drive” i Kleemanns værker og en hel særegen sanselighed og kropslighed. Kleemanns performances er koreograferede, men de rummer samtidig noget overskridende, løssluppet og vildt. Det er som om alt i rummet kommer i svingninger, og alt synes at kunne ske i dette rum mellem performerens krop, publikum og tingene.   

Gennem tre årtier har Kleemann været en markant figur på samtidskunstens scene med sin originale og ekspressive tilgang til videokunst, eksperimentalteater, feminisme, krop og performancekunst. I de senere år har hun arbejdet installatorisk med fx hundeslæde og kamikker som metaforer for den geopolitiske situation og moderniseringen i Grønland. Objekterne forstørres og fordrejes og traditionelle materialer udskiftes med syntetiske, og højteknologiske elementer tilføjes. 

I ’Arkhticós Dolorôs’ (2019) står Kleemann ved en smeltende isplet på Sermeq Kujalleq-gletsjeren, uden for Ilulissat og prøver at holde sig oprejst i den vældige vind. Kleemanns oeuvre indfanges i dette billede: en kvinde der ikke er bange for at stille sig midt i det ubekvemmme. Det stemmer også overens med begyndelsen af hendes seneste digtsamling, hvor hun skriver ”Arbejdsmetoden er enkel – du bliver ved – Uniinnartoqassanngilaq”. For sin helt unikke stemme og livtag med kolonitiden får Jessie Kleemann det treårige arbejdslegat.

Om kunstneren 

Jessie Kleemann, f. 1959 i Upernavik. Bor og arbejder i København (siden 2002) Grønland. Performancekunstner og digter. Uddannet skuespiller fra Tuukkaq-teatret og billedkunstner fra Grafisk Værksted. Hun har deltaget på udstillinger som Atlantikumi, Nuuk Kunstmuseum (2021) og siden vist på Nordatlantens Brygge i København (2022). I 2021 udgav Kleemann digtsamlingen Arkhticós Dolorôs [Arktisk smerte] . Arkhticós Dolorôs, var blandt de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2021.