Anni Nørskov Mørch er Udvalgsleder for Projektstøtteudvalget Kunsthåndværk og Design. Foto: Statens Kunstfond

”Vi har en opgave i at vise Kunstfondens mange muligheder”

Anni Nørskov Mørch leder Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design. Hun sætter her ord på, hvad der særligt rører sig i udvalgets arbejde lige nu.

23. marts 2023

Hvad er I særligt opmærksomme på i jeres udvalgsarbejde?

"Vi er særligt opmærksomme på at aktivere hele vores felt inden for kunsthåndværk og design, så flere søger Kunstfonden. Som projektstøtteudvalg behandler vi ansøgninger om støtte til kunstprojekter og sætter egne initiativer i gang. Men vi vil også rigtig gerne række ud til nye ansøgere og vise Kunstfondens mange muligheder.

Kunstfonden har jo mange forskellige tilbud til kunstnere. Det er ikke kun økonomisk støtte og medfinansiering af projekter, men også muligheder for deltagelse i faglige aktiviteter og udvekslingsophold. Derfor holder vi løbende åbne informationsmøder – i håbet om at nå ud til nogle af dem, der måske ikke ellers ser sig selv som kandidater til projektstøtte. 

Generelt vil vi gerne se flere nye ansøgere til vores puljer, og vi vil gerne se flere kunsthåndværkere og designere, der søger Kunstfondens tværgående puljer, som kan søges af alle kunstarter. Det er vigtigt for os at formidle og skabe synlighed, så Kunstfonden kan være med til at støtte projekter af høj kvalitet og med så stærk repræsentation og relevans som muligt."

Nordisk samarbejde

Er der noget helt konkret, som fylder særligt for udvalget lige nu?

"Vi har særlig opmærksomhed på udveksling i Norden. Hvis vi skal blive ved med at udvikle høj kunstnerisk kvalitet for alle de forskellige discipliner, vores felt rummer, så er det oplagt, at vi samarbejder og lærer af hinanden i det nordiske fællesskab. Der er selvfølgelig forskelle fra land til land. Men der er også fælles interesser og kulturelle værdier, som giver spændende muligheder for samarbejder. Det gælder blandt andet residencies og lokale produktionsmiljøer, hvor vi ser på, hvordan vi kan være med til at etablere og facilitere nogle kontakter og muligheder for udveksling.

Aktuelt har udvalget her i marts ansøgningsfrist på et ophold for smykkekunstnere på Kunstakademiet i München. Da vi ikke har en kunstnerisk overbygning for smykkefeltet herhjemme, må vi kigge mod Norden og Tyskland. Her har de helt unikke muligheder for, at danske kunstnere kan udvikle og dygtiggøre sig – og bidrage til de kunstneriske miljøer i de respektive lande."

Mere dialog og debat 

Er der nogle nye initiativer på vej i det kommende år?

"I løbet af året kommer vi til at sætte nogle nye initiativer i værk, som handler om dialog og debat. Vi håber at kunne involvere mange mennesker, som har lyst til at deltage i samtalen om, hvorfor kunsthåndværk og design er så vigtigt. Vi ønsker at kvalificere samtalen, så den høje kvalitet også gælder måden, vi taler om kunsthåndværk og design på."

Mere