Skulptur og kultegninger af elever fra Rødovre Parkvej Skole. Foto: Anna Walther.

Huskunstnerordningen - med kunsten som idégenerator

Statens Kunstfonds Huskunstnerordning giver mulighed for, at børn og unge kan møde kunst i deres dagligdag. Med ordningen kan skoler og andre institutioner i en periode få tilknyttet en eller flere professionelle kunstnere.

30. maj 2024

Da kunstner Anna Walther blev kontaktet af Rødovre Parkvej Skole og kunstformidler Nikita Munk, var hun ikke i tvivl om, at et huskunstnerforløb var noget, hun gerne ville deltage i. Rødovre Parkvej Skole er et dagbehandlingstilbud, der yder særlig støtte til børn og unge under 18 år. Som barn har det været i rummet med kunst, at billedkunstner Anna Walther selv mødte voksne, der så og støttede hende. ”Derfor har jeg også en pædagogisk mission – og til det er Huskunstnerordningen en rigtig god platform.”

Træcroquis og skraldeskulpturer

Gennem samarbejdet med Rødovre Parkvej Skole har Anna Walther tilrettelagt forskellige workshops og forløb med skolens børn og unge. I løbet af huskunstnersamarbejdet har eleverne blandt andet skabt en udstilling, der i løbet af foråret har været åben for offentligheden på Heerup Museum i Rødovre i København. Billedkunstneren Henry Heerup (1907-93) huskes især for sit arbejde med skraldeskulpturer og sit farverige, fantasifulde og symbolfyldte kunstneriske udtryk. Han har derfor præget den lokale folkeånd i Rødovre, og for Anna Walther giver det rigtig god mening, at eleverne har udstillet på netop Heerup Museum. ”Det er meget i Heerups ånd at insistere på, at der skal være plads til forskellighed – det handler om, hvordan vi skaber nogle fælles mødepunkter.”

Under forløbet har eleverne blandt andet lavet skulpturer, inspireret af Henry Heerups kendte skraldeskulpturer, og træcroquis-værker, der alle har kunnet opleves i elevernes udstilling. Tankerne bag at skabe en udstilling har været, at eleverne skulle have lov at sammensætte en kunstudstilling med alt, hvad det indebærer. Eleverne har samarbejdet om alle elementer; fra skabelse af værker og konceptudvikling til PR-arbejde, dokumentation og kuratering. Eleverne fik selv initieret en artikel til den lokale avis, og de udarbejdede selv plakaten til udstillingen, som de døbte ’Stammer fra Skrald’.

Værker af eleverne fra Rødovre Parkvej Skole. Foto: Anna Walther.

Nålefiltningens ro

I ”Rum for Skole”-forløbet har Anna Walther introduceret eleverne for folkekunst af forskellig art. Ifølge Anna Walther er der nemlig noget opbyggeligt ved at arbejde med denne type kunst. ”Der kan være noget meditativt ved at sidde for eksempel med en enkelt nål som eneste redskab til at skabe dit motiv. Det kan opleves som at få ro på nervesystemet”. Eleverne blev derfor udstyret med hver deres nål og har derudover arbejdet med alt fra træbrænding, kultegning og skulpturudarbejdelse. Anna Walther oplevede, at flere elever blev opslugt af netop denne kunstart. På de måneder ’Rum for Skole ’-projektet har været i gang, har Anna set en stor forvandling hos flere af eleverne, og for hende er der ingen tvivl om, at et forløb som dette har gjort en forskel.

En platform for kreativitet

Kunstnere får med Huskunstnerordningen en mulighed for at dele al den viden, de har opsamlet gennem deres liv og virke, til at inspirere børn og unge. ”Arbejdet skal tage udgangspunkt i ens egen praksis som kunster. Det synes jeg er en lille genialitet.”

Anna Walther understreger derudover vigtigheden i, at huskunstnerforløber varer henover en længere periode. I ”Rum for Skole”-forløbet fortæller Anna Walther, at der har været prioriteret en times forberedelse til en times undervisning, hvilket har givet elever, lærere og kunstner mulighed for at lære hinanden bedre at kende – og som resultat er der opstået en tryghed, der har ladet elevernes kompetencer skinne igennem. Eleverne er løbende kommet med idéer, og da der blev udtrykt en interesse for graffiti-kunst, kunne Anna Walther forberede et graffiti-kursus. ”Det har været vigtigt for mig at kunne gribe deres idéer og prøve at understøtte nogle af de interesser, der opstår i mødet med kunst.”

fakta

Træcroquis-værker af elever fra Rødovre Parkvej Skole.
Træcroquis-værker af elever fra Rødovre Parkvej Skole. Foto: Anna Walther.

fakta

Huskunstnerordningen

Huskunstnerordningen har til formål at fremme børn og unges møde med professionel kunst i dagligdagen. Skoler og andre institutioner kan i en periode få tilknyttet professionelle kunstnere inden for et eller flere kunstområder under Statens Kunstfond.

Ordningen giver mulighed for, at børn og unge i alderen 0-25 år får erfaring med kunstneriske processer gennem et forløb med en professionel, aktiv kunstner.

Huskunstnerudvalget uddeler hvert år cirka 21 millioner kroner til forløb på skole og institutioner i hele landet. Der er ansøgningsfrist to gange om året. Næste ansøgningsfrist er 1. oktober 2024 og 3. marts 2025.

Læs mere om Huskunstnerordningen 

 

Mere