Karin Betz (f. 1955)

Begrundelse for tildeling

Karin Betz er en af sin generations mest talentfulde og indflydelsesrige scenografer og kostumedesignere. Hendes virke indbefatter både teater, ballet og opera, og hun har skabt scenografier til forestillinger på de største scener – ikke bare i Danmark, men i hele Norden.

Karin Betz blev uddannet som scenograf fra Statens Teaterskole i 1983. Allerede året efter skabte hun scenografien til Betty Nansen Teatrets opsætning af ”Erasmus Montanus”, som blev instrueret af Peter Langdal. Dette blev ikke alene et vigtigt kunstnerisk gennembrud for Karin Betz, men samtidig også begyndelsen på et mangeårigt samarbejde med Peter Langdal, som hun dog allerede havde arbejdet sammen med året før på forestillingen ”Plys & Plastic” på Gladsaxe Teater. Deres samarbejde har særligt være kendetegnet ved nyfortolkninger af store klassikere af blandt andre Holberg, Shakespeare og Chekov. Karin Betz’ scenografier var med til at revitalisere disse traditionstyngede værker med sin brug af stærke visuelle effekter og nyskabende anvendelser af rummet, som ikke var set tidligere i dansk teater. Samarbejdet med Peter Langdal begrænsede sig ikke kun til klassisk skuespil, men indbefattede også operaer, såsom Puccinis ”Tosca” og ballet, såsom ”Nøddeknækkeren”, begge på Det Kongelige Teater.

Som scenograf og kostumedesigner er Karin Betz’ virke kendetegnet ved klare og stærke koncepter, der ikke blot danner passiv baggrund for forestillingerne, men aktivt indgår i forestillingens samlede udsagn, ofte med et poetisk og refleksivt resultat. Karin Betz’ scenografier spænder fra det helt konkrete, nærmest realistiske, til mere abstrakte rum, men altid med en særlig opmærksomhed på det materielle eller stoflige aspekt i sit udtryk.

Karin Betz har leveret scenografi og kostumedesign til et utal af forestillinger på Det Kongelige Teater, men det er ikke kun på den danske nationalscene, at hun har efterladt sit aftryk. Hun har også været hyppig gæst på nationalscener i hele Norden, herunder især Dramaten i Stockholm og Riksteatret i Oslo, og har således demonstreret sin æstetiks særlige transskandinaviske appel.