Strategi 2020 - 2023
Legatudvalget for Musik vil investere i musik og musikskabere, som repræsenterer en bred vifte af musikalske udtryk, der viser en klar intention og tydelig beherskelse af deres virkemidler. Vi vil være katalysator for at nytænkende, vedkommende og dristig kunst kan få gode levevilkår og møde et publikum.
Det er klart, at musikken ikke skabes i et tomrum, men i en udveksling med andre musikere og komponister i et miljø, som er under konstant forandring. Vi vil gerne have fingeren på pulsen for at kunne følge med i denne forandring og være med til at investere i musik som både forankrer dette miljø, men også musik som viser nye veje og sprænger rammerne. Vi vil derfor gerne sørge for, at det musikalske miljø trives og skaber grobund for det sublime.
Vores fokus er først og fremmest på kunstnerisk kvalitet. Dernæst har vi fokus på geografisk spredning, børn og unge, tværgående kunst samt en mangfoldighed i forhold til genrer, musikmiljøer og køn.