Begrundelse: Anni Vestergaard & Stine Bidstrup

Modtagere af Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, kunsthåndværk og design, juni 2019.

6. juni 2019

Anni Vestergaard

Grafisk designer Anni Vestergaard tildeles det 3-årige arbejdslegat for sit mangeårige arbejde med at udforske bogmediet og for at sætte nye normer for hvad godt bogdesign er indenfor kunst. 

Mange taler i disse år om digitalisering og at den fysiske bogs dage er talte. Anni Vestergaard demonstrerer på fornemmeste vis, at bogformatet fortsat er i konstant udvikling og har sin helt unikke berettigelse. Anni Vestergaard beskriver selv, at hun arbejder med bogen som et mobilt, imaginært udstillingssted: på en gang et supplement til udstillingen og alternativ til denne når udstillingen lukker.

Anni Vestergaard (født 1972) er uddannet grafisk designer fra Danmarks Designskole i 2001.

Stine Bidstrup

Stine Bidstrups fascinerende skulpturelle glasværker henter inspiration fra arkitektur- og designhistorien, og er baseret på et meget højt håndværksmæssigt niveau, der gør det muligt at arbejde frit i materialet og inddrage flere lag af betydning. På sin første soloudstilling hos Heller Gallery NYC i efteråret 2018 viste hun en imponerende række stærkt dragende værker fra serien Architectural Glass Fantasies, hvor hendes udgangspunkt var at fortolke utopiske ideer gennem optiske fænomener.

Stine Bidstrups værker er vokset både i størrelse og udtryk igennem de seneste år og fremstår både imponerende og nytænkende, og hun står netop nu foran et internationalt gennembrud. På den baggrund vil vi i Statens Kunstfond bakke op med 3 år til fordybelse, ideudvikling og skabelse af nye personlige værker.

Stine Bidstrup (født 1982) er uddannet fra Glas & Keramikskolen på Bornholm og efterfølgende på Rhode Island School of Design, USA.

Mere