Kunstneren Hartmut Stockter har fået til opgave af udsmykke den nye børne- og ungeafdeling på Hvidovre Hospital. Skitse af Hartmut Stockter.

Kunst finder vej til hospitalsgangene hos børn og unge

Et helt nyt kunstprojekt på Hvidovre Hospital skal hjælpe syge børn og deres familier gennem svære tider. Ambitionerne er høje og drivkraften enorm hos de sundhedsfaglige ildsjæle bag projektet.

19. september 2023

Hvidovre Hospitalet er i gang med en stor udvidelse, som blandt andet kommer til at huse Danmarks største almene børne- og ungeafdeling.

De oprindelige planer for den nye afdeling var at videreføre de hvide og kliniske gange, som man kender dem fra hospitalet. Men de planer har en gruppe medarbejdere og ledere ændret på.

”Selvom vi ved, at kunst kan bidrage positivt til børn og unges indlæggelsesforløb, så har det aldrig været en integreret del af vores afdeling. Det ville vi gerne lave om på,” fortæller Ida Karina Thorsteinsson og Rikke Cecilie Dejour, som henholdsvis er sygeplejerske og psykolog på afdelingen.

Da planen for udvidelsen var lagt, begyndte de to kollegaer at afsøge muligheder for økonomisk og kunstfaglig hjælp til udfoldelse af kunst på afdelingen. Det førte dem til Kunstfonden og ’Kunst i det offentlige rum’.

 

Kunstnerisk identitet

Da Ida Karina og Rikke læste puljebeskrivelsen til Kunst i det offentlige rum: Samarbejdsprojekt, blev de positivt overraskede.

”Det var spot on i forhold til alt det, vi drømte om at kunne gøre”, fortæller Ida Karina.

Derfra kastede de sig over at få udformet en ansøgning. I ansøgningen lagde de især vægt på ønsket om en kunstnerisk identitet:

”På den nye afdeling skal børnene føle sig trygge. Vi vil gerne skabe en kunstnerisk identitet, som de kan genkende og spejle sig i, uanset hvor i forløbet de er”, forklarer Ida Karina.

 

Plads til leg og fantasi

Kunstfonden imødekom ansøgningen om et samarbejde, og der blev nedsat en styregruppe på hospitalet, som med rådgivning fra Kunstfonden kunne begynde at realisere de kunstneriske ambitioner. Men det blev hurtigt klart, at der var mange hensyn at tage.

”Alt skal tilpasses et hospital. Vi kan fx ikke have store kunstinstallationer, som kræver en masse vedligeholdelse eller håndværkere, der skal arbejde midt i det hele”, fortæller Ida Karina.

Valget faldt derfor blandt andet på kunstneren Hartmut Stockter, som skal lave en kombination af installationer og vægmalerier på afdelingen, der vækker nysgerrighed og fantasi hos børnene.

”Det skal give børnene lyst og mod til at gå på opdagelse på afdelingen. Det kan adsprede fra alt det svære, som de indlagte børn og deres familier skal forholde sig til”, siger Rikke.

Alle skal høres

Processen har kastet mange nye erfaringer af sig. 

”At inddrage eksterne kunstnere og rådgivere fra Kunstfonden i byggeprojektet har været spændende og lærerig, men det har også krævet en god dialog mellem styregruppen og kollegerne på hospitalet for at skabe tryghed omkring processen", fortæller Rikke.

Rikke og Ida Karina har derfor taget sig god tid til at lytte til de indvendinger og tanker, deres kollegaer havde om projektet.

”Alle skal føle sig set og hørt i projektet. På den måde sikrer vi, at kunsten er kommet for at blive. Vi håber også, at det kan være med til at skabe en stolthed om vores arbejdsplads,” siger Karina.

 

Drømmer I om at få kunst i jeres offentlige institutioner? Rikke og Karina har følgende råd:

1. Sørg for, at alle involverede grupper og ansatte bliver hørt og inddraget i processen – fra starten.

2. Søg kunstfaglig støtte og vejledning.

3. Vær åben over for alt det nye, også selvom det kræver et kontroltab.

fakta

Skinner
Oskar Koliander er kunstneren bag værket i Skive, som er blevet til i et samarbejde mellem Koliander og Skive Kommune. Foto: Oskar Koliander.

fakta

VIL I SAMARBEJDE?

  • Et samarbejdsprojekt giver tilskud til institutioner, der, i samarbejde med Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, får udviklet og produceret større kunstprojekter til det offentlige rum.

  • Samarbejdet indebærer økonomisk støtte og rådgivning.

  • Puljen kan søges af kommuner, institutioner i staten, regioner og kommuner samt institutioner og foreninger, der henvender sig til offentligheden eller har offentlig adgang.

  • Næste ansøgningsfrist er den 26. september 2023.

  • Læs mere om puljen → 

 

Mere