Her er årets præmieringer 2024

Maria Bruun har skabt en moderne møbelkunstudstilling med værker, der ubesværet balancerer i en dialog mellem kunst og funktionelt design. Udstillingens form og materiale viser Maria Bruuns personlige oversættelser af designepoker, historie og håndværkstraditioner. I “Crafted Contrast” præsenterer Maria Bruun nye værker, der understreger den kompromisløshed, som kendetegner hendes arbejde. Der er en befriende mangel på berøringsangst over for arbejdet med topologien i eksempelvis tøndestolen, som har fyldt i både vores møbelsnedker- og designhistorie. Bruuns tilgang er opløftende og overraskende. Hun insisterer på, at vores sind påvirkes af hverdagens scenografi, og at vi skal tage stilling til, hvordan vi, med krop og sanser, indgår.

Kasper Kyster udfordrer vores forventninger til materialet plastik og peger direkte på det ømme punkt, hvor æstetisk forførelse og begær kæmper med opmærksomheden om den etiske æstetik. Gennem håndværk og formgivning skaber Kasper Kyster et forum, hvor vi kan debattere materialer, produktionsformer og æstetik. Kyster internaliserer plastikkens egenskaber og forstår dets tektoniske potentiale kropsligt. Han vender vores forestilling om plastik fra industriel masseproduktion til en sanselig og kunstnerisk dialog med materialets kvaliteter. Kyster peger på den høje pris, vi betaler, for at nyde materialets positive egenskaber, der står i så drastisk kontrast til de miljømæssige konsekvenser, vi oplever af plastikæraen.

En eksplosion af værker sat ind i et stringent grid. En kraftpræstation, som gennemført og overraskende viser en kunstners livslange produktion. Det er et modigt greb at samle så mange værker i ét rum. Det lykkes at give den enkelte skulptur sit eget rum i rummet. Martin Bodilsen Kaldahl behersker en præcis bearbejdning af sit materiale. Udstillingen understreger kunstnerens legende og uhøjtidelige tilgang til kunstproduktion, samtidig med at de enkelte værker fremstår præcise, nærværende og med en udpræget sensibilitet over for såvel materialet som formen. Udstillingen ledsages af bogen ”Probing the Floor, Sniffing the Air”.

Michael Stoltzes pragtværk ”Danske dagsommerfugle” er faglitterær formidling på højt niveau. Kombinationen af de smukke fotografier, hvoraf mange er taget af forfatteren selv, og den velskrevne tekst gør bogen til en formidabel kilde til viden om den forbløffende artsrigdom, der findes blandt sommerfugle, og den biodiversitetskrise, som truer dem. En bog, man uundgåeligt bliver klogere af.

Med ”Deep Purple” har Christel Wiinblad skrevet et usædvanligt stærkt og smukt værk. I en særegen, messende rytme præget af insisterende gentagelser og trinvise forskydninger skildres oplevelser af stor kærlighed, smerte og sorg. Teksten fører sin læser ind i et følelsesfuldt univers, hvor grænserne mellem ydre og indre og mellem natur og metafysik opløses. ”Deep Purple” er et intenst og overvældende værk at læse.

Inger Smærup Sørensens ”Dødsbo” er en forunderlig debut. Det er en historie om et landsbysamfund, dets beboere og deres forhold til den omkringliggende natur og den allestedsnærværende klimakrise, fortalt i et lavmælt, inciterende og intenst sprog af en hovedperson, som kun er indirekte til stede i teksten. Dette forlener bogen med et nærmest mystisk skær, men selv om hovedpersonen er identitetsløs, har bogen masser af sproglig identitet. ”Dødsbo” er et værk af endog meget høj litterær kvalitet. 

Ursula Reuter Christiansen inviterer os til at gå en tur med hende i skoven. Vi hører den hviskende stemme: ”Vi ved, at det er for sent, det er ikke for sent, det er for sent”. Med reference til Caspar David Friedrichs maleri fra 1818, ”Der Wanderer über dem Nebelmeer” formidler Christiansen med et poetisk og enkelt, visuelt greb, at mennesket nu står over for den natur, som vi selv brutalt har ødelagt. Vi er fortabte over for vores egen brutalitet. Ursula Reuter Christiansen præmieres for denne enkelhed, for at visualisere så stort et nutidigt, komplekst paradigme; et nyt verdensbillede gennem en tur i skoven, i spejlet af Friedrichs maleri.

Allerede på gårdspladsen til den gamle gård, der i dag rummer Kunsthal Thy, er det som om, at man dér træder ind i Anna Baks smukke totalinstallation ”Fatal Waves”. Anna Bak har skabt værker i flere medier, der tilsammen skaber et stemningsfuldt rum, hvor også udstillingens placering i Thy forstærker og underbygger narrativet i “Fatal Waves”. Bak arbejder med havet og de myter, der er bundet op på det hav, der omgiver Thy – et hav, som giver og tager. Den bevæger sig i den spirituelle sfære - i relationen mellem mennesket og naturen. Men berører også det underbevidste i menneskets natur.

En bemærkelsesværdig videoinstallation, der udmærker sig ved sin enkle tilgang til komplekse temaer. Værket præsenterer en fusion af visuelle og auditive elementer, herunder malede figurer, stemningsfulde undervandsbilleder og en gennemtænkt lydside. Sonja Lillebæk Christensen formår at adressere alvorlige miljømæssige udfordringer i de danske farvande. Det bemærkelsesværdige ved hendes tilgang er, hvordan hun forankrer disse globale problemstillinger i en personlig kontekst. Ved at væve sine egne erfaringer med tabet af sin far sammen med bredere temaer om forandring skaber kunstneren en resonans, der gør det abstrakte konkret og nærværende.

Hans Peter Madsens noget oversete roman ”Hyldemeter” er kompromisløs i sin form; forfatterens tiltro til sprogets kraft er intet mindre end en kærlighedserklæring til kunstformen. Udgivelsen er original i ny dansk litteratur, og selvom universelle emner som venskab og længsel tilsat nutidig samfundskritik tematiseres, synes fortælleren aldrig at agere Gud af eget skaberværk. Tværtimod underkastes denne sproget selv og må lade sig rive med i og forvirres af en aldrig komplet forvirrende medriven.

En samling af 25 keramiske værker, som er kurateret af kunstnere og som kun har det til fælles, at de er lavet af keramik, og kan læses som beholdere – omend denne læsning kræver en generøsitet fra beskuerens side. Kurateringen har indsigt, forståelse og omtanke, der vidner om en levet erfaring samlet over årtier af udstillingens to kuratorer Gitte Jungersen og Ole Jensen. Objekternes levetid er samlet på over 70 år. Man fornemmer, at mange af værkerne gennem tiden har brændt sig fast i kuratorernes hukommelse og formet deres fornemmelse for, hvad kunst udført i keramik er. Udstillingen er bakket op af et lille katalog, hvor valget af de enkelte værker er beskrevet. Sproget er finurligt og legende, og de enkelte beskrivelser indeholder drillerier, respekt, seriøsitet og fanden-i-voldskhed. 

Marianne Nielsen har skabt en serie delikate værker, der i stilfærdighed fortæller en stor keramisk historie. Værkerne betager med deres detaljerigdom og evne til at gengive de enkelte blades sårbare lethed i keramikkens hårde skærv. Man føler naturens flygtighed foreviget som små skrøbelige forsteninger i keramik, og via motivvalget åbnes der for en dyb samtale om stellets formsprog og dekoration samt det arbejde der ligger bag.

Med ”Min blå stol” tilbyder Betina Birkjær og Katrine Louise Jacobsen en fortælling om at finde et ståsted eller måske snarere et siddested i en verden, der føles overvældende og påtrængende. Bogen lever sig utroligt fint ind i barnets univers og taler på barnets præmisser om komplekse følelser, og hvordan man kommer overens med dem. I tegningerne arbejdes med forskellige tegneteknikker og farver som en fin understregning af fortællingen. Det visuelle udtryk og fortællingen væver sig således sammen til en overbevisende og poetisk helhed.

Leif Martin Sands oversættelse af Péter Nádas’ ”Gyserhistorier” er en fabelagtig præstation. Ungarsk er er et notorisk vanskeligt sprog, og det aftvinger respekt, når man formår at omsætte en murstensroman, hvis tekst består af en blanding af direkte tale, indre monologer og lange tankerækker, til smukt og formfuldendt dansk. Bogen er et fremragende eksempel på stor oversættelseskunst fra et mindre velkendt hjørne af verdenslitteraturen.

Etel Adnans værker er litterære skildringer af krigen og dens vilkår. Bøgerne er skrevet i slutningen af 1970'erne under borgerkrigen i Libanon og er fortsat yderst aktuelle i dag. ”Den arabiske apokalypse”, oversat fra engelsk af Andreas Eckhardt-Læssøe, og ”Sitt Marie-Rose”, oversat fra fransk af Ditte Marie Nesdam-Madsen, er hovedværker inden for krigslitteratur. Eckhardt-Læssøe og Nesdam-Madsen gør Adnan tilgængelig for et dansk publikum for første gang. Begge værker er så glimrende oversat, at man under læsningen glemmer, at der rent faktisk er tale om oversættelser.

Christina Hagen har med ”Pow pow pow” skrevet et på én gang grumt og gribende værk. Gennem en nyfortolkning af de såkaldte molbohistorier udfordres poesiens gængse formater, og der kastes et skånselsløst lys over miljøer præget af svigt og afstumpet adfærd. Den valgte form forlener historiernes gru med en kritisk-ironisk tone, som kun understreger, at der ikke er noget at grine ad. Hagens poesi er vedkommende og virkningsfuld på sin egen hårdtslående måde.

Den flotte udstilling er relevant både i indhold og formgivning. En abstrakt, men præcis bearbejdelse af fænomenet prepping, som er yderst aktuelt i nutiden. I udstillingen behandles de hårde katastrofetanker omsorgsfuldt og nærværende i abstrakte skulpturer i keramik, stål, tekstil, beton og harpiks. Det hele handler om os mennesker og vores plads i en stadigt mere uoverskuelig verden. Man kan prøve at skabe følelsen af kontrol ved at preppe og være forberedt. Man kan også, som kunstneren så succesfuldt gør det, skabe abstrakte værker, der søger at fastholde og derved kontrollere følelsen af afmagt. 

Smykkekunstner Annette Dam har, med denne udstilling, iscenesat en bordopdækning hvor smykkerne synes efterladt af festens deltagere. Enkelte værker er placeret på et separat ”anretterbord” eller på væggene, og opstillingen er flankeret af de fineste betydningsmættede drømmeagtige blomsterværker af Ida Havn. Stemningen er refleksiv i en melankolsk tone, mens værkerne hver især taler deres eget sprog om relationer og eftertanker. “Silver Lining” varsler om håb for fremtiden – både bogstaveligt i kraft af de stærke værker, og i overført betydning for den danske kunsthåndværks- og designscenes fremtidige kunstneriske potentiale.

Ved at integrere avancerede teknologiske installationer i Christian 4.s gamle bryghus, skaber Wang og Söderström en bemærkelsesværdig kontrast, der får os til at reflektere over teknologiens indflydelse på vores samfund. Udstillingen formår at væve fortid og nutid sammen på en innovativ måde. Gennem lyd, lys og dufte, kombineret med både digitale og fysiske kunstværker, skaber "Techno Mythologies" en altomfattende sensorisk oplevelse. Inkorporeringen af augmented reality og 3D-printede skulpturer understreger kunstnernes tekniske kunnen og kreative vision.

Roja Parkaris fortælling er først og fremmest en gave til hendes elskede søn, men det er også en gave til hendes publikum. Gennem hverdagsøjeblikke, hospitalsbesøg og hjemmevideo får vi lov at reflektere over den korte tid, vi har sammen. “The Son And The Moon” er en rørende og universel fortælling om det, vi giver videre til verden og til vores efterkommere. En film, der minder os om vigtigheden af at være til stede i nuet og det betydningsfulde i at kende sit ophav og være omgivet af ømhed og kærlighed.