Koncertordningen Levende Musik i Skolen får ekstra midler fra Kulturministeriets Musikhandlingsplan. Ordningen får også støtte fra Statens Kunstfond. Foto: Christian Brandt, Levende Musik i Skolen.

Gode takter i ny musikhandlingsplan

En ny musikhandlingsplan fra Kulturministeriet sikrer penge til musikere, spillesteder og unge talenter. Et særligt fokus i planen er børn og unges møde med musikken, og det vækker glæde i Kunstfonden. 

12. maj 2023

Med musikhandlingsplanen fordeles mere end 220 mio. kr. til en række initiativer og støtteordninger, der favner orkestre, spillesteder, musikere, børn og unge og andre indsatser, der skal understøtte musikkens udbredelse, fødekæde og arbejde med diversitet. Lige fra ungt talent til etableret kunstner.

En række ordninger og indsatser under Statens Kunstfond tilføjes ekstra midler, ligesom initiativer, som Kunstfonden allerede støtter, også tilføres penge.

Udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Musik, Rikke Øxner, siger:

"I Kunstfonden kan vi kun glæde os over Kulturministerens musikhandlingsplan, som viderefører støtte til de helt grundlæggende - og uhyre vigtige - ordninger for musikere og spillesteder i det danske musikliv. Det drejer sig om honorarstøtte, driftsstøtte til regionale spillesteder og den nationale transportstøtteordning. Endnu mere glædeligt er det, at der tilføres flere midler til disse ordninger i kraft af en solid opregulering af bevillingerne, der i tidligere musikhandlingsplaner har ligget på fast niveau i en årrække.

Prioriteringerne i musikhandlingsplanen ligger også i høj grad i tråd med de fokusområder, som Kunstfonden arbejder med. Det gælder særligt arbejdet med børn og unge, mangfoldighed i musiklivet samt en mere koordineret indsats for internationalt samarbejde og dansk musik i udlandet”.

En række ordninger under Statens Kunstfond tilføjes midler for i alt 105,4 mio. kr.:

  • Honorarstøtteordningen - 40,4 mio. kr.
  • Regionale spillesteder  - 32,1 mio. kr.
  • Transportstøtteordningen - 20,9 mio. kr.
  • Komponister og sangskrivere - 8,0 mio. kr.
  • Den Unge Kunstneriske Elite – 4,0 mio. kr.

Derudover giver den nye musikhandlingsplan støtte til Turning Tables, Levende Musik i Skolen og Strøm. De er alle indsatser, som også er støttet af Kunstfonden.

Læs hele musikhandlingsplanen på Kulturministerets hjemmeside

Mangler du mere info?

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53.
 

Fakta

Transportstøtteordningen og Honorarstøtteordningen får også tilførst midler i 2023. Foto: Colourbox.

Fakta

Om initiativet

Musikhandlingsplanen præsenterer indsatser, der skal styrke det danske musikmiljø og skabe et stærkere fundament for musiklivets fødekæde og mulighed for musik-eksport.

Midlerne fordeles både til enkeltstående projekter og til ordninger, der kan søges af musikere og aktører. Ordninger, der administreres af Statens Kunstfond, kan søges via kunst.dk.

 

Mere