Pulje til kommuner: Levende litteraturmøder for børn og unge
Frist: 26.11.2026, kl. 14:00
Honorarstøtte til børn og unges enkeltstående møder med forfattere og illustratorer.
Det skal du vide, før du søger
Find information om ansøgningsprocessen, og se, hvordan du opretter din ansøgning korrekt.
Hvem kan søge?
Puljen kan kun søges af danske kommuner til afholdelse af litteraturmøder for børn og unge. Individuelle institutioner kan ikke søge.
Inden du læser videre i denne puljebeskrivelse, bedes du orientere dig i infofolderen ”Guide til Levende litteraturmøder”, som bl.a. hjælper dig med at få et overblik over, hvordan puljens midler kan anvendes.
DU KAN SØGE TILSKUD TIL:
Afholdelse af enkeltstående litteraturmøder mellem børn og unge og forfattere/illustratorer i kommunen. Støtten kan kun bruges til honorering af forfattere og illustratorer samt transportomkostninger i forbindelse med møderne.
Hvad er formålet med ordningen?
Statens Kunstfonds formål er bl.a. at fremme litteraturen og adgangen til litteratur i Danmark.
Projektstøtteudvalget for Litteratur ønsker med denne pulje at give danske kommuner mulighed for at fremme børn og unges læsekultur gennem møder med forfattere og illustratorer af høj kvalitet. Dette således, at børn i hele landet får erfaring med, at litteratur ikke kun handler om at lære at læse og analysere, men kan være en kunstnerisk oplevelse i sig selv, og kan bidrage til at børn stimuleres til at arbejde skabende med skrivning.
En grundlæggende præmis for Projektstøtteudvalget for Litteratur er, at kunstnerisk kvalitet i al væsentlighed er menneskeskabt. Det udelukker ikke brug af teknologi i afgrænsede støttefunktioner eller som led i kreative eksperimenter, men det indebærer, at skaberen ikke blot kan være en post-editor af maskinelt genereret tekst eller maskinelt genererede illustrationer.
Sådan vurderes din ansøgning
Den ansøgende kommune skal i ansøgningsformularen beskrive, hvordan kommunen vil bidrage til at indfri formålet med puljen, og have acceptereret de vilkår, der fremgår af ansøgningsformularen.
Ansøgninger, der lever op til de formelle krav, vurderes på beskrivelsen af, hvordan kommunen vil bidrage til at indfri formålet med puljen.
Puljens midler kan kun bruges til honorering af forfattere og illustratorer, som har ophavsret til mindst et selvstændigt værk udgivet på et af forfatteren eller illustratoren uafhængigt forlag, inden arrangementet finder sted.
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Før du søger, skal du læse vores generelle guidelines
Du indsender ansøgningen via Tilskudsportalen, som du finder her på siden.
Der skal ikke vedhæftes bilag til ansøgningen.
DU SKAL UDFYLDE FØLGENDE I TILSKUDSPORTALEN:
En kort beskrivelse af, hvordan kommunen vil bidrage til at indfri formålet med puljen, som er at fremme børn og unges læsekultur gennem møder med forfattere og illustratorer af høj kvalitet.
Økonomi
Der er afsat 5,7 mio. kr. til puljen, som vil blive fordelt mellem de deltagende kommuner med et fast fælles grundbeløb på minimum 32.000 kr. per kommune og et individuelt tillæg baseret på antallet af børn og unge (fra 0 til 19 år) i den enkelte kommune. I "Guide til Levende litteraturmøder" kan du se en beregningsoversigt med minimumstilskuddet for de enkelte kommuner. Tilskuddet til din kommune kan blive forhøjet, hvis ikke alle kommuner deltager.
Beløbet skal bruges til honorering af forfattere og illustratorer (min. 6.000 kr. pr. arrangement) og til dækning af rejseomkostninger i begrænset omfang (maks. 1.200 kr. pr. forfatter/illustrator).
Ansøger skal ikke angive, hvor mange arrangementer der vil blive afholdt, idet støtten til den enkelte kommune afhænger af, hvor mange kommuner der deltager i ordningen.
Hvornår får du svar?
Du får svar på din ansøgning senest 3 uger efter ansøgningsfristen.
I perioden indtil da vil alle ansøgninger blive klargjort og sendt til udvalget og herefter læst og behandlet. Og når der er truffet afgørelse i alle sager fra samme ansøgningsrunde, bliver tildelingerne offentliggjort på vores hjemmeside
Her finder du også navnene på alle ansøgere til Statens Kunstfond, der bliver offentliggjort i udvalgenes referater
Lovgrundlag
Afgørelser bliver truffet efter § 3, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, i lov om Statens Kunstfonds virksomhed (lov nr. 458 af 8. maj 2013)
Hvem vurderer ansøgningen
Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur, der vurderer ansøgningerne og træffer den endelige beslutning om hvem, der skal modtage tilskud.