Open Call: V&A Wedgwood Collection Fellowship

Frist: 13.01.2026, kl. 14:00

Tilskud til et tremåneders ophold ved V&A Wedgwood Collection, Stoke-on-Trent, England.

Det er ikke desværre ikke muligt at ansøge på mobilen med vores nuværende løsning.
Note:

Ansøgningsfristen er den 13. januar kl. 14:00.

Bemærk, at du først kan ansøge puljen en måned før ansøgningsfristen.

Du skal være opmærksom på, at der kan forekomme ændringer i puljebeskrivelsen frem til dagen, hvor ansøgningsskemaet gøres tilgængeligt.

 

Ansøg

Hvem kan søge?

V&A Wedgwood Collection (UK) og Statens Kunstfond har indgået et samarbejde om at udbyde et fellowship for kunsthåndværk- og designprofessionelle, som arbejder med keramik, og som har interesse i ’stedsskabelse’ (placemaking) og borgerinddragelse. Fellowshippet er målrettet kunsthåndværk- og designprofessionelle som med følgende profiler som vil udvikle deres arbejde gennem research med udgangspunkt i V&A Wedgwood Collection:

  • Kunsthåndværker og designer: en selvstændig kunstner, som ikke er tilknyttet en institution, der ser research og inddragelse af offentlighed som en integreret del af sin praksis 
  • Museumsprofessionel og selvstændig kurator: en museumsprofessionel eller selvstændig kurator 
  • Akademiker: en Ph.d.-studerende eller forsker

Du kan ikke søge tilskud til:

  • Aktiviteter, som er afsluttet inden ansøgningsfristen
  • Projekter, som udvalget allerede har støttet

Du skal være opmærksom på:

Ansøgningen til V&A Wedgwood Collection Fellowship skal være på engelsk, da den også skal læses af en jury fra V&A. Vi opfordrer derfor til, at du gør dig bekendt med den engelske version af opslaget og det sprog, som V&A anvender for fellowshippet. Find den engelske version her. 

Hvad er formålet med ordningen?

Det tre måneder lange fellowship finder sted ved V&A Wedgwood Collection, Barlaston, Stoke-on-Trent, i perioden august-november 2026. I løbet af opholdet inviteres du som fellow-kandidat til at researche i V&A Wedgwood Collections samling og arkiver, og til at undersøge måder at bidrage til stedsskabelse (placemaking), undersøge fælles historie og engagere offentligheden sammen med V&A Wedgwood Collection.

Du skal derfor ansøge V&A Wedgwood Collection Fellowship med et researchprojekt, som tager udgangspunkt i Wedgwoods samling og arkiver og som har fokus på de mennesker og egenskaber – viden og kunnen - som gjorde Stoke-on-Trent til hjemstedet for britisk keramik. Emnet for projektet skal med andre ord have tilknytning til Wedgwoods social- og industrihistorie som produktionsmiljø. Mulige emner for research omfatter, men er ikke begrænset til:

  • Mennesker og sociale historier om fremstilling – her kan der tages udgangspunkt i de historiske optegnelser, herunder fotografier, lønbøger og andet arkivmateriale samt Wedgwoods keramiske produkter, og hvad dette materiale fortæller om det bredere samfund
  • Legemliggjorte færdigheder – de unikke færdigheder hos arbejdere i keramikindustrien og de forskellige måder, dette bliver udtrykt og kan forstås
  • Stoke-on-Trent/Wedgwood som produktionssted
  • Stedskabelse (placemaking) – hvad betyder det i en postindustriel kontekst at et sted er så forbundet med én industri?

I tillæg til opholdet og den research, som foretages ved V&A Wedgwood Collection, er det desuden muligt at gennemføre op til to studierejser til V&A South Kensigtons samling af keramik, kunstværker og arkiver, hvis det har relevans for researchprojektet. 

Udover at udvikle dit eget researchprojekt, skal du også ansøge med en idé til en plan for, hvordan du vil formidle den viden og indsigt som dit researchprojekt giver. Denne formidling skal realiseres som del af opholdet og kan tage form af f.eks. et foredrag, et symposium, undervisningsmateriale eller en mindre udstilling. 

Som fellow-kandidat er du forpligtet til at arbejde med researchprojektet og formidlingen mindst tre dage om ugen under opholdet. Der er imidlertid adgang til en arbejdsstation på museet hver dag. 

Samarbejdet mellem V&A Wedgwood Collection og Statens Kunstfond er en del af Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Designs strategiske arbejde, som understøtter udveksling og internationalisering ved at styrke båndene mellem den danske og britiske kunsthåndværk- og designscene. 

 

V&A Wedgwood Collection og The Potteries

Stoke-on-Trent, traditionelt kendt som The Potteries, er hjemsted for V&A Wedgwood Collection, som rummer en af verdens vigtigste industrielle samlinger med over 260 års britisk keramikproduktion. Samlingen omfatter over 175.000 keramikobjekter, kunstværker og arkivalier, der rummer design-, social- og industrihistorie fra det ikoniske brand Wedgwood. I dag er V&A Wedgwood Collection ejet af V&A og udstillet i Barlaston, Stoke-on-Trent - et resultat af en markant involvering af velgørenhedsorganisationen Art Fund. V&A Wedgwood Collection arbejder for at invitere offentligheden indenfor gennem et mangfoldigt program, der viser kreativiteten og dybden af samlingen i dens lokale kontekst af North Staffordshire. Læs mere om samlingen.
 
Ved siden af V&A Wedgewood Collection ligger den historiske Wedgwood fabrik. Keramikfabrikken blev grundlagt i 1759 og er en af områdets få keramikfabrikker, som endnu er i drift. Adgang til Wedgwood-fabrikken kan arrangeres, hvis det har relevans for fellow-kandidatens researchprojekt og for så vidt at det passer med fabrikkens øvrige arbejde.

Brandet Wedgwood og det omkringliggende område ejes i dag af Fiskars, som også ejer Wedgwood brandet samt andre brands som Waterford, Royal Copenhagen og Georg Jensen. V&A arbejder med Fiskars om at skabe publikumsoplevelser. Læs mere om aktiviteterne og Wedgwood.    

 

Hvad tilbyder V&A Wedgwood Collection Fellowship?

  • Et fellowship af tre måneders varighed i perioden mellem august-november 2026.
  • Mulighed for at realisere et researchprojekt med udgangspunkt i en af verdens vigtigste industrielle samlinger og/eller de omkringlæggende historiske omgivelser.
  • Mulighed for at formidle dit researchprojekt i et eller flere vedkommende formater for museets publikum. Adgang til V&A Wedgwood Collection, inklusiv objekter og arkiv sammen med museets ansatte op til tre hverdage ugentligt samt adgang til skrivebord på museet alle ugens hverdage inden for åbningstiden kl. 9-17. Fellow-kandidaten skal medbringe egen computer, men får en V&A e-mail at arbejde fra.Det er muligt at få adgang til et værksted inklusiv seks brændinger, hvis det har relevans for det projekt, der ansøges med. I så fald vil du få adgang til Canal Street Studios i Longton, Stoke-on-Trent. Yderligere brændinger skal finansieres af fellow-kandidaten.
  • I forlængelse af fellow-kandidatens mulighed for at arbejde med de ressourcer, der ligger nær eller har tilknytning til V&A Wedgewood Collection, kan V&A Wedgwood Collection facilitere introduktion til Stoke-on-Trent-baserede kulturarvsinstitutioner og keramikproducenter.  
  • Et tilskud på 51.500 kr. (£6.000) til arbejdstid, materialer og udstyr til projektarbejdet.
  • Et tilskud til bolig og transport på 51.500 kr. (£6.000) til udgifter til overnatning samt en flyrejse tur/retur Danmark/Storbritannien samt op til to ture med tog til V&A South Kensington inklusiv i alt op til to overnatninger på hotel i London.
  • Et produktionsbudget, der skal anvendes i dialog med V&A, til relevante omkostninger i forbindelse med research- og formidlingsarbejdet.  

 

Praktisk information

  • Statens Kunstfond Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design behandler ansøgningerne og laver en shortlist på op til 10 kandidater til V&A Wedgwood Collection. V&A Wedgwood Collection vil på denne baggrund invitere potentielle fellowship-kandidater til et online interview i løbet af uge 11 (9.-13. marts) 2026. Efter interviewene vil alle ansøgere modtage et svar på deres ansøgning fra Statens Kunstfond..
  • Fellowship-kandidaten er ansvarlig for at arrangere bolig og rejse til Stoke-on-Trent samt eventuelt London. Statens Kunstfonds sekretariat kan være behjælpelig med en favorabel hotelaftale i London og skal kontaktes i god tid, hvis fellow-kandidaten ønsker at benytte denne mulighed.
  • Statens Kunstfonds udbetaler de to tilskud samlet og direkte til fellow-kandidaten.
  • Produktionsbudgettet udbetales af Statens Kunstfond til V&A Wedgwood Colletions varetagelse.Vær opmærksom på at Stoke-on-Trent, Canal Street Studios og de omkringliggende områder, der er relateret til Wedgwoods historie, er lettest tilgængelige i bil. Offentlig transport er en mulighed, men findes i meget begrænset omfang. Afhængigt af hvor fellowship-kandidaten bor under opholdet, er det muligt at cykle.
  • Fellow-kandidaten er selv ansvarlig for forsikring.
  • Det er muligt at medbringe familie.

Sådan vurderes din ansøgning

Det overordnede kriterie for alle tildelinger fra Statens Kunstfond er projektets kunstneriske kvalitet og det kunstneriske talent sammenholdt med det ansøgte projekt. Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design behandler alle ansøgningerne ud fra følgende kriterier, der indgår i en samlet vurdering af projektets kunstneriske kvalitet:

  • Faglighed
    projektet udvikler og udfordrer praksis, ideer, traditioner og materialer
  • Sammenhæng
    projektet har en gennemtænkt kobling mellem idé og valgte metoder og/eller virkemidler
  • Betydning
    projektet viser refleksion over, hvordan projektet skaber betydning i relevante sammenhænge.

I din motiverede ansøgning bedes du beskrive:

  • Dit udgangspunkt for at arbejde med keramik
  • Din interesse i stedsskabelse (placemaking) og at arbejde med lokalsamfundet i dit arbejde
  • Det researchprojekt du ønsker at udføre i relation til V&A Wedgwood Collections samling og den tilhørende eller omgivende social- og industrihistorie, samt hvordan det vil bidrage positivt til din professionelle udvikling.
  • Hvordan adgang til V&A South Kensingtons samling af keramik, kunstværker og arkiver bidrager til dit projekt, såfremt det indgår i projektet og du ønsker at benytte denne mulighed. 
  • Hvordan du vil formidle din research til offentligheden i forbindelse med opholdet og hvilket eller hvilke formater formidlingen skal have – eksempelvis en talk, et symposium, undervisningsmateriale eller andet. 

DESUDEN SKAL DU VÆRE OPMÆRKSOM PÅ:

En god og komplet ansøgning overholder de formelle kriterier for, hvad ansøgningen skal (og ikke skal) indeholde, samt argumenterer præcist og kortfattet for, hvorfor opholdet er vigtigt og relevant for ansøger, faget og omverdenen. 

På grund af begrænset mulighed for at anvende offentlig transport, vil det give størst fleksibilitet og autonomi at have adgang til en bil. Det er dog også være muligt at cykle, hvis du kan tilbagelægge længere afstande på denne vis.

Hvad skal ansøgningen indeholde?

Du indsender ansøgningen via Tilskudsportalen, som du finder her på siden. Vi anbefaler, at du bruger browseren Chrome eller Firefox, når du udfylder din ansøgning. 

Når du først har oprettet din profil på Tilskudsportalen, kan du til enhver tid gå ud og ind af portalen og tjekke, om du har alle bilag og oplysninger med, inden du indsender ansøgningen. Du kan rette i din ansøgning, når du har indsendt den via portalen. 

Hvis du er fritaget for Digital Post eller grundet helt særlige forhold ikke kan anvende den digitale selvbetjeningsløsning skal du skrive til post@slks.dk.


DU SKAL VEDHÆFTE FØLGENDE BILAG:

  • Motiveret ansøgning: Ansøgningen skal være skrevet på engelsk og må ikke fylde mere end én sides tekst á 2.400 tegn (PDF eller Word).
  • Billeder: Maks. tre A4-sider med relevant billedmateriale, der visualiserer det projekt, du vil arbejde med under opholdet. Billedmaterialet kan være fotos, skitser eller andre billeder (filformat: PDF eller Word). Op til tre A4-sider, der dokumenterer tidligere praksis (filformat: PDF eller Word).
  • Målrettet CV: CV’et skal være skrevet på engelsk. CV’er må ikke være længere end en enkelt A4-side (Word eller PDF).
  • Vedhæft venligst ikke inspirationsbilleder, moodboards eller andre billeder af andres arbejde. Har du en helt særlig grund til at vedhæfte sådanne billeder, skal det fremgå tydeligt i din ansøgning, at billederne ikke visualiserer dit arbejde. Du skal også skrive i din ansøgning, hvis et kunstnerisk arbejde er udført i samarbejde med andre.

DU SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ:

  • At de vedhæftede bilag maks. må fylde 25 MB i alt
  • At vedhæftet materiale kun kan modtages i formaterne: PDF, Word. Vi modtager ikke Pages eller ZIP files
  • At du før ansøgningsfristens udløb har mulighed for at redigere en allerede indsendt ansøgning og indsende en ny version på samme sag
  • At du efter ansøgningsfristens udløb ikke kan redigere din ansøgning
  • At det altid er den seneste ansøgning, du har indsendt til os, der bliver behandlet af udvalget
  • At din ansøgning skal indeholde alle obligatoriske bilag for at blive behandlet af udvalget Yderligere materiale, ud over det der er beskrevet i puljevejledningen, vil ikke indgå i vurderingen af din ansøgning
  • At du selv er ansvarlig for, at ansøgningsskemaet er udfyldt korrekt og at alle de ønskede bilag er vedhæftet

Økonomi

Fellowship-kandidaten tildeles et fast tilskud på DKK 51.500 og et opholds- og transporttilskud på DKK 51.500, i alt DKK 103.000, som vil blive udbetalt direkte til fellowship-kandidaten af Statens Kunstfond hurtigst muligt.

Hvis du får tilskud, skal du have en NemKonto, for at vi kan udbetale beløbet. Alle tilskud bliver udbetalt til den NemKonto, der er knyttet til det CPR/CVR-nummer, du oplyser i ansøgningen. Hvis du for eksempel ansøger med et nyt CVR-nummer, skal du sikre, at du har tilknyttet en NemKonto, inden du indsender din ansøgning.

Hvis du, efter Skatteforvaltningens definition, er fraflyttet Danmark eller er udenlandsk ansøger, kan du få udbetalt et eventuelt tilskud til en udenlandsk konto. I de tilfælde skal du udfylde bankoplysningsskema for lande med IBAN eller bankoplysningsskema for lande uden IBAN.


Dit tilskud vil blive indberettet til SKAT, da vi har indberetningspligt. Det er uanset om og hvordan du skal beskattes af tilskuddet. Langt de fleste af vores tilskud bliver indberettet med AM-bidrag.

Hvornår får du svar?

Du vil modtage et svar på din ansøgning senest den 7. april 2026.

I perioden indtil da vil udvalget læse og behandle alle indsendte ansøgninger. V&A modtager og behandler en shortlist af ansøgninger udvalgt af udvalget. Når alle ansøgere har modtaget svar fra udvalget vedrørende deres afgørelse, offentliggør vi alle tildelingerne på vores hjemmeside (på dansk).

Du vil modtage en mail, når dit svar er klar på din profil i Tilskudsportalen.

Navnene på alle ansøgerne offentliggøres på vores hjemmeside i udvalgenes referater.

Når du har indsendt ansøgningen

Når du har indsendt din ansøgning i Tilskudsportalen, får du en skærmkvittering, som du kan downloade, hvis du vil, men du kan altid se din ansøgning og dens status i Tilskudsportalen under ”Mine ansøgninger". Du vil ikke modtage en mailkvittering, der bekræfter din ansøgningsindsendelse. 

På din ansøgningssag i Tilskudsportalen kan du også se de bilag, du har vedhæftet til ansøgningen. Det er dit eget ansvar, at de nødvendige bilag er sendt med – så husk at kigge din ansøgning godt igennem. 

Du kan redigere i en ansøgning, selvom du allerede har indsendt den. Så længe det er før fristens udløb. Hvis du redigerer i en indsendt ansøgning skal du igen sikre dig, at alle nødvendige bilag er sendt med. Udvalget forholder sig udelukkende til den senest indsendte ansøgning.  

Hvis du har brug for at kontakte en sagsbehandler i sekretariatet, skal du henvende dig via kontaktknappen på din sag i Tilskudsportalen.

Hvis du får tilsagn/tilladelse/dispensation skal...

Når vi uddeler tilskud i Statens Kunstfond, er det vigtigt for os, og ikke mindst lovmæssigt påbudt, at pengene bliver brugt til netop det, du har søgt dem til. Og derfor skal du afrapportere til Slots- og Kulturstyrelsen efter bestemte retningslinjer. Hvordan du skal afrapportere, afhænger af hvor stort et tilskud du har fået. Læs mere om afrapportering her. 

Hvem vurderer ansøgningen

Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design, der behandler ansøgningerne samt laver en shortlist til V&A. V&A vil herefter gennemgå listen og invitere potentielle fellowship-kandidater til et online interview. Efter interviewene får alle ansøgere svar på deres ansøgninger fra Statens Kunstfond, som træffer den endelige afgørelse.  

Ansøg
Mere