Rikke Øxner er udvalgsleder i Kunstfondens Projektstøtteudvalg for Musik. Til dagligt er hun direktør for Aarhus Festuge. Foto: Kissen Møller Hansen.

”Flere børn skal vokse op med musik”

Rikke Øxner er Udvalgsleder i Projektstøtteudvalget for Musik i Statens Kunstfond. Hun sætter her ord på, hvad der blandt andet rører sig i udvalgets arbejde lige nu.

4. juli 2023

 

Hvad har jeres udvalg særlig opmærksomhed på?

”Der er ingen tvivl om, at det er rigtig vigtigt for os at sikre gode musikmuligheder for børn og unge. For musik skaber fællesskaber og tilhørsforhold – og uendeligt meget andet.

Et vigtigt initiativ, som vi støtter, er ’Levende Musik i Skolen’.  De arbejder for at børn i folkeskolen oplever live musik. Flere og flere kommuner har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er, at børn og unge kommer i berøring med musik. Det er en god udvikling.

Men hvis vi gerne vil have et levende og rigt musikmiljø i Danmark, skal børn og unge også selv få lyst til at skabe musik. Ved at præsentere dem for gode musikoplevelser så tidligt som muligt, håber vi at den lyst bliver vakt.

Jeg har selv været så privilegeret at have musik i mit liv fra en tidlig alder; jeg blev sat bag på cyklen og kørt afsted til livekoncerter fra helt lille af. Så jeg ved, hvor betydningsfuldt det er. At få flere børn til at vokse op med musik er derfor en stor motivation for mig”.

 

Hvad fylder i jeres udvalgsarbejde lige nu?

”Udpegelsen af de kommende regionale spillesteder har vores opmærksomhed lige nu. De regionale spillesteder er helt centrale aktører i formidlingen af musik. De har en unik position, hvor de faciliterer mødet med musik, formidler fantastiske oplevelser og kan derved inspirere danskerne til at dyrke musik i alle former og formater.

I den her proces kan vi jo have nok så mange forestillinger om, hvad der virker. Men for at tilskuddene skal komme bedst muligt ud at arbejde, er det vigtigt, at de overordnede strategier følger med virkeligheden. Det betyder, at vi er i tæt kontakt med både spillestederne og deres respektive kommuner og taler med dem om, hvad der fungerer – og hvad man kan gøre anderledes”.

 

Hvad er jeres håb og visioner for udvalgets arbejde?

”Det er meget vigtigt for os, at så mange som muligt får et forhold til musik. Det sikrer vi gennem tæt dialog med musikaktører i hele landet. På den måde ved vi, hvordan vi kan støtte op om deres arbejde.

For at det skal lykkes, kræver det, at der er nogle fyrtårne og stærke organisationer, som kan sikre de bedst mulige betingelser for, at et stort og bredt publikum får glæde af de mange fantastiske musikalske oplevelser, der findes rundt om i Danmark.

Underliggende for hele vores strategiske arbejde er derudover en opmærksomhed på at sikre de mest optimale betingelser for selve den kunstneriske skaben. Kunst skal også eksistere i sin egen ret.”

Fakta

Musikker spiller musik for børn
Organisationen 'Levende Musik i Skolen' præsenterer børn og unge for livemusik. Foto: Christian Brandt.

Fakta

PROJEKTSTØTTEUDVALGET FOR MUSIK

Projektstøtteudvalget for Musik uddeler tilskud til aktiviteter, der fremmer musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet.

De giver blandt andet tilskud til koncertvirksomhed, rytmiske spillesteder, orkestre, bands, kors og ensemblers virksomhed, amatørmusik, musikundervisning, aktiviteter for og med børn og unge samt internationale aktiviteter.

 

TILSKUD TIL MERE END 6.000 KUNSTPROJEKTER

I Kunstfonden har vi 12 kunstfaglige udvalg, der dækker kunstområderne arkitektur, billedkunst, film, kunsthåndværk og design, litteratur, musik, og scenekunst

Derudover har vi fire udvalg, der går på tværs af kunstområderne.

Det er udvalgene der tildeler kunststøtten på baggrund af ansøgninger fra kunstnere, institutioner, virksomheder, kommuner og organisationer, og tilsammen giver de tilskud til mere en 6.000 projekter hvert år.

Udvalgene definerer selv de kvalitetskriterier, der ligger til grund for vurderingen af ansøgningerne, men har som forpligtelse at dække alle relevante genrer inden for deres kunstområde.

 

Mere