Ukurant er en udstillingsplatform og kreativt fællesskab for unge designere, der er skabt af designerne Lærke Ryom, Kasper Kyster, Josefine Krabbe Munck og Kamma Rosa Schytte. Foto: Peter William Vinther.

”Design skal være andet end en gammel stol i nye farver”

Udstillingsplatformen Ukurant insisterer på at udfordre den gængse opfattelse af, hvad design er og kan. Med den ambition i centrum har de taget den danske designscene med storm.

5. oktober 2023

Som ung, nyuddannet designer kan det være svært at finde fodfæste i den etablerede branche. Det ved de fire stiftere af Ukurant. En udstillingsplatform med base i København.

”Efter studiet havde vi svært ved at se, hvordan vi skulle vise vores værker og få et netværk – de nødvendige træk for at komme videre fra studiet og ud i den virkelig verden”. Det fortæller Kasper Kyster, der sammen med studievennerne Josefine Krabbe Munck, Kamma Rosa Schytte og Lærke Ryom står bag Ukurant.

Derfor besluttede de sig for at skabe deres egen udstillingsplatform.

”Vi kontaktede designfestivalen 3daysofdesign, som så et potentiale i vores arbejde. Og derfra gik det stærkt”, forklarer Kasper.


Design, der skubber grænser

Centralt i Ukurants manifest står det eksperimenterende design.

”Under 3daysofdesign går man fra showroom til showroom, hvor man blandt andet kan se gamle stole i nye farver. Men hvorfor ikke skubbe til grænserne for, hvad en stol kan – æstetisk, funktionelt og håndværksmæssigt?”, spørger Kasper og uddyber:

”Vi vil udfordre vores måde at tænke design på. Også i forhold til, hvad der er bæredygtigt design”.

Udover at dedikere sig til design, der skubber grænser, dedikerer Ukurant sig også til at være en platform udelukkende for unge designere. Udstillerne må derfor ikke have mere end seks års erfaring.

”Det er svært at etablere sig som ung designer, da vi er mange, som kæmper om kunderne, producenterne og gallerierne. Derfor vil vi gerne give andre unge muligheden for at vise deres design frem for besøgende fra hele verden”.


Overvældende succes

Ukurant slog første gang dørene op til deres udstilling i 2019. Siden da har de været en fast del af det tre dage lange designevent 3daysofdesign i København.

”Vi er blevet taget så godt i mod både af publikum og andre designere. Jeg tror, det er fordi, vi viser noget, som du ikke kan se alle andre steder. Vi tilbyder noget nyt og friskt”, forklarer Kasper. 

Med årene er de unge designere også vokset med opgaven.

”De første år arbejdede vi meget i blinde, men nu er vi så sikre på vores koncept, at vi bare kører på. Det er et fedt sted at stå. Håbet er, at vi kan vokse os endnu større”, siger Kasper. 

 

fakta

Ukurant. Foto: Peter William Vinther.

fakta

Om Ukurant

Ukurant er en udstillingsplatform og kreativt fællesskab for unge designere. Ukurant hylder eksperimentelle tilgange til håndværk, materiale og tradition. De skubber grænserne for den etablerede designscene og giver unge designere en platform til at præsentere deres arbejde.

I 2021 vandt Ukurant "Årets Udstilling" under 3daysofdesign, og i 2020 modtog udstillingen 'Ukurant Objects' en præmiering fra Statens Kunstfond med ordene: "En kraftpræstation af en udstilling, der forhåbentlig kan ryste støvet af os alle – og give mod til at træde uden for de pænt afstemte stier, der måske er smukke og trygge, men kan gå i ring: ud i ukendt terræn og ind i fremtiden”.

 

Mere