Teaterkompaginet HIMHERANDIT opfører forestillingen MASS EFFECT på årets Fringe-festival. Foto: Christoffer Brekne

Dansk teaterkompagni: ”Fringe-festivalen er vores vigtigste platform”

Hvilken kunstnerisk betydning har det at være en del af verdens største teaterfestival? Dét spørgsmål har vi stillet både en erfaren og en dugfrisk teaterdeltager på årets Fringe-festival i Edinburgh.

Tirsdag d. 2. maj 2023

Hver sensommer samles teaterkompagnier fra hele verden i den skotske by Edinburgh. Over de cirka tre uger, som festivalen strækker sig over, kan publikum opleve omkring 60.000 forestillinger fordelt på flere hundrede teaterscener.

Har du aldrig før besøgt festivalen, så kan første dag i byen være en overvældende verden at træde ind i. Sådan beskriver Malene Cathrine Pedersen fra det århusianske teaterkompagni DON GNU hendes første møde med festivalen. ”Det er som at træde ind i en skøn kaotisk boble”, fortæller hun.

Hård konkurrence om opmærksomhed

Over alt i byen støder du på scenekunst i alle tænkelige former – og der er kamp om at vinde de fremmødtes nysgerrighed:

”Der er omkring 4.000 forestillinger hver dag, så der er benhård konkurrence om publikummets opmærksomhed”, fortæller Malene, der udover at være ansvarlig for DON GNU’s kommunikation også arbejder med at styrke gruppens internationale profil.

Hun forklarer, at de efter mange års deltagelse er gået fra at være et ukendt navn til at have et reelt publikum.

”Rigtig mange skriver til os i forvejen og siger, at de glæder sig til at se os. Det er virkelig dejligt at være nået dertil”, konkluderer hun.

Nye navne på plakaten  

En ny dansk teaterdeltager på årets Fringe-program er kompagniet Himherandit. Frontfiguren Andreas Constantinou fortæller, at det har krævet mange års overvejelser at tage skridtet og blive en del af festivalen.

”Jeg har altid haft lidt af et love/hate-forhold Fringe. Da jeg var ung, arbejdede jeg på festivalen. Der oplevede jeg det store pres, der hviler på skuespillerne, i kampen om at tiltrække publikum. Men det er sammensat, for jeg har også set dem, der gik fra at være ukendte til at blive store anerkendte grupper på den internationale scene. Det gør det svært at ignorere festivalens betydning”, siger Andreas.

Støtten er afgørende

Både for DON GNU og Himherandit har den støtte, som grupperne har ansøgt om i Statens Kunstfond, haft afgørende betydning for deres festivaldeltagelse. Andreas fra Himherandit fortæller, at det ganske enkelt ikke ville være muligt at tage afsted, hvis ikke de fik den støtte.

”Det er dyrt at deltage. Hvis vi ikke modtog økonomisk støtte fra Kunstfonden, så ville vi ikke kunne få det hele til at hænge sammen”, fastslår han.

Det samme gør sig gældende for DON GNU:

”Er du heldig, tjener det sig måske lige ind. Men vi ser det som en langsigtet investering i vores internationale ambitioner. Det har været helt afgørende for at skabe de rigtig netværk”.

Vigtig platform

Til spørgsmålet om forventninger til årets festival har Andreas fra Himherandit valgt at gå ind til begivenheden med et åbent sind.

”Jeg glæder mig meget til at se, hvordan hele vores store gruppe kommer til at have det sammen. Vi har blandt andet 20 frivillige i selve opsætningen. Vi plejer at blive en stor sammenbragt familie, når vi samler så mange forskellige mennesker”, fortæller han.  

For den erfarne gruppe DON GNU hersker der ingen tvivl om, hvad de får ud af endnu et år på festivalen.

”Det er vores vigtigste platform. Vi har opbygget hele vores internationale netværk ud fra festivalen, og jeg har store forhåbninger om, at det kan få os endnu længere ud på den globale teaterscene”, siger Malene.


Fakta

Fire mænd optræder på scene
Teaterkompagniet DON GNU optrådte med forestillingen 'WALK-MAN' på Fringe-festivalen i 2022. Foto: Christoffer Brekvne

Fakta

Om #DANISH 

#DANISH er det danske udstillingsvindue på Edinburgh Festival Fringe 2023. #DANISH er kurateret og finansieret af Statens Kunstfond. #DANISH er initieret og produceret af produktions- og konsulentvirksomheden WILDTOPIA ApS, der er specialiseret i international strategilægning og festivaludvikling.

Om Fringe-festivalen i Edinburgh

Edinburgh Festival Fringe har eksisteret siden 1947 og er i dag verdens største kunst- og kulturfestival. Festivalen bliver afviklet årligt i sensommeren over tre uger og tiltrækker internationale aktører inden for kunst og kultur fra hele verden.

Festivalen har årligt ca. 3500 forskellige forestillinger, som spiller på 300 spillesteder i og omkring Edinburgh. Festivalen byder primært på scenekunst, men også i høj grad comedy, musik, dans, musikteater samt cirkus, kabaret og kunstudstillinger.

Læs mere på Fringe-festivalens egen hjemmeside

 

Mere