Begrundelse

Foto: Andreas Pallisgaard Hansen

Arbejdslegat på 110.000 kroner

Musik 2023

Tilbage til nyhed

Begrundelse

Jonas Olesen

En kort trommehvirvel..tadam! Og så direkte ind i et elektronisk landskab af hjemmebyggede maskine-insekter træk-op-lirekasseagtig elektronik og radiobølger. Stramt orkestreret - og så alligevel ikke. Jonas Olesens evne til at give abstrakt og avantgardistisk musik et stænk af humor er noget af det, som gør ham til en ener på den eksperimenterende elektron-musikscene. 

Jonas Olesen kredser om den samme type lyd, en form for støvet og gammeldags elektronisk lyd hvor obskure musikmaskiner genbruges og omdannes til ingredienser i Olesens lydunivers.  Jonas Olesens æstetik er både rå og raffineret og det er svært at gennemskue hvad der er spontant, tilfældigt eller nøje planlagt.  I modsætning til meget nyere elektronisk musik, så virker Jonas Olesens musik til at være indspillet live, uden særlig efterredigering. Resultatet har en uperfekt charme over sig, som gør musikken både maskinel og menneskelig. 

Jonas Olesen er elektronisk musiker og lydkunstner.  Han skaber sin lyd via hjemmebyggede instrumenter, ved at omdanne lys til lyd og ved at ombygge gamle, obskure musikmaskiner, så de kan indgå i hans musik på en ny og alternativ måde. I hans musik finder man en underspillet humor, og musikken kan virke både henkastet skødesløs og minutiøst gennemarbejdet. Den uperfekte, ikke-producerede lyd får musikkens idéer til at fremstå klarere, som interessante skitser der fremstiller retninger og idéer på en usminket og rå måde.   

Jonas Olesen modtager et arbejdslegat på 110.000 kroner.