Chistian+Jade præmieres for deres udstilling Weight of Wood. Her formidler de på fineste vis forskellen på forskellige træsorters egenskaber og natur i Dinesen Showroom i København. På en undersøgende og udforskende måde demonstrerer Christian+Jade træets forskelligheder i møbler, skulpturer og forsøgsopstillinger og indbyder til at mærke og føle. Med æstetisk legende opstillinger formidles den rige og komplekse viden så let og indbydende, at det i sig selv er en præstation af høj kunstnerisk kvalitet.

Den dansk-schweiziske designduo PUTPUT præmieres for udstillingen EXTRA NORMAL i Bygning A. De formår at få publikum til at få øje på hverdagens supernormale objekter. Objekter vi alle kender og omgiver os med. De stille og vedholdende tjenere vi tager så for givet, at vi ikke kender dem mere. Deres udseende og væsen er blevet så normale, at de helt er blevet overset og glemt. Vi tror, vi ser dem, men i stedet ser vi vores egne forventninger til, hvad de er, og hvad de kan. Med suveræn håndværksmæssig finish genfortæller PUTPUT objekterne ved at skille dem ad og sætte dem sammen igen, så de ved første øjekast ligner sig selv, men i praksis bliver komplet ubrugelige.

Anne Bannick præmieres for PAPCoRN – komposterbart engangsservice. Anne Bannick har udviklet og udforsket industrielt design og keramik, siden hun blev færdig på Designskolen i Kolding i 2000. Hun viste med sit afgangsprojekt for to årtier siden, at bæredygtighed var mere end et modeord i hendes verden. Allerede på daværende tidspunkt – længe før det blev mainstream -  var hun bekymret over verdens plastaffald, som forvildede sig ud i natur og økosystem. Med stor vedholdenhed har hun forbedret og videreudviklet konceptet. Anne Bannicks bud på at løse opgaven blev til et engangsservice i biologisk nedbrydelige materialer, som hun selv eksperimenterede frem. Ikke alene har hun udviklet nye materialer. Med sublim formgivning skabte hun også et funktionelt service i et fuldendt formsprog, som designmæssigt holder den dag i dag. Helt fortjent blev det en del af Designmuseum Danmarks permanente samling.

Henrik Vibskov præmieres for modeshowet Long Fingers To Ma Toes og kollektionen AW23. Modeshowet foregik i den Grå Hal på Christiania og var en stor og varm kunstnerisk oplevelse. Langsomhed og mangfoldighed blev hyldet. Vibskovs modeller tegner en mangfoldighed af mennesker, som får publikum til at tro på, at det er os, designeren tænker på, når han skaber tøj. Menneskene bevæger sig rundt i mellem tomatplantekonstruktioner og rækker nysgerrigt og åbent ud efter de røde frugter. Tøjet, de bærer, er en smuk harmoni af alle tænkelige farver mellem rødt og grønt. Selve tøjet er velproportioneret, brugbart, moderne og klæder en divers målgruppe i mange kropslige fremtoninger. Mesterlig kollektion og et show, der varmer helt ind i sjælen. En hypersanselig verden, der åbner sig for dem, der vil være med.

Akiko Ikeuchi og Ingrid Kæseler præmieres for deres udstilling MESSHU. MESSHU er en udstilling, hvor japanske Akiko Ikeuchi og danske Ingrid Kæseler begge arbejder med linjer og tråde på hver deres unikke måde. Akiko Ikeuchi har spundet en enorm skrøbelig struktur som et vævet horisontalt edderkoppespind. Det har sin egen klare og præcise horisont, men under overfladen hænger dybe rødder tilfældigt nedad. Sårbart og stærkt på samme tid. Ingrid Kæseler udstiller to serier af kunstværker. Begge arbejder med gamle japanske farvekoder på forskellige måder. Særligt imponerende er den måde, Ingrid Kæseler udforsker rytme og interferens, organiserer linjer og skærer linjer til kraftfulde udsagn. De to kunstnere viser en stærk forbindelse, selv om de bor langt fra hinanden og understreger den lange forbindelse mellem den danske og japanske kunstscene. 

Designduoen Inoda + Sveje præmieres for deres designpraksis. De er en dansk-japansk duo med base i Milano og dermed internationalt funderet i udgangspunktet. Sammen har de skabt en praksis, som tager højde for såvel traditioner, håndværk, teknologi og ikke mindst et tæt samarbejde med det materiale, de arbejder med. Designprocessen er fyldt med nysgerrighed og åbenhed for ny teknologi og en dyb forståelse for statik og konstruktion, hvilket resulterer i et overbevisende formsprog med nyskabende detaljer. Der er ikke nogen bagside på møblerne, som står som skulpturelle former. På møblet kan fingrene gå på opdagelse alle vegne uden at støde på en eneste skrue. Det er ikke kun oplevelsen af kvalitet og funktionalitet, der er i spil – også følelserne og sanseligheden bliver aktiveret i brugen af Inoda + Svejes møbler.

Morten K. Jacobsen og Heidi Hove præmieres for deres kuratering af udstillingsprogrammet LANDBRUGLAND. LANDBRUGLAND lykkes med at sætte kunsten i relation til det moderne landbrug og nogle af de paradokser, som hører til den moderne fødevareindustri, der både brødføder verdenen, men også sætter vores fælles naturressourcer under pres. Med denne udstillingsrække, der består af både soloudstillinger og gruppeudstillinger, sættes der fokus på bæredygtighed, klima, lokalitet, identitet, historie, autenticitet og landskabet som fænomen.

Nanna Elvin Hansen præmieres for udstillingen Groundings på O- Overgaden. Her udforsker Nanna Elvin Hansen, hvordan den teknologiske udvikling bestandigt øger kortlægningen, analysen, udvindingen af og profitten på jordens råstoffer og undergrund. En længerevarende research ligger til grund for udstillingen, som består af bl.a. video- og lydværker. Elementerne giver os et særligt indblik i en omfattende mineindustri i Nordnorge og udfolder komplicerede geopolitiske forhold. Nanna Elvin Hansen tager os bl.a. med på en tur til kvartsitminen ved bjerget Giemaš i samisk Nordnorge, som er en af verdens største kvartsitminer, der udvinder ca. 850.000 megaton årligt. Formålet med brugen af kvarsiten er bl.a. at skabe optiske spejle (også kaldet SiC-optikker), der bruges i det net af satellitter, som overflyver jorden dagligt og som overvåger landmasser, jordlag og migranter.

Melanie Kitti præmieres for sin soloudstlling Lumps, lumps, lumps become bumps on my tongue. Udstillingen består af freskoer malet på tunge klodsede klumper af gips, støttet af hessian, som man traditionelt gør med portrætbuster. Arrangementet af gipshoveder på sokler, der delvist tager menneskestørrelse, kan minde om den traditionelle vestlige fremstilling af magtfulde personer i busteform. Dog adskiller de sig ved at erstatte det typiske hvide mandlige ansigt med billedflader, der viser dyrehoveder, kropsfragmenter eller motiver fra Kittis egne omgivelser, krop og liv som en brun kvinde. I den anden del af udstillingen hænger bemalede gipsflader, der figurativt fokuserer på den øvre del af menneskets torso, halsen og nakken. Disse områder repræsenterer det fysiske sted, hvorfra vi forsøger at udtrykke os, men det er også et sted, hvor angst eller depression ofte skaber blokeringer, der forhindrer eller selv-censurerer vores intentionelle strøm af ord. Disse blokeringer kan føles som klumper i halsen eller krøller på tungen, som titlen beskriver det. På raffineret vis bearbejder Kitti i sin udstilling både personlige og kollektive traumer og forholder sig samtidig legende og med den dybeste alvor til (kunst) historien og til kroppen som kampplads.

Lea Porsager præmieres for udstillingen Snooze (90 seconds to midnight). Udstillingen er sammensat af to overordnede elementer: et fysisk med objekter, der er komponeret ind i galleriets arkitektur. Og en tekstdel, der er tilgængelig som projektion på væggen og i en lille bog, der er udgivet til udstillingen. Relationen mellem de fysiske objekter og tekstens forskellige små afsnit er både beskrivende, poetisk reflekterende og rummer samtidig en drømmeagtig dimension og mystik, som synes at glide ubesværet mellem sproget og tingene på en måde, der skaber følelsen af rum, man ikke kender, men som man står midt i. I Porsagers kunstneriske universer bliver vores tilsyneladende kendte erfaringer med virkelighedens beskaffenhed udfordret igen og igen. Udstillingen er mættet med møder mellem den sanselige, fysiske verden og sprog, der flytter rundt på det hele. Lea Porsager formår på overbevisende og fascinerende vis at udvide kunst som tanke og form-univers for refleksion over de yderste grænser for menneskets erkendelsesevner og indlejring i universet.

Vibe Bredahl præmieres for udstillingen SPOR på Augustiana. Med udstillingen, der rummer sanselige objekter, erindringstapeter og performativ video, dykker Vibe Bredahl ned i Augustianas rige historie. Med arkæologisk omhu og kunstneriske greb skaber hun sprækker i tiden, der tillader nye fortællinger at spire frem. Hundredevise af blomster, et stort gardin, en ituslået vase, et spejl og en udstoppet påfugl. Med et væld af sanselige objekter og sælsomme materialer omdanner Vibe Bredahl palæets herskabelige rammer til erindringsrum, hvor spor fra historien nænsomt trækkes frem. I et rum lader hun alene væggene fortælle ved at iklæde dem tapet påtrykt mønstre og figurer. Ved første øjekast fremstår rummet tomt, men umærkeligt fyldes det med historier og betydning. I et andet rum genopføres palæets grundplan i miniformat og i parken ’males’ et stort billede, ikke med pensler, men med små blomster, som plantes i spor afsat af hestehove. Med udstillingen væver Vibe Bredahl historien om Augustiana med samtidens store spørgsmål om identitet, køn og natur på en poetiske og smuk facon.

Kåre Frang præmieres for sit bidrag til udstillingen DIRT på Ringsted Galleriet, som er en del af udstillingsprogrammet LANDBRUGLAND. Frang bidrager med to legetøjsdyr, et lam og en ko, der er fremstillet i bemalet glasfiber i fuld naturlig skala. Dyrene er bygget sammen med røde tagsten, der ligger som et absurd tag på deres ryg og flytter begrebet ”hus-dyr” fra børns leg og et harmonisk billede af dyrehold i landbruget, til den dystre tvetydighed, der er indlejret i dyreholdets opdrætsstrategier i industrilandbruget. Omkring dyrene ligger der klatter af den puds, der holder tagstenene på plads, og mimer dyrenes naturlige gødning på marken med en næsten grotesk realisme.

Siska Katrine Jørgensen præmieres for sit bidrag til udstillingen DIRT på Ringsted Galleriet, som er en del af udstillingsprogrammet LANDBRUGLAND. Jørgensens skulpturelle værk, der er skabt af korn og svinefedt, er en visuelt fascinerende afstøbning af et af baghjulene på en traktor sammen med et fragment af chassiset. Med sin sanselige sammenføring af organiske fødemidler og motoriserede hestekræfter smeltes fødevareproduktion og landbrugsteknologi direkte sammen i en sært skrøbelig, men også kraftfuld visualisering af vores dilemmafyldte afhængighed af teknologi i moderne landbrug.

Søren Martinsen præmieres for sit bidrag til udstillingen DIRT på Ringsted Galleriet, som er en del af udstillingsprogrammet LANDBRUGLAND. Martinsen har i sit todelte værk to forskellige skildringer af tid, knyttet til landskabet og menneskets bearbejdning af jorden. Et stort maleri viser et landskab med industrielt dyrkede marker. Markernes vidtstrakte plan peger på den teknologiske kraft, der er nødvendig for at kunne bearbejde den enorme flade. Men det ensartede landskab vidner samtidig om brug af kunstgødning og sprøjtegift. Værkets anden del er en ramme på gulvet i maleriets format, fyldt med vådt mudder, der igennem udstillingen vil tørre op til en sprukken jordoverflade. Tilsammen handler værket om fravær af balancer mellem dyrkningsmetoder og jordens organiske biologi. 

Simon Dybbroe Møller præmieres for udstillingen Hypnic Jerk i Kunsthal Aarhus. Det centrale værk er en digital animation af Grauballemanden. På en gigantisk skærm midt i rummet ser man ham ligge henslængt på en rød sofa, hvis læderbetræk minder om Grauballemandens skinnende læderagtige hud. Videoens overvældende kvalitet skaber et så allestedsnærværende rum, at man får fornemmelsen af at kunne række ud og røre ved Grauballemanden. På forunderlig vis skaber det en direkte association til de tomme montre, der står placeret på gulvet ved siden af skærmen. Montre af den slags man ser i stormagasiner eller smykkeforretninger, hvor dyre ure og smykker er låst inde. De lyser op med deres logoer som Citizen og Police, men er ellers tomme bortset fra noget støv, skidt eller sand i bunden af montren. Der er på en måde noget sørgeligt over hele sceneriet. En fornemmelse af undergang og spørgen til, hvad det vil sige at være menneske i det 21 århundrede.

Jesper Just præmieres for sin storskala video installation Interfears på galleri Nicolai Wallner. Det er et værk, som med besættende intensitet og enigmatiske stilhed undersøger følelsernes topologi via avanceret teknologi. Den amerikanske skuespiller Matt Dillon indtager hovedrollen i den 16 minutter lange film, som i langsomme nærbilleder følger de angste og eftertænksomme overvejelser fra en mand, der ligger inde i en MR-scanner. Beskueren tages ind i hans hjerne - bogstaveligt og allegorisk – mens han reciterer en monolog. Filmen krydsklipper til resultaterne af skuespillerens performede følelser, der vises som neurologiske scanninger omskabt til grafisk materiale via fMRI-teknologi. Med denne minimalistiske billedfortælling opstår komplicerede spørgsmål om, hvad bevidsthed er, og om følelsers status som forankrede i menneskets egen fysiologi. Just benytter sig som vanligt af enkle, men sikre greb og beskueren suges ind i et filmisk univers, der vækker undren og refleksion over den teknologiske tidsalders uendelige facetter, og hvad det vil sige at være menneske i denne tid.

Sofie Thorsen præmieres for sin udstilling Skravering på Ringsted Galleriet, som er en del af udstillingsprogrammet LANDBRUGLAND. Kigger man på Danmark fra et luftfoto, vil man hurtigt se, at det mere ligner skarpt optegnet grafik, end et kurvet vildt naturlandskab. Landbruget i Danmark har intet med natur at gøre, men er menneskeskabt i en grad, så vi i Danmark kun har ganske få procent såkaldt vild natur. Sofie Thorsens udstilling tager udgangspunkt i en dansk pløjemark og dens lange linjer, der skabes af ploven, når jorden brydes op. Hun har mimet den form for "skravering" af landskabet på gulvet inde i galleriet med lange sorte linjer hen over gulvet, så hele rummet bliver en form for kortlægning med en vibrerende optisk effekt. Kun gulvet bruger hun som udstillingsflade, ligesom landbruget også tænker i horisontale flader. På de sortoptegnede striber, ligger sporadiske store ruller af fotos med en jordrød farve på bagsiden. Fotografierne stammer fra en lokal arkæologisk udgravning i størrelsesforholdet 1:1, ligesom den rødbrune farve stammer fra mulden selv. 

Maryam Jafri præmieres for udstillingen No Lithium, No Work på Kunsthal Aarhus. Med skulptur, fotografi, video og tekst som sine kunstneriske udtryksformer blander hun forskellige genstande i sine installationer og levende billedformater. Udstillingen stiller spørgsmål til brugen af litium både som behandling af bipolare lidelser og som komponent i genopladelige batterier til alt fra elbiler, smartphones og solpaneler. Ved at udfolde denne dobbelthed gør Jafri os opmærksom på tre former for arbejde: kreativt arbejde, reproduktivt arbejde og industrielt arbejde. Samtidig undersøger hun mental sundhed og forbrugerkultur fra et globalt perspektiv. Udstillingen indkapsler Jafris praksis og tematiserer både det ”usynlige” arbejde (husholdningsarbejde) og det skjulte arbejde (udlicitering af produktion). I kunsthallens tre gallerier har Jafri skabt en udstilling, der er tankevækkende og retter vores blik mod nogle af samtidens større problemstillinger.

Marie-Lydie Nokouda præmieres for kunstkollektivet Black to normal. Da Marie-Lydie Nokouda i 2021 søsatte kunstkollektivet Black to normal var det med visionen om at synliggøre og opdyrke nye skrivetalenter og historier, der repræsenterede bipoc (black indigenous people of colour). Det har derefter udviklet sig til en platform, der fremmer afro/dansk kultur og støtter kunstnere kuratorere og kulturarbejdere, der identificerer sig som sorte, afrikanske, afro/danske eller afro- diasporiske. Black to normal har medvirket til en revitalisering af scenekunst branchen, hvor diversitet og integration er blevet synlig i debatten. Black to normal ønsker, at bicop-værker af høj kunstnerisk kvalitet kan blive en integreret del af den etablerede kunstbranche og nå ud til et bredt publikum. Black to normal arbejder for, at scenen skal afspejle samfundet både på og bag scenen, og værkerne skal skabe større bevidsthed om afro/dansk kultur. De har formået at sætte handling bag vision gennem talks, workshops og readings.

Katrien Verwilt og Trevor Davies præmieres for det landsdækkende kunstprojekt Metropolis Landscape. Som kunstneriske ledere på projektet har de vist mod til at udvide scenekunsten ved at bringe naturen og kunsten sammen i nye scenerum. Gennem tre år er landskaber blevet undersøgt, fortolket og formidlet af flere hundrede kunstnere fra dans, billedkunst, nycirkus, litteratur, performance, arkitektur, film kunst, litteratur og musikgenren. Performing landscape er kulminationen på det treårige Metropolis Landscape format, hvor nationale og internationale performancekunstnere og dansere er gået i kødet på de danske landskaber. Verwilt og Davies har skabt en festival og platform, hvor undersøgelser og eksperimenter er blevet dyrket og udvekslet i det tværfaglige felt undervejs. Med landskabstrilogien har Verwilt og Davies formået at udbrede kendskabet til performancegenren i hele landet. Verwilt og Davies har vist mod til at sætte nogle af det store spørgsmål som klimakrise og menneskets forbindelse og forankring til naturen på dagsordenen, samtidig med de har inspireret publikum i deres lokalområder.

Zara Zerny præmieres for filmen Ekko af kærlighed. Det er en stilistisk fortalt film om at miste sit livs kærlighed, når man bliver gammel, men også at det aldrig er for sent at finde den igen. Instruktøren formår med stor indlevelse og empati at skabe identifikation med en række enker og enkemænd, som deler deres historier om kærlighed. Vi oplever, hvordan et menneske har alle aldre i sig i sin alderdom, og det gør de medvirkende til stærke og bevægende mennesker fortalt med nuancer, vi sjældent får lov at opleve, når vi taler om de ældste medborgere i vores samfund. Zerny har et stærkt og poetisk sprog, og personerne giver sig hen til filmens smukke form og vokser nærmest ud af deres kroppe gennem fotografens leg med lys og bevægelse. Filmens musik og lyddesign bidrager til en vital energi, der skaber et både simpelt og komplekst portræt af mennesker, der elsker og længes.

Christian Einshøj præmieres for dokumentarfilmen Bjergene. Instruktøren har påtaget sig opgaven at få samlet sin familie, der er gledet fra hinanden gennem årene. Christian mister sin bror som lille, og det traume er aldrig blevet bearbejdet i familien. Bevæbnet med superheltedragter og et stort hjerte drager instruktøren ud mod bjergene i Norge for at foretage en slags genforeningsritual med sine brødre. Filmen er fortalt med stort fortællemæssigt overskud, til trods for den svære og personlige historie. Familiens fælles traume opleves nærværende i hvert billede og hver stemning i filmen - og Einshøjs upolerede bearbejdning inviterer publikum med på en rejse, som gør fortællingen universel og genkendelig for alle, der har oplevet den kraft, som tab og fortrængning kan have i en familie. Det rige arkivmateriale fra familiens liv behandles dramaturgisk sikkert og giver filmen en rigdom, som instruktøren deler generøst og ærligt med sit publikum. For enden af en knugende, rørende fortælling står håbet som eftermæle i denne dybt personlige skildring.