Danske og udenlandske forlag, oversættere, biblioteker og arrangører af litteraturarrangementer i både Danmark og udlandet får støtte fra i alt seks puljer. Foto: Esben Salling.

7,4 millioner kroner til 286 litterære projekter

Statens Kunstfond har netop uddelt 7,4 millioner kroner til litteraturprojekter i både Danmark og udlandet. De 286 projekter favner alt fra litteraturfestivaler, produktionsstøtte til danske bøger og oversættelser – særligt af Solvej Balles aktuelle romanserie, som nu vil udkomme på yderligere ni sprog.

27. oktober 2023

Kunstfondens Projektstøtteudvalg for Litteratur har modtaget 550 ansøgninger ved deres seneste ansøgningsrunde. Heraf har 286 projektansøgninger netop modtaget tilsagn om støtte.

Bred støtte til danske forlag

Hele 61 danske forlag og udgivere har modtaget midler til udgivelse af danske værker eller oversættelse af udenlandsk litteratur til dansk. Der er blandt andet givet støtte til oversættelse af den polske forfatter og nobelprismodtager Olga Tokarczuks nyeste værk – og til udgivelse af en novellesamling af Pia Juul.

Solvej Balle på aserbajdsjansk

Solvej Balles værk ’Om udregning af rumfang’ har stor interesse internationalt. Det er også tydeligt i ansøgningerne fra de udenlandske forlag. Her bliver der særligt søgt støtte til oversættelse og udgivelse af de første tre bind, som nu vil blive oversat til blandt andet fransk, spansk, aserbajdsjansk og serbisk.

Stor interesse for dansk litteratur i Polen

Der er et særligt stort antal polske forlag, som har søgt ved denne ansøgningsrunde – ni ud af 12 ansøgninger fra polske forlag har netop fået støtte til oversættelse af dansk litteratur til polsk. Det gælder blandt andet flere bøger til børn og unge, for eksempel Mira-serien af Sabine Lemira og Rasmus Bregnhøi og Annette Herzogs Hjertestorm/Stormhjerte, som er illustreret af Katrine Klante og Rasmus Bregnhøi. 

Litteratur til alle kanter i Danmark

Af de 7,4 millioner kroner er 2 millioner kroner uddelt til større litterære arrangementer og festivaler på tværs af landet og til formidling af dansk litteratur herhjemme og i udlandet. 

Til foråret kan man fx opleve litteraturfestivalen U.D.K.A.N.T.E.R i Lemvig. Et samarbejde mellem Lemvig Bibliotek, Lemvig Museum og Klimatorium, der på festivalen vil udforske udkantsproblematikker og -potentialer gennem poetry-slam, forfattertalks og oplæsninger. På festivalen debuterer byens unge, i samarbejde med huskunstnere, med den kollektive tekst ”Høfde 42”.

 

fakta

Bogreol
Foto: Esben Salling.

fakta

Om uddelingen

Der er uddelt projektstøttemidler for i alt 7.425.784 kroner. Ud af 550 ansøgninger er der givet 286 tilsagn.

 

Mere