39 arbejdslegater til scenekunstnerisk fordybelse

Publikum-inddragelse, kunstig intelligens og naturen som medskaber. Vi har modtaget ansøgninger fra et bredt genrefelt. Fra dybt kvalificerede scenekunstnere, der leverer kunst af høj kvalitet til hele landet.

30. maj 2023

Udvalgsleder for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Scenekunst, Lisbeth Burian, siger:

”Det har igen i år været en spændende og udfordrende proces at vælge, hvem der blandt de mange dygtige kunstnere skulle tildeles et legat. 

Ansøgerfeltet er præget af tydelige tendenser, hvor vi ser scenekunstnere være optagede af at danne fælleskaber – og hvor scenekunsten forsøger at interagere med publikum på nye måder. Vi ser kvindelige kunstnere storme frem med nye vinkler på feminisme. Kunstig intelligens og nye teknologier har også haft en stor plads i ansøgningerne, hvor man med kritisk nysgerrighed undersøger, hvordan teknologien kan indgå som en aktiv medspiller i skabelsen af værker.

Vi har også oplevet en tendens til, at der bliver kredset om sanselighed, klimakrise og natur. Vi ser landskaber og byrum indgå som scene, der rammesætter vores verden på nye måder.

I udvalget er vi optagede af at støtte kunstnere, der fornyer genren og har mod på at udfordre publikum. Vi har valgt ikke at uddele 3-årige arbejdslegater, men give flere ansøgere et højere enkeltstående beløb. Det har vi, da vi ønsker at investere bredere og give flere scenekunstnere mulighed for arbejdsro og fordybelse til at udvikle nyt. Det er derfor en glæde at kunne uddele 39 arbejdslegater i år, hvoraf tre legater på 50.000 kr. går til nogle af scenekunstens nye stemmer, der sparker døren ind og giver friske bud på, hvad scenekunsten kan anno 2023.

Vi takker for de mange ansøgninger, vi har læst de seneste fire år. De har givet en kæmpe indsigt i, hvad der rører sig i branchen – og et indblik i mange originale tanker og visioner for fremtidens scenekunst. Vi opfordrer alle scenekunstnere til at blive ved med at udvikle genren og bevare troen på, at scenekunsten har en vigtig stemme. Det er med glæde, at vi giver stafetten videre til et nyt udvalg ved årsskiftet.”


Fakta

Værk af legatmodtager
Fra forestillingen Memoriam, skabt af Tim Matiakis i samarbejde med Scenatet, komponist Niels Rønsholt og housedanser Marie Kaae. Foto: AdeY.

Fakta

Om uddelingen

Vi har modtaget 202 ansøgninger, hvoraf 39 tildeles et arbejdslegat.

Der er i alt uddelt arbejdslegat for 3,8 mio. kr. 

  • 5 legater på 200.000
  • 15 legater på 100.000
  • 16 legater på 75.000
  • 3 legater på 50.000

Se hvem der modtager arbejdslegater for scenekunst 

OM STATENS KUNSTFONDS LEGATUDVALG FOR LITTERATUR

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Scenekunst tildeler legater og stipendier til skabende kunstnere inden for scenekunstområdet. Støtten gives på baggrund af ansøgerens samlede kunstneriske virke.

Læs mere om Legatudvalget for Scenekunst

Mangler du mere info?

Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

 

Mere