Folkemusikgruppen ’Stundom’ er støttet med 50.000 kr. fra puljen ’Orkestre, bands, kor og ensembler’. Foto: Julia Severinsen.

27 millioner kroner til musikprojekter i hele Danmark

Statens Kunstfond har netop uddelt støtte til 408 musikprojekter i 2025. Hovedparten af støtten går til festivaler, koncertforeninger samt orkestre, bands, kor og ensembler. Men også amatørmusik og trykte og digitale publikationer om musik får støtte. Projekterne tæller især mange lokale initiativer, der er med til at styrke det lokale liv.   

8. november 2024

Udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Musik, Rikke Øxner, siger:

”Det har været en fornøjelse at se, at der er mange nye initiativer på landsplan, også på tværs af genrer, når det kommer til festivaler og koncerter. De mange initiativer er med til at danne en vigtig ramme om fællesskaber rundt i landet. 

Blandt de støttede projekter er der især mange lokale tiltag i yderområderne. Vi er glade for at være med til at skabe kulturtilbud dér, hvor der geografisk er langt imellem udbuddet af livemusik. Det er en vigtig brik i musikkens økosystem, at der er kvalitetsmusiktilbud for alle.”

Fra ø-festivaler til koncertforeninger i Nørre Snede og Marstal 

De støttede projekter spænder bredt, bl.a. har flere ø-festivaler fået støtte. Herunder festivalerne på Fejø, Livø, Fanø og Strynø, der ifølge udvalgslederen netop er med til at engagere lokalt samt tiltrække gæster og turister. 

Også et mangfoldigt felt af koncertforeninger har fået støtte – i både Thorøhuse, Mørkøv, Nørre Snede, Orenæs, Hjørring og Marstal. Kunstfonden bidrager dermed også her til et stærkt lokalt musikliv båret af mange lokale ildsjæle, og blandt andet derfor får selv små beløb ofte stor betydning. 

Højt niveau og stort udbud af danske musikere

Kunstfonden støtter en hel række danske orkestre, bands, kor og ensemblers virke og koncertaktiviteter. Niveauet er højt og spænder over alle genrer og hybrider mellem genrer.

Se alle tildelinger

fakta

Sløret, kunstnerisk foto af band.
Også Metal-bandet CABAL modtager projektstøtte ved denne uddelingsrunde. Foto: Christoffer Rosenfeldt.

fakta

Om uddelingen

Projektstøtteudvalget for Musik har behandlet 700 ansøgninger og uddelt i alt 26.959.020 kr.

Udvalget har arbejdet på at gøre sine tildelinger mere transparente og gennemgik sidste år alle musikpuljerne for at gøre ansøgning mere tilgængelig og tidssvarende med færre krav og kriterier.

 

Mere