13 kunstneriske talenter bliver en del af karriereprogram
Statens Kunstfond har igen i år udvalgt en række kunstnere på tværs af alle kunstområder, som nu bliver en del af karriereprogrammet ‘Den Unge Kunstneriske Elite’ (DUKE).
24. november 2025
Karriereprogrammet har til formål at hjælpe unge talenter med at udvikle deres kunstneriske virke og fremme deres karriere nationalt og internationalt. De 13 kunstnere, der fordeler sig inden for musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, film, arkitektur samt kunsthåndværk og design, bliver en del af det to-årige kunstneriske udviklingsprogram.
Udvalgsleder, Chris L. Halstrøm, udtaler på vegne af udvalget:
”Vi har i år set mange ansøgere, der arbejder tværæstetisk og med flere kunstarter. Kunstnere, der mener, at store og komplekse temaer kræver nye greb og en udfordring af deres egen faglighed. Flere tager samtidig udgangspunkt i lokale traditioner, og mange går i dialog med både deres egne og materialernes grundressourcer. Blandt dette års DUKE-modtagere er der en klar bevidsthed om, hvor netop deres kunstneriske karriere skal bevæge sig hen, og hvordan det skal gøres. Det ser vi blandt andet i nogle rigtig gode konsulentvalg.”
De 13 udvalgte kunstnere er:
JJ Paulo
JJ Paulo skaber livsbekræftende musik med en bemærkelsesværdig kunstnerisk integritet og et inspirerende entreprenørskab. Han har et internationalt udsyn, der kontinuerligt er med til at løfte den kunstneriske kvalitet i hans produktion. Paulo blander let og legende den tanzanianske Sukuma-kultur med moderne afrobeat og leverer sin musik med en stærk scenetilstedeværelse, der allerede er blevet bemærket internationalt. Paulos kunstneriske udvikling går i retning af tværæstetiske samarbejder med dansere og billedkunstnere, og med sit DUKE-forløb, hvor han samarbejder med konsulent Tim Brauner, starter han en langsigtet plan for at opnå et international gennembrud.
Elise Reine
Elise Reine er frontfigur inden for eksperimenterende cirkus for voksne. Hun har sit helt eget personlige udtryk og mange spændende værker bag sig. Reine forener sin håndværksmæssige kunnen inden for cirkus med stærke narrativer, der rummer psykologisk dybde. Hun har en særlig opmærksomhed på det normnedbrydende og sårbare. Reines mål med DUKE-forløbet er at udvikle sin kunstneriske praksis og gøre den synlig og tilgængelig for både samarbejdspartnere og publikum. Sammen med konsulent Kitt Johnson vil hun styrke forbindelsen til det nordiske og internationale felt inden for eksperimenterende cirkus.
Lin Alluna
Lin Alluna står et spændende sted i sin kunstneriske karriere. Hun har allerede markeret sig som dokumentarist med Twice Colonized (Sundance, Hot Docs), der har fået stor international anerkendelse. Som filmskaber har hun givet stemme til komplekse kvindelige karakterer, der insisterer på, at sårbarhed, styrke og troen på forandring kan gå hånd i hånd. Det virker som et naturligt næste skridt, at Alluna nu ønsker at udfolde sit filmsprog i fiktionen. Alluna har både talentet og modet til at lykkes med dette skridt, der har potentiale til at skabe fornyelse og bidrage til en spændende udvikling i dansk film. Konsulentforløbet med Tobias Lindholm fremstår som et stærkt valg. Ikke blot fordi han har stor erfaring med at bevæge sig mellem manuskript og instruktion, men også fordi de begge arbejder med virkelighedsnære karakterer og dilemmaer samt en tro på, at film kan skabe indsigt og forandring.
Stundom
Stundom er en folkemusiktrio bestående af Emma Kragh-Elmøe (violin), Julian Svejgaard (klaver) og Villads Hoffmann (cittern), der opfindsomt og indsigtsfuldt blander nordisk folkemusik med moderne kammermusik. Med deres stemningsfyldte kompositioner har de markeret sig som et ensemble med internationalt niveau og med potentiale på den danske scene for ny, nordisk folkemusik. Stundom vil igennem DUKE-forløbet styrke deres kunstneriske identitet nationalt og arbejde på et internationalt gennembrud i USA i samarbejde med konsulent Tom Sherlock.
MAST - Maritime Architecture Studio ApS
MAST er en specialiseret tegnestue, der arbejder med at forme Danmarks kystlandskaber. Hvor havvandet stiger og trænger sig på mod boliger og byrum, udvikler de løsninger, der tager udgangspunkt i vandets og kysternes foranderlighed. Deres mål er at udvikle og vise, hvordan æstetisk klimatilpasning kan sameksistere med landskab, funktion og kulturmiljø. Gennem DUKE-forløbet vil de sammen med konsulenterne Boris Brormand Jensen og Pernille Skov udvikle og udbrede deres viden og praksis, så æstetik bliver integreret i den strategiske planlægning af fremtidens kystlandskaber – ikke bare en eftertanke.
Samara Sallam
Samara Sallam er en tværmediel kunstner, der i performances, skulpturer samt skrevne værker, udforsker sprogets liv i kroppe og kollektive erindringer og myter på forskellige spirituelle og politiske niveauer. Med sine fængslende skulpturelle portaler og projekter som ’School of Spaces’ åbner hun nye refleksive rum for både krop og sind. I løbet af sit DUKE-forløb vil Sallam blandt andet arbejde med produktion af værker til offentlige rum i Danmark, internationale præsentationer. Sammen med konsulent Vera Østrup skal Sallam balancere produktion af nye værker med udvidelsen af internationale netværk og kunstnerisk udvikling.
Nanna Cecilie Bang
Nanna Cecilie Bang er dramatiker, instruktør og skuespiller. Hun skriver og performer sine egne værker, og hun har en helt særlig plads i den danske scenekunstbranche. Bang arbejder med et frit udtryk og har formået at bevare sin egen stemme, selv når hun sættes ind i store produktionsmaskiner. Hun skriver stærkt; materialet er blottet, råt og af høj kvalitet på samme tid. Hun er kompromisløs og skaber kunst af nødvendighed. Med Marie Mors som konsulent vil Bang bruge DUKE-forløbet til at styrke samarbejder både nationalt og internationalt.
Sherilyn Nicolette Hellberg
Sherilyn Nicolette Hellberg er oversætter og forfatter. Hun arbejder med en kollaborativ oversætterpraksis i løbende samarbejde med forfattere og har blandt andre oversat Linea Maja Ernst og Emma Holten. Oversættelse er en gammel disciplin, og i en tid, hvor AI gør sit indtog på den litterære scene, har Hellberg vist, at hun har sans for computerens utilstrækkelighed – og hvorfor oversættelse er en kunstnerisk disciplin, der kræver en særlig evne til at mærke teksten i sammenhæng med oversættelsen. Med DUKE-forløbet sigter Hellberg mod at få fodfæste både i Danmark og internationalt som forfatter og litterær oversætter. Hellberg har litterær agent Dana Murphy som konsulent, der har mange års erfaring med nogle af de største internationale forlag og redaktører. Sammen med hende vil Hellberg danne forbindelser mellem danske og udenlandske forfattere.
Lasovský Johansson Architects
Juráš Lasovský og Hanna Johansson står bag den svensk/tjekkiske tegnestue, der er baseret i København. Arkitektduoen arbejder med en tydelig kunstnerisk ambition. De udfordrer med deres poetiske tilgang til arkitekturen og har allerede fremragende, realiserede projekter bag sig. Med konsulent Oanh Nguyen Henriksen fra Dorte Mandrup har de indgået et samarbejde, der gennem DUKE-forløbet kan styrke deres strategiske forretningsudvikling. De har et stort internationalt potentiale og har allerede markeret sig stærkt i Skandinavien.
Olivia Rode Hvass
Olivia Rode Hvass leger med strukturerne gennem ekspressive væverier og installationer. Hun knytter popkultur og folkloristik, tegneserieuniverser og samtidsfigurer sammen i rumlige konstellationer. Hendes praksis er normkritisk, men moraliserer ikke – den byder os et sanseligt nærvær, der peger på vores menneskelighed. Igennem sit DUKE-forløb vil hun opnå nye vævefærdigheder og udvide sin praksis med beton, musik og scenografi i nye værker med rådgivning fra konsulent Maria Kjær Themsen. Hendes praksis er i rivende udvikling, men er samtidig klar til et internationalt fremstød med særligt fokus på Mellemeuropa og Seoul.
Maria Dybbroe
Maria Dybbroe er komponist og saxofonist og arbejder med eksperimenterende musik i krydsfeltet mellem jazz, ny kompositionsmusik og improvisation. Hun skriver primært til sine egne projekter, men bidrager også som musiker, solist og komponist i en lang række andre ensembler. Hendes kunstneriske praksis er både undersøgende og udfordrende, drevet af et ønske om at skabe åbne, sanselige fællesskaber, der kan invitere nye publikumsgrupper ind i den improviserende musikscene. I sit DUKE-forløb vil hun fokusere på både øget koncertaktivitet og styrket markedsføring i Skandinavien og Nordeuropa, samtidig med at hun vil arbejde på at etablere sig som komponist for større orkestre. Med konsulent Bugge Wesseltoft får hun værdifuld kunstnerisk og karrieremæssig sparring, der understøtter hendes arbejde i det særlige musikalske felt, hun bevæger sig i.
Ditte Krøyer
Ditte Krøyer er en kunstner, der med blandt andet performance, musik og skulptur arbejder med en punk- og black metal-inspireret æstetik. Der er en stor fremdrift i hendes kunst, som beskæftiger sig med spirituel smerte i form af sorg, skam og død, men også med udvikling og udbytning af naturens ressourcer. Hendes praksis er en smeltedigel af umage forbindelser; den er ofte kropsligt insisterende og viger ikke tilbage fra hverken ubehaget, det konfronterende eller det magiske. Krøyers DUKE-forløb vil have fokus på at skabe internationale muligheder med kurator Seolhui Lee som konsulent.
Thomas Woltmann
Thomas Woltmann er møbeldesigner og arbejder både kunstnerisk og industrielt med at udvinde okker fra den danske natur og forvandle det til bæredygtige, holdbare farver. Hans praksis tager afsæt i traditionelle teknikker fra den historiske okkerindustri, og det er blevet hans mission både at udbrede kendskabet til disse metoder og videreudvikle dem til brug i møbeldesign, maling og olie samt tekstilfarvning. I sit DUKE-forløb vil han, ud over at videreføre sin kunstneriske produktion og entreprenørskab, hente viden om brugen af jordpigmenter i Japan og kortlægge danske kilder til okker, hvor udvindingen kan være til gavn for naturen.
Om uddelingen
Karriereprogrammet ’Den Unge Kunstneriske Elite’ gik i luften i 2018 og har til formål at hjælpe unge fremadstormende kunstnere med at få foden indenfor på den danske og internationale scene.
Hver af de udvalgte kunstnere har sammen med en selvvalgt, erfaren konsulent udtænkt et skræddersyet toårigt karriereforløb, der skal sætte fart i deres karriere både nationalt og internationalt.
Med karriereprogrammerne får de ekstra mulighed for at fordybe sig i arbejdet med deres kunstneriske udtryk gennem bl.a. mentorforløb, residencies og samarbejder med andre internationale kunstnere.
Læs mere om karriereprogrammet ’DUKE’
Mangler du mere info?
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53