Årets præmierede bøger 2019

“Vi har i år præmieret 10 forskellige værker, der på hver sin måde tager stilling til verden her og nu. Det kan man gøre ved at se tilbage, for at se frem. Eller man kan rejse ud, for at finde hjem. Det er hudløse og konsekvente værker, der på mange planer får verden til at ryste. Det er nemlig nødvendige, ærlige og kompromisløse værker om ikke at stå stille i sit eget liv, men tage et valg og handle på det."
– formand for Legatudvalget for Litteratur Tomas Lagermand Lundme
 

Begrundelserne for de 10 præmierede bøger fra 2019

Rejsebogen ’Africana’ af Thomas Boberg, Gyldendal

Med sin femte rejsebog, ’Africana’, har Thomas Boberg formået at genopfinde sig selv og lægge nye dimensioner til sin rejselitteratur: Han træder selv lidt i baggrunden og lader andre stemmer komme til orde, og så åbner han for en mere journalistisk åre, der oplyser læseren om de steder, han rejser, og som giver et nuanceret og stærkt sanset indtryk af store bidder af det afrikanske kontinent. Alt sammen uden at miste det personlige, poetiske og intenst kaotiske, som udmærkede de tidligere rejsebøger. Boberg har nemlig altid mødt den fremmede verden, han bevæger sig ind i, med frygtløshed og alle sanser pivåbne. Han sætter sig selv maksimalt på spil hver gang på en måde, hvor rejsen ud også bliver en rejse ind i den rejsende selv, hans nutid og hans fortid. Ad den vej har Boberg allerede leveret nogle af det bedste rejsebøger i nyere dansk litteratur, ikke mindst ’Sølvtråden’ (1996) og ’Americas’ (1999). Det er det han igen med ’Africana’, og mere til.

Romanen ’Zombierådhus’ af Pablo Llambias, Gyldendal

I ’Zombierådhus’ vender Pablo Llambias vrangen ud på velfærdssamfundet. Hvor forgængeren ’Rådhus’ fra 1997 undersøgte dette samfunds idealer med tungen i kinden, fortæller ’Zombierådhus’ fra et sted ude i fremtiden om disse idealers sammenbrud. Den uhyggelige fornemmelse af, at vi allerede er ankommet til dette nedsmeltede samfund, gennemsyrer bogen. Men det er morsom uhygge, personificeret ved den underlige gruppe af observatører og Twin Peaks-misfits, inklusive Google-manden, der som gæster fra fremtiden vandrer rundt i den forbavsende nok stadig menneskelige og helt almindelige danske rådhushverdag. Llambias synger velfærdssamfundets svanesang, tænker man, indtil man tager sig i det og griner ad det sære møde mellem Google-Earth, zoombie-genren og dansk hverdagsrealisme. ’Zombierådhus’ stritter i mange retninger, og den er helt sin egen. Måske er det allerede gået helt galt. Det er i hvert fald helt skævt.

Det historiske værk ’Viking. Ran, ild og sværd’ af Jeanette Varberg, Gyldendal

Det kan virke som en umulighed at træde nye veje rundt om en historisk epoke, der er så sagnomspunden som vikingetiden. Ikke desto mindre er det præcis, hvad Jeanette Varberg formår med sit mammutværk, der udraderer myterne om isolerede erobringstogter og voldsstereotyper, som man kender dem fra de kulørte genrer. I stedet præsenterer Jeanette Varberg os for et folkeslag, der opstod, blev gødet og til sidst slukket som et udkomme af europæisk storpolitik.

’Viking. Ran, ild og sværd’ er et historisk værk i bredformat, som takket være Jeanette Varbergs formidable formidlingsevne og den eminente balancegang mellem de store stræk og detaljens nedslag bliver til en regulær og i øvrigt smukt illustreret pageturner. Jeanette Varberg skriver til og for læseren og formår med sikker hånd at forvalte historieskrivning som rendyrket litteratur. Resultatet er blevet et storværk, som på fornem vis understreger fagbogens betydning for den vanskelige kunst at bygge bro mellem viden og folkelig udbredelse.

Prosahåndbogen ’Bestiarium’ af Carsten Müller Nielsen, Jensen & Dalgaard

Princippet bag ethvert opslagsværk er, at det holder sig strikt til fakta og afstår fra svinkeærinder. Heldigvis har det leksikale fået sig en strålende afviger i Carsten Müller Nielsen, som i ’Bestiarium’ lader en fri og frodig fabuleren skyde op gennem de naturhistoriske deklarationer, så beskrivelsen af børsteormen på forunderlig vis bliver til en lille novelle om den slovenske jernbanesvellearbejder Hrjove Zaborac, og edderkoppearten Xysticus ender som en syret fabel om postbuddet og havet.

’Bestiarium’ er en prosahåndbog, det lader det store omfavne af det små, det lillebitte af det enorme, og ud af det alt sammen udklækker Carsten Müller Nielsen et mesterligt værk, som viger uden om al plotfiksering og regelbundethed og løfter sig over mængden som sprogets litteratur af fineste karat.

Ungdomsromanen ’Hollys Hav’ af Lone Elmstedt Bild, Høst & Søn

Hollys verden er i oprør. Både omkring hende og inde i hende sker der ting, hun ikke forstår, og som hun prøver at få svar på. En charmerende og rørende roman om identitet, venskab, forelskelse, familierelationer og de forandringer og de spørgsmål om livet, der dukker op, når man er ved at blive voksen, og når ens far bliver ved med at være ens far, selvom man hverken deler hus eller dna med ham. Lone Elmstedt Bild har en dejlig evne til at fortælle om det tankevækkende og eksistentielle i livet på en enkel, jordnær og samtidig smuk og varm måde.

Billedbogen ’Mørkemusen’ af Tea Bendix og Marianne Iben Hansen, Gyldendal

En billedbog der med ømhed og poesi beskriver både det hårde, det stærke og det smukke ved at være anderledes – og alligevel høre til. Bendix’ sarte, fine streg har en nerve, der gør billedsiden levende og løfter de følelsesmættede karakterer op fra siden og vækker dem til live. Mens Hansens rimende, fremmedrettede og energiske tekst om den lille outsider mus, der bliver en helt, giver bogen en klassisk eventyrislæt og sørger for bogens rytme og hjertebanken. Tekst og billede er stærke og sigende hver for sig, men samlet set bliver bogen til et lille kunstbog, der både kan være en god samtalebog for de mindste, men også kan opleves på anden plan af ældre læsere og oplæsere. En rørende, dejlig bog.

Kortromanen ’Løberen’ af Signe Maxen, Rosinante

I ’Sort Galde’ (2017) skrev Signe Maxen et modigt værk om spisevægring. I ’Løberen’ fortsættes undersøgelsen af det syge kontra det raske, men aldrig som en udstilling af hovedpersonen Saras forestillinger om en krop, der nærmest løber gennem teksten og giver den en særlig energi, en rytme af noget, der forsvinder gradvist fra hovedpersonens eget liv. Det er et trekantsdrama i en kort, bidende tekst, der står som en slags registrering af kontroltab, når Sara giver sig hen til mørket og mister alt det, hun er. I en kærlighedsfeber af lipgloss, vanvid og en virkelighed, der spurter, fordi hun i bund og grund elsker noget af det, der gør, at hun bliver syg. Det er så ærlig en tekst, Signe Maxen får etableret med sin historie om at overleve det liv, der ikke er verdens nemmeste at leve, når man indgår en pagt med stemmerne i sit eget hoved.      

Digtsamlingen ’Hindre’ af Morten Chemnitz, Gyldendal

Ingenting er det samme længere, når man læser digte af Morten Chemnitz. Noget går for alvor i stykker, en hverdag, som prøver at hænge sammen, bliver pludselig til dele af en krop med smerte. En smerte, som også er i et rum, der iscenesætter sig selv som netop en krop med ryg, hånd, længsel, savn og venten, en evig venten. Der er digte, der igennem gentagelser opbygger og nedbryder håb, benægtelser, ødelæggelser og en konkret opløsning af den krop, der venter i et rum på noget, som ikke bliver til det, man havde ventet. Der er enkelt, nærmest nøgen lyrik, der sætter Morten Chemnitz’ forfatterskab ind i en ny arena af kølige værelser langt, langt væk fra den natur, han ellers plejer at besynge. Det er smerteligt smukt.     

Reportagebogen ’Identitær’ af Rasmus Hage Dalland, ATLAS

Dalland har skrevet en anderledes rejsebog, som med sit knappe, journalistiske sprog og tænksomme tilgang er en velgørende modvægt til den skingre retorik, der ellers præger den politiske debat om Europas nye højre. Med ægte nysgerrighed og fordomsfrihed rejser Dalland ud og møder ”de andre” og lytter og sanser og fortæller, og han sætter sig selv på spil, så bogen forekommer drevet frem af en indre nødvendighed, som gør den både øjeåbnende og rystende og udfordrer læserens vanepositioner og automatholdninger. Det er på sin egen stille måde en meget modig bog.

Oversættelsen af værket ’Rejse gennem natten’ (Friederike Mayröcker) oversat fra tysk af Eva Botofte, Palomar

”Rejsen” i Mayröckers smukke og vanvittige værk skal forstås i både egentlig og metaforisk forstand – forfatteren rejser med tog gennem Europa og er samtidig på rejse i sit indre univers. Den korte bog bliver en udladning af skrift om forfald og mørke, i sproget og kroppen og livet og i relationerne mellem mennesker, og lader sig nærmest kun læse i en hæsblæsende omgang. Eva Botoftes idérige og musikalske oversættelse er fænomenal og giver den danske læser adgang til samme hæsblæsende oplevelse, som originalen har gjort for de tyskkyndige.