Om forskningsprojektet

"Børn og unges møde med kunst", 2017

Af Gitte Ørskou
Formand for Statens Kunstfond 2014-17

Danmark har en stolt og lang tradition for at prioritere kunst og kultur i øjenhøjde. I årevis er en stor del af de offentlige kulturkroner gået til at fremme kunstoplevelser for børn. Statens Kunstfond alene sender hvert år rundt regnet 100 millioner kroner i retning af kunst for børn. Blandt andet bliver børn og unge præsenteret for kunsten og får indblik i de kunstneriske arbejdsprocesser gennem Huskunstnerordningen og Åben skole projekter, der inviterer kunstnere indenfor i læringsmiljøet.

Det giver os en særlig forpligtelse til at følge op på betydningen af disse oplevelser - både for børnene og for andre involverede parter.

Udgangspunktet er overbevisningen om, at kunsten gør en forskel for både små og store mennesker. Kunsten afspejler os som mennesker, borgere og samfund, og mødet med kunsten har i sig selv en positiv betydning for børns kreative, kognitive, følelsesmæssige og æstetiske og sociale udvikling.

Formålet med nærværende forskningsprojekt er at kigge os selv efter i sømmene. Med en investering på i alt 1.5 millioner kr. har vi både ønsket at se på de reelle praktiske erfaringer fra området og komme nærmere på en valid metode til at vurdere værdien og betydningen af indsatsen for børn og unges møde med kunsten.

For det er jo ingen hemmelighed, at kunstens værdi ikke er enkel at sætte på formel. Derfor har vi bevidst valgt et bredt felt af forskere fra forskellige forskningstraditioner, som i fællesskab er kommet med et bud på, hvordan vi kan blive klogere på betydningen og værdien af kunst i børns og unges liv.

Inden offentliggørelsen er forskningen desuden forelagt og diskuteret på en større rundbordssamtale med 60 inviterede fagpersoner.

Statens Kunstfond er bevidst om, at der er mange røster og forskningstraditioner, og at den foreliggende rapport repræsenterer et forskerhold med overvejende pædagogisk/didaktisk fokus på børn og unges møde med kunsten.

Der er et stort dannelsespotentiale i børn og unges møde med kunsten, som er grundlæggende og vigtigt for udvikling af vores kultur og dens værdier og Statens Kunstfond håber, at dette felt vil blive undersøgt fra mange forskellige forskningsvinkler i fremtiden og med endnu større kraft.

Resultatet, som vi er meget stolte af, præsenterer et helt nyt metodisk bud på, hvordan man kan undersøge og evaluere potentialerne i projekter, hvor børn og unge møder kunst. Og de giver en række anbefalinger til, hvordan kunstprojekter med børn og unge bør udvikles, gennemføres og evalueres.

Forskerne anbefaler blandt andet:

  • Et øget fokus på de partnerskaber, som er fundamentet for børns og unges møde med kunsten.
  • At kunstmøderne udvikles, så de får større betydning – ikke blot for børnene - men også for de deltagende kunstnere, formidlere, lærere og institutioner, som deltager i projekterne.
  • At inddrage æstetiske evalueringsmetoder i vurderingen af et givent projekts succes, så man også forholder sig til kvaliteten af de kunstneriske processer og udtryk.
  • Kortlægningen, de metodiske overvejelser og det særlige indblik i samspillet mellem de forskellige parter skal tilsammen ses som et indspark i det videre arbejde og i diskussionen om værdien af at møde kunsten. Statens Kunstfond bruger konkret den nye viden til at revidere en del af kravene i vores egen huskunstnerordning. Og vi håber, at både kunstnere, lærere, forskere og andre faggrupper kan have gavn af indsigten og bruge den fremover som en trædesten i det videre arbejde med at styrke og udbrede børn og unges møde med kunst.
Mere