Beboerne bestemmer scenekunst

Nye scenekunstprojekter rykker ind i udsat boligområde i Esbjerg og skaber teateroplevelser i fællesskab med områdets beboere. Det er seneste skridt i projekt ’6705 + Statens Kunstfond’.

Projekt: 2019-2021

Læs om projektet

Beboerne på Stengårdsvej i Esbjerg har valgt tre nye teaterprojekter, der skal skabes og opføres i deres lokalområde. Med de nye projekter kan beboerne frembringe store lysskulpturer, tage på interaktive vandreforestillinger og deltage i gameshows på tværs af generationer. De tre nye projekter giver børn, unge og voksne mulighed for selv at skabe scenekunst.

Projekterne er seneste skridt i projekt ’6705 + Statens Kunstfond’, der udvikler og udfolder nye kunst- og kulturprojekter i tæt samspil med de mennesker, der bor i området. Projekterne er udviklet af professionelle scenekunstnere og løber i 2020 og frem til sommer 2021.

Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst Lars Seeberg siger:

”Det er virkelig dejligt, at beboerne på Stengårdsvej bliver direkte inddraget i de tre nye scenekunstprojekter. På den måde er de direkte med til at skabe kunsten. Vi tror og håber på, at det kan være med til at skabe god forankring i området og ikke mindst give stærke oplevelser for alle, der er med.”

Lysende hjælpere i Vintermørket

Sammen med Stengårdvejs børn og unge vil professionelle scenekunstnere skabe ’lysende hjælpere’ i et forløb, hvor børnene udtænker og kreerer deres egne lanterner, lysskulpturer og optager et lydlandskab. Projektet, der er skabt af scenekunstner Sara Vilslev, skal sætte fokus på børnenes skaberlyst og styrker. Det kulminerer i en spektakulær procession for alle områdets beboere gennem vintermørket med lanterner, lys og lyd.

Næste station Stengårdsvej

Sammen med et hold af unge og ældre borgere fra Esbjerg Ø vil forestillingen guide publikum gennem fem stationer på udvalgte steder på Stengårdsvej. Forestillingen vil bruge de udvalgte steder som trin til en ny forståelse af området og skabe startskuddet til et nyt syn på kvarteret. De interaktive vandreforestillinger ”Næste station Stengårdsvej” er skabt af Behind the Scenes og bliver udviklet i samarbejde mellem borgerne og kunstnergruppen. 

Battle of the generations Esbjerg

I teaterforestillingen udformet som gameshows battler et hold af castede unge under 20 mod et hold af ældre på 60+ fra boligområdet. Deltagerne skal løse opgaver, som ”navngiv din generation” og ”fortæl, hvordan du vil redde verden på 30 sekunder”, der sætter deres forståelse af dem selv og deres generation i spil. Teaterforeningen Liminal.dk står bag projektet og vil udforske, hvad der forbinder og adskiller os på tværs af generationer, etnicitet, køn, alder, kulturelle normer, lokale tilhørsforhold og virkelighedsforståelse.

Fakta

Oversigtsbillede over boligblokke

Fakta

Om projekterne

De tre scenekunstprojekter blev udvalgt på baggrund af et open call fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Udvalget sendte fem valgte projekter til repræsentanter fra Stengårdsvej, som stod for at udvælge de tre endelige projekter. De tre projekter bliver støttet med i alt 955.000 kroner fra Statens Kunstfond.

 

Mere