Fra ustillingen ORIORI. Foto: Peter William Vinther.

Emilie Palle Holm

Emilie Palle Holms kunstneriske arbejde er et nørdet og eksperimentelt overflødighedshorn af nysgerrighed og præcision. Hendes vendbare, vævede og foldede værker ORIORI tager origami til ekstremerne. Her kombineres hendes mestring af den digitale vævemaskine med en sprudlende og legende æstetisk attitude, idet hun formår at komponere tredimensionelle tekstile objekter, der kan manipuleres og forvandles til alskens forskellige udtryk. 

De seneste WOVEN VOXEL-værker, udviklet på Textiel Museum, er helt suveræne vævestykker.  På næsten magisk vis bryder de grænserne for vævens formåen og med sine myriader af perfekt ordnede snoreforløb, der krydser hinanden i luftige rumlige kompositioner, indgyder de en vidunderlig blanding af forundring og begejstring i beskueren. Tildeling af det treårige arbejdslegat til Emilie Palle Holm vil uden tvivl resultere i nye tryllebindende værker fra hendes hånd.

Emilie Palle Holm modtager et treårigt arbejdslegat (855.000 kroner).

Tilbage