Søren Østergaard (f. 1957)
Søren Østergaard (f. 1957)
Begrundelse for tildeling
Vi hylder en klovn!
Danmarks éner og helt særlige kunstner, Søren Østergaard, hyldes for sin lange karriere som skaber af Cirkus Nemo og som artist for sine utallige karakterer og figurer, der har underholdt hele Danmark siden 1980’erne.
Der er ikke mange som Søren, der i bedste commedia dell'arte-stil har skabt sketches, hvor han har fået lattermusklen til at krampe og hjertet til at banke. Søren har standhaftigt kastet sin kærlighed på cirkusgenren, og i manegen har han spillet næsten alle arketyper. Han er en ægte cirkushest med kæmpe kærlighed til publikum, som af og til også får en fuck-finger, når han gestalter sin ikoniske ’Smadremanden’. Derudover har han også fortryllet og forført med figurerne ’Baglænsmanden’ eller ’Manden der ikke kan fløjte’. Listen er lang.
Søren har engang sagt, at det handler om ”at gøre en bagatel til det største, bedste og sværeste.” Hans komiske timing og risikovillighed rammer plet. Også når han rammer ved siden af, er han en mesterlig improvisator. Han går planken ud med alle sine figurer, som spejler den danske folkesjæl.
Legatudvalget for Scenekunst består af: Sargun Oshana (udvalgsleder), Catherine Poher og Anna Malzer.