Ole Søndergaard (f. 1937)
Ole Søndergaard (f. 1937)
Begrundelse for tildeling
Ole Søndergaard er, med sit karakteristiske robuste og klare formudtryk, en af de vigtigste danske grafiske designere i det tyvende århundrede. Han er først uddannet skiltemaler, siden arbejdede han med sten-skrifter til udhugning i monumenter og blev derefter uddannet grafisk designer fra Akademiets arkitektskole.
I Ole Søndergaards virke træder to ligeværdige forudsætninger fra denne baggrund frem: det høje kunstneriske niveau og den høje håndværksmæssige kvalitet. Han er i særlig grad en designer, der gennem sit virke har vist, at håndværk er en afgørende og grundlæggende kvalitet i design, der rummer blivende værdi. Skriftens stærke formgivningstradition er et væsentligt fundament for grafisk kommunikation i Danmark, og det viderefører Ole Søndergaard i sit arbejde med både formgivning af bomærker, logoer, skiltning og skriftsnit.
Gennem sine mange skriftarbejder har Ole Søndergaard bidraget, både nationalt og internationalt, med skrifterne Public og Signa, hvor særligt sidstnævnte har vundet stor udbredelse. Med en funktionel orden, i kombination med en altid blød konturtegning, har han været med til at danne skole for dansk grafisk design siden 1980'erne. Gennem årene har han med sin faglige signatur udviklet omfattende skilte og piktogramsystemer for blandt andet Vejdirektoratet, Skov og Naturstyrelsen og Forsvarets Bygningstjeneste. Han har formgivet vores omgivelser og indirekte dannet os med de høje forventninger til klarhed og let afkodeligt formsprog, som danskere i dag har til grafisk kommunikation i det offentlige rum.
Bevæger man sig langs de danske motorveje, har man med sikkerhed stiftet bekendtskab med Ole Søndergaards design. Siden 1989 har han stået bag alle vejskilte, piktogrammer og symboler fra Vejdirektoratet – og man fristes til at sige, at hans arbejde på den måde måske er Danmarks mest kendte, nutidige, grafiske design.
På den baggrund indstiller vi Ole Søndergaard til Statens Kunstfonds hædersydelse.