Lene Kaaberbøl (f. 1960)
Lene Kaaberbøl (f. 1960)
Begrundelse for tildeling
Lene Kaaberbøls vidtforgrenede forfatterskab tæller bøger for både børn og voksne. Hun debuterede i 1975 som kun 15-årig og har siden udgivet et stort antal titler, der er præget af en righoldig og dybt original fantasi. De af hendes bøger, der har haft størst betydning for den læsende offentlighed, er bøgerne i Skammer-serien og serien om Vildheks. Fælles for disse er en fintfølende evne til at forene gennemarbejdede fantasy-verdener med tungere temaer som tilhørsforhold, arv og miljø samt gruppedynamikker og magtstrukturer. Lene Kaaberbøl har med sine værker været med til at skabe og præge den fantasy-genre, der er så udbredt i dag både herhjemme og i udlandet.
Lene Kaaberbøls betydning for nye generationer af læsere kan næppe overvurderes. Hendes anlæg for at indfange unge læsere med værker, der gør fordybelsen i læsning til en naturlig del af unges hverdag, og gøre dem interesserede i litteratur, er uforligneligt, hvilket gør hendes betydning for dansk litteratur i både nutid og fremtid nærmest uvurderlig. Hun skriver letlæseligt, uden at give køb på et højt litterært niveau; hun skaber miljøer, der på samme tid er forunderligt fremmede og umiddelbart genkendelige. Utallige læsere har kunnet spejle sig i hendes fiktive personers forsøg på at finde mening i en verden, hvis regler og koder kan synes arbitrære og forvirrende, og mange unge har efter læsningen af bøgerne fortsat samtalen om dem med andre unge og lært, at en samtale om litteratur kan være en nøgle til at tale om livet.
Lene Kaaberbøl har selv nævnt Ursula Le Guin og Astrid Lindgren som forbilleder, og hun deler disse forfatteres talent for at forene det eventyrlige med det alment menneskelige, således at selv de mest fantastiske universer føles relevante for læserne.