Begrundelse for tildeling

Lars Skinnebach har over en bred vifte af forskelligartede digtsamlinger – fra debuten Det mindste paradis (2000) til I ly (2025) – demonstreret en særegen, anfægtende stemme i dansk lyrik. En stemme, der manifesterer sig skriftligt såvel som kropsligt under forfatterens oplæsningsperformances. En stemme, der både chokerer, glimter af ømhed og udfordrer læseren i sin tilgang til sprogets kraft og samfundets systemer.

“Det ville ikke undre mig om en eller anden trak en pistol / og skød mig gennem øjet.”, lyder det i
Det mindste paradis.

Lars Skinnebachs gennembrud kom i 2004 med I morgen findes systemerne igen, hvor han søgte at vende velfærdsstaten på vrangen og indvarslede den lyriske oprørsform, som han sidenhen har forfinet til inspiration for yngre generationer med lignende ambitioner.

I Øvelser og rituelle tekster (2023) skulle læseren eksempelvis underskrive en form for poetisk kontrakt om alene at bruge penge på mad i fem dage:
“Kunst der ikke beskæftiger sig med klimakrisen er ikke værd at beskæftige sig med.” 

Med den dystopisk visionære samling Teotwawki (2018), “The End of the World as We Know It”, cementerede Lars Skinnebach sig som en af tidens mest betydningsfulde, radikale “økopoeter”. Med Patriarken falder (2022) og I ly (2025) har han fortsat denne poetiske udforskning. Først med en tværæstetisk, kollektivistisk tilgang, senest med en næsten mytisk undersøgelse af identitet og traumatiske erindringer i postapokalyptiske landskaber.

Skinnebachs digtning er formeksperimenterende og genstridig, men også i konstant dialog med verden.

På den baggrund indstilles Lars Skinnebach til Statens Kunstfonds hædersydelse.