Gun Gordillo (f. 1945)
Gun Gordillo (f. 1945)
Begrundelse for tildeling
Gun Gordillo er en pioner inden for lyskunst. I over 50 år har hun på nyskabende måder vist, hvordan lys ikke blot kan fungere som et værktøj, men som kunstnerisk materiale og udtryksform i sin egen ret. Med sin enestående evne til at omsætte neonlysets intensitet og skrøbelighed til skulpturelle og rumlige installationer, der på poetisk vis balancerer tyngde og vægtløshed, har Gun Gordillo markeret sig internationalt som en foregangskvinde i sit felt.
Et skelsættende møde med Kairos offentlige rum i 1974, hvor abstrakte, lysende skrifttegn fyldte gaderne, efterlod et uudsletteligt indtryk hos Gun Gordillo – og blev startskuddet til et livslangt arbejde med neonrør. Med en på én gang legende og præcis hånd lader Gun Gordillo neonrør mødes med bastante materialer, som bly og aluminium, og transparente materialer, som spejle og plexiglasflader. I kombination åbner det for en levende dialog mellem lys, rum og beskuer.
Resultatet er værker, der er minimalistiske og poetiske og som udspiller sig i det spændingsfelt, hvor lyset opererer – mellem nærvær og fravær, klarhed og usynlighed. Gun Gordillo har igennem årene udvist en sjælden evne til at lade lys spille sammen med omgivelserne – også i det offentlige rum. Med sine kunstneriske greb insisterer hun på at lade kunsten indgå i en åben og foranderlig udveksling med det omgivende rum og ikke blot som et monument i sig selv.
Med en karriere, der har udfoldet sig i både Danmark, Sverige og Paris, har Gun Gordillo markeret sig gennem en ukuelig selvstændighed og konsekvens i sit kunstneriske arbejde, der cementerer hendes plads blandt lyskunstens – og hele kunstverdenens – frontløbere. Gun Gordillo er en kunstner, der ikke blot former lys, men også tid og rum med værker, der fremstår poetiske, inviterende og tidløse.
På den baggrund indstilles Gun Gordillo til Statens Kunstfonds hædersydelse