Signe Cold, F. 1966

Modtager af hædersydelse, tildelt i 2021 / Arkitektur

Begrundelse for tildeling

Signe Cold indstilles til at modtage Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse for sin vedholdende insisteren efter det højeste arkitektoniske niveau. Signe Cold begyndte sin uddannelse på Oxford Polytechnic school og fortsatte senere på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Her tog hun afgang som arkitekt i 1993 og uddannede sig således stort set samtidig med Christian Cold, der skulle blive hendes partner og som hun allerede få år efter, i 1996, startede tegnestuen Entasis sammen med.

Siden Entasis’ opstart har Signe og Christian Cold udvist en beundringsværdig omhu for hvert enkelt af deres projekter. Det er svært at skimte et bundniveau, alle bygningsværker synes at være begavet med lige stor opmærksomhed. En lang række opgaver er det blevet til; opgaver der favner alle skalaer, fra design og landskab til masterplaner og bygningskunst.

Signe Cold og Christian Cold evner som få, at arbejde med hele den arkitektoniske værktøjskasse. Deres bygninger udstråler en dyb forståelse for et steds karakter og historiske værdi, men med stor kraft evner de at omsætte en sjældent set byggeteknisk indsigt og konstruktiv nysgerrighed til værker med en markant poetisk signatur.

Deres bygningsværker bliver fulgt til helt til dørs med stor materialeforståelse og detaljerigdom, med andre ord oser deres bygninger af arkitektonisk overskud. Selv taler de om, at i de bedste bygninger skal både ”krop og ånd udfordres”. At nå dertil, kræver en kompromisløs tilgang og en beherskelse af arkitekturens tektonik, der er få forundt.

Signe Cold sidder i Nykredits arkitekturudvalg og Det Kongelige Akademis aftagerpanel. Hun har gennem tegnestuen Entasis modtaget adskillige priser, deriblandt Margot og Thorvald Dreyers

Arkitekturpris, Nykredits Fonds Arkitekturpris, Eckersberg Medaillen og C. F. Hansens Medaljen, der er den højeste udmærkelse, det danske akademi kan tildele en arkitekt.

Mere